Den svenske politiker Gudrun Schyman er en sej kvinde. Selvom hendes hofte gør så ondt, at hun dårligt kan tage strømper på, tager hun alligevel på travetur i skoven med datteren. »Det går nok. Det kunne være meget værre«, siger hun, mens en smertetrækning går over ansigtet.
Men måske ved hun også, at det er nu, hun skal sætte ind, hvis forholdet skal bevares, for den nu voksne datter bærer rundt på et dybt sår, gnavet af de mange aftener uden moderen, der var ude på politisk korstog. Som feminist – og som kvinde og bare menneske som sådan – vil man gerne have samme rettigheder som mænd, men i Gudrun Schymans tilfælde, har det været umuligt at balancere familieliv og arbejde. Forskellen er bare, at det er hende, der må høre for det. Ikke hendes eksmand, der stak af til Brasilien.
Der er med andre ord stadig meget at kæmpe for for Gudrun Schyman, på den private såvel som på den politiske arena. Og det gør hun så. Og hun er ikke for fin til at tage til homeparties med 25 mennesker. For det er 25 mennesker, der potentielt kan forlade rummet som nybagte feminister – og måske endda stemmer på hendes parti Feministisk Initiativ, som hun stiftede i 2004.
Hun taler gerne til alle, høj som lav, mand som kvinde. Hvis du vil give hende taletid og en kop kaffe, stiller hun sig op i din stue og taler i øjenhøjde. Det er der noget helt utroligt sympatisk over i en tid, hvor rigtigt mange politikere opfører sig, som om de har scoret et topjob i det private erhvervsliv, der intet har med den almindelige vælger på gulvet at gøre. Hun taler om at »Demokrati er os« og inddrager følelser og kærlighed i den politiske proces mod ligestilling og et samfund uden diskrimination og racisme.
Hun taler gerne til alle, høj som lav, mand som kvinde. Hvis du vil give hende taletid og en kop kaffe, stiller hun sig op i din stue og taler i øjenhøjde. Det er der noget helt utroligt sympatisk over i en tid, hvor rigtigt mange politikere opfører sig, som om de har scoret et topjob i det private erhvervsliv, der intet har med den almindelige vælger på gulvet at gøre.
Måske derfor lykkedes det Feministisk Initiativ at gå fra 0,4 procent af stemmerne i 2004 til 3,12 i 2014. Hampus Linders dokumentarfilm »Feministen« følger Gudrun Schyman fra 2014 til 2018, en periode med stærk interesse for netop den feministiske dagsorden, ikke mindst på grund af #MeToo, Women’s March og andre initiativer.
Men også en periode, hvor den svenske feminisme både bliver hyldet og samtidig må stå på skud for at være for ekstrem. Filmen viser, hvordan Gudrun Schyman ikke kan tage med S-toget uden at blive stillet til ansvar på alle feministers vegne.
Desværre har Hampus Linder, af gode grunde, ikke nået at få resultatet fra det seneste valg 9. september i år med. Her blev FI meget mod forventningerne banket tilbage til start med sølle 0,4 procent af stemmerne. Måske, fordi mange af de større partier netop de seneste år på grund af blandt andet Women's March og #MeToo har taget dele af FIs dagsorden på sig og dermed kapret stemmerne.
Det må have ærgret Hampus Linder ikke at få den krølle på halen med, for han forsøger ellers at beskrive Gudrun Schyman fra alle tænkelige vinkler. Både som politiker og privatperson – to dele af en kvinde, der ofte smelter sammen. Blandt andet har Gudrun Schyman brugt sine egne erfaringer med partnervold og alkoholisme i sit politiske arbejde – en af årsagerne til, at hun har fået en dedikeret følgerbase.
Hun har hele vejen været åben omkring sit eget og faderens alkoholmisbrug og sin eksmands voldelige adfærd. Som noget nyt får vi derudover en rørende sprække ind til datterens barndomssår – men kun en sprække. For ulempen ved at villle det hele er, at man alt for ofte ikke får nok med om noget. Det er også tilfældet her.
Vi ser Gudrun Schyman til valgaftener og vælgermøder – men hvad er egentlig hendes politiske rejse ud over »feminisme og antiracisme«? Vi ser hende tale med datteren og eksmanden i korte scener – men hvor er sønnen, der ellers blev sverigesberømt, da hans fødsel blev foreviget i faderens film »Fødsel« fra 1979? Hvem? Hvad? Hvor? Hvorfor? Man sidder tilbage med utroligt mange flere spørgsmål end svar, efter at have set »Feministen«, der føles lidt som at være blevet stillet en 16 retters menu i udsigt og så kun få lov at få en enkelt bid af hver, før retterne bliver båret ud igen.
Man fornemmer varmen fra køkkenet og flammen på gasblusset – men man bliver hverken mæt eller tilfreds. Til gengæld sidder man tilbage med en følelse af, at have været vidne til en af de sidste politikere af den helt gammeldags solide jernstøbning, og en nyfunden appetit på at finde ud af mere om hende.
Og i en tid hvor de fleste af os er ved at kløjes i informationer, er det måske ikke så skidt med en appetitvækker. Trods alt. Men Gudrun Schyman havde – uanset om man er enig med hendes politiske dagsorden eller ej – fortjent en film, der stod lige så stærkt som hun selv har gjort gennem årene. Den film er »Feministen« desværre ikke.
»Feministen«
Instruktør: Hampus Linder
Medvirkende: Gudrun Schyman
Del af DOX BIO: www.doxbio.dk
