Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Man begynder i den jævne stue. Radioen spiller optagelser af nyhederne fra London dengang. Den tyske besættelsesmagt har sendt beboeren i lejr og efterladt stuen tom.
Nationalmuseets særudstilling »De Hvide Busser« er en fortælling om deportationen af jøder, kommunister, politifolk, forbrydere og flere andre i 1943 og 1944.
Og om deres dramatiske redning fra lejrene – foranlediget af svenske Folke Bernadotte, realiseret af talløse frivillige og husket som en af Anden Verdenskrigs helt store heltegerninger.
Lige knap 2.000 politifolk måtte af sted den dag i september 1944. Antallet af danske fanger nåede snart op på omkring 6.000. Også nordmænd kom til.
Udstillingens næste rum er kreaturvognen. De danske fanger skulle fragtes et ukendt sted hen. En firkant på gulvet viser den plads, hver enkelt havde til rådighed.
Fangerne ankom til høje råb på tysk og en ægte stander fra KZ-lejrene med pigtråd i seks meters højde. De skulle også have nummer. Man ville tage den sidste menneskelighed fra dem. Nummermærkerne markerer tydeligt forskellen på jøder og kommunister, politikfolk og kriminelle – selv om alle jo nok ville ende anderledes lige.
Nationalmuseet ejer en af verdens største samlinger fra KZ-lejrene og har suppleret med effekter fra både Frøslevlejrens Museum og private.
Pakker med skinke og sukker
Men de berømte rødekorspakker kom af afsted. Pakkerne blev sendt direkte fra den danske stat og skulle holde liv i medborgerne på tysk jord:
Behjertede kontorfolk i indre København smøgede skjorteærmerne op og pakkede tusindvis af kasser hver måned. De danske fanger skulle have havregryn, hele skinker og meget andet. Alt sammen i et land med rationering på meget og mangel på mere.
Og man udvidede hjælpen. En aftale om egentlig undsætning kom i stand. Frøslevlejren har udlånt en vaskeægte bus fra aktionen og fået den hejst ned gennem Nationalmuseets tag.
Hjemrejsen fra det sønderbombede Tyskland og gennem det ikke nær så ødelagte Danmