Fem store kunstoplevelser – lige nu i London

Tate Modern, St. Pauls Cathedral, Tate Britain og Royal Academy byder lige nu på store kunstoplevelser i London lige nu.

Royal Academy viser en storslået udstilling med abstrakt ekspressionisme. Dette maleri fra 1952 af Jackson Pollock hedder »Blue poles«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto studio

Tate Modern

Hvor: Bankside, London SE1 9TG. Hvornår: Dagligt 10-18, fredag og lørdag 10-22.

Det er 16 år siden, Tate Modern åbnede.

Tate, det store britiske museumsimperium, havde efterhånden samlet så meget kunst, at kun en meget lille del kunne blive vist for publikum.

Ledelsen forsøgte med en rotationsordning, så regelmæssigt besøgende i løbet af en årrække ville kunne se store dele af den permanente samling. Men heller ikke dét var tilstrækkeligt.

Hovedsædet ved Themsen, der var suppleret med museer i Liverpool og St. Ives, måtte aflastes med endnu et museum i London, og bestyrelsen skrev til 200 kunstnere verden over. Yngre og ældre, malere, billedhuggere, videokunstnere osv. og spurgte, hvor de bedst havde set deres egne og andres værker udstillet.

Det var absolut ikke på moderne museer. Nye arkitektoniske ikonbygninger rangerede lavest. Så var der større tillid til det klassiske beaux arts-museum fra sidste halvdel af 1800-tallet - som vores eget Statens Museum for Kunst.

Men mest populært var tidligere industribygninger. Tate-bestyrelsens øjne faldt derfor på et kraftværk ved Themsen, der var blevet lukket i begyndelsen af 1980erne, og det gigantiske bygningsværk blev konverteret til sit nye formål af arkitektfirmaet Herzog og de Meuron.

Ved pressekonferencen forud for åbningen var der ganske vist en journalist, der gav udtryk for, at den enorme, arkitektonisk tunge industrikatedral så »fascistisk« ud. Men det anfægtede ikke den magtfulde bestyrelsesformand på det tidspunkt, Nicolas Serota, der bøjede sig frem og sagde noget i retning af:

»Sir, De har vist ikke forstået meget af, hvad fascisme er.«

Tate Modern – Cathedral of Cool - blev fra begyndelsen en succes på alle mulige måder, og med sin beliggenhed syd for Themsen i det underprivilegerede Southwark var det håbet, at placeringen også kunne løfte området. Bistert udseende vagter fra kvarteret blev ansat, lækre restauranter åbnede side om side eller i stedet for de traditionelle pubber, og nye bygninger rejste sig. Det var nu ikke så meget socialt boligbyggeri som smarte udsigtslejligheder til masser af penge.

Museer har det med at vokse – og i de senere år er der ved siden af Tate rejst en mere end 60 meter høj tilbygning, der åbnede denne sommer.

Det er stadigvæk ikke et fascistisk byggeri – men nogle af beboerne i naboejendommene vil utvivlsomt omfatte den med følelser, som om det var det. Fra de øvre etager er der et perfekt indblik i deres stuer. Med en lille kikkert ville man sikkert kunne se forsiderne af de boligmagasiner, der ligger fremme på glasbordene, og således gætte på, hvordan resten af lejlighederne er indrettet: De dele af dem, hvor gardinerne synes at være permanent trukket for.

Tate Modern har fem millioner besøgende hvert år – og gæsterne har fået mere plads. Nogle af gallerierne er nu placeret i den nye bygning, men som det var tilfældet i den gamle, halter det med infrastrukturen. Elevatorerne er overbebyrdede, og den store indre trappe er travl som en London-banegård i myldretiden. Pris: 230 mio. pund.

Wifredo Lam

★★★★★✩

Hvor: Tate Modern. Hvornår: Søndage-torsdage 10-18, lørdage-søndage 10-22. Til 8. januar

Få kunstnere forblev upåvirkede af mødet med Picasso og resten af kunstmiljøet i Paris i slutningen af 1930rne. Slet ikke Wifredo Lam (1902-82), der via Spanien kom til billedkunstens ubestridte hovedstad fra fødeøen Cuba.

Med sig havde Wifredo Lam en uddannelse fra akademierne i Havana og Madrid og to tragedier. Udfaldet af den spanske borgerkrig, som han havde deltaget i, og en personlig: Både hans kone og deres spæde søn var død af tuberkulose.

Kunstnerisk og litterært må Paris i årene forud for Anden Verdenskrigs udbrud have været et fascinerende sted. Picasso ser Wifredo Lams åbenlyse talent og introducerer ham til miljøet. Men glæden varer kun kort. Paris bliver besat, og sammen med mange andre må Lam flygte fra Frankrig.

Det var tilbage på Cuba, at Wifredo Lam for alvor udviklede sig som maler. Den europæiske erfaring – inspirationen fra kubismen og surrealismen – blandede han med betagelsen af landskabet og af forskellige religiøse strømninger, herunder fænomener som voodoo.

Avantgarden var i mellemtiden flyttet fra Paris til New York, der blev billedkunstens nye metropol, og den blev Lam en naturlig indbygger i. Afslag på ansøgning om amerikansk statsborgerskab betød imidlertid, at Wifredo Lam bosatte sig i Europa, hvor Asger Jorn blev en af de kunstnere, han samarbejdede med.

Den kronologisk disponerede udstilling i Tate Modern fortæller på fornem vis historien om en maler, der både bliver oplyst af Picasso og – da omstændighederne tvinger ham til det – kommer ud af Picassos skygge og markerer sig som en selvstændig billedkunstner med inspiration fra flere kulturkredse.

Værker af Wifredo Lam udstilles i Tate Modern. Maleriet hedder »The Sombre Malembo« (1943). Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Bill Viola

★★★★★✩

Hvor: St. Pauls Cathedral. Hvornår: Indtil videre

Over for Cathedral of Cool ligger – på den anden side af Themsen – St. Pauls Cathedral. For to år siden fik Christopher Wrens klassicistiske bygningsværk et videoværk af mesteren inden for genren, Bill Viola. Nu er der netop føjet et nyt til. Men hvor Violas første værk til domkirken, »Martyrs«, tematiserer lidelse, opofrelse og død i en kristen forståelsesramme, handler det nye værk, »Mary«, om skabelse, fødsel og cyklus.

Gennem adskillige år har det været et gennemgående karakteristika ved Bill Violas teknisk perfekte videoværker, at figurerne bevæger sig ekstremt langsomt. Eller rettere: Ændring af filmens hastighed betød, at bevægelserne blev unaturligt langsomme. Som et maleri i ganske stille bevægelse.

Sådan var det også i Bill Violas første værk til St. Pauls, hvor man ser fire martyrers lidelsesfulde møde med elementerne ild, vand, luft og jord.

Med sit nye, altertavlelignende værk til kirken har Bill Viola imidlertid ændret sit billedsprog. I stedet for store rolige flader opløses skærmen indimellem i mindre udsnit, der tilsyneladende fortæller en historie om en kvinde i både den amerikanske ødemark og i store byer.

Det kunne være en parafrase over historien om Jomfru Maria omsat til vor tid – for videoen slutter med en kvinde med en afdød mand i sine arme; altså den klassiske pietà-opstilling af Jesu moder med sin døde søn. Som det ofte er tilfældet i Bill Violas værk, er der referencer til ældre billedkunst, og opstillingen kan for eksempel minde om Michelangelos pietà i Peterskirken i Rom, der er en af de mest berømte af slagsen.

Bill Viola har skabt et nyt permanent videoværk til St. Pauls Cathedral. Det hedder »Mary«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto Picasa.

Turnerprisen 2016

★★★★✩✩

Hvor: Tate Britain. Hvornår: Dagligt 10-18. Til 2. januar

Det er en mere end 100 år gammel erfaring, at alt, absolut alt, kan anvendes som kunstnerisk materiale. Det fremgår mange steder i kunstlivet – og med usvigelig sikkerhed de seneste mange år, når den prestigefulde Turner Prize uddeles.

Opkaldt efter den store engelske maler Joseph Mallord William Turner (1745-1829), der selv var kontroversiel i sin levetid, gives den til nulevende billedkunstnere, der fremstår som meget avancerede. Kun én vinder prisen, men alle fire nominerede er vindere alene ved at blive indstillet og udstillet i det fornemme Tate Britain.

De kan alle regne med den internationale kunstverdens bevågenhed fremover. Nomineringen er en slags selvopfyldende profeti – og det samme er den tilbagevendende forargelse: Skal dét nu kaldes kunst?

Well. Ingen af årets værker er så hardcore, som dengang et bidrag bestod af en tom sal, hvor lyset blev tændt og slukket med regelmæssige mellemrum. Men årets nominerede, Michael Dean, Anthea Hamilton, Josephine Pryde og Helen Marten, gør deres bedste for at leve op til forventningerne.

Helen Marten, der frem til 20. november også har en separatudstilling i Serpentine Sackler Gallery i Kensington Gardens, sætter genstande sammen til nye mærkværdige, maskinagtige skulpturer, hvis formål og funktion man kan overveje.

Modsat Helen Martens subtile skulptursprog er talen mere direkte i Michael Deans rum, hvor en slags vakkelvorne skulpturer af tilsyneladende tilfældige materialer konstituerer en verden i forfald. Midt i det hele er der et bjerg af en-penny-mønter, der udgør de omkring 20.000 pund, der er den officielle fattigdomsgrænse for to voksne og to børn i UK.

Årets humoristiske bidrag skal forestille at være Anthea Hamiltons satire over indretningsarkitektur med blandt andet en gigantisk bagdel, mens den fjerde bidragyder, Josephine Pryde, blandt andet udstiller et stort modeltog. Det er gået i stå.

Abstrakt ekspressionisme

★★★★★★

Hvor: Royal Academy. Hvornår: Dagligt 10-18, fredage til 22. Til 2. januar

Den var med den abstrakte ekspressionisme, USA efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev en kunstnerisk supermagt.

Afsættet kom fra Europa. I begyndelsen af det 20. århundrede var der udstillinger af europæisk avantgarde – for eksempel det skelsættende The Armory Show i 1913 – i den nye verden. Mange amerikanske kunstnere havde besøgt Europa i mellemkrigsårene, og på grund af fascismen flygtede en del af den europæiske kunstnerelite efter Anden Verdenskrigs udbrud til USA.

En fremragende udstilling i Royal Academy udfolder fortællingen om amerikansk abstrakt ekspressionisme med et væld af værker, der også inddrager andre malere end hovedskikkelser som Willem de Kooning og Jackson Pollock, og som påviser, hvor bredt betegnelsen dækker. Der er hovedværker af en lang række kunstnere, herunder en sal med smukke malerier af Mark Rothko.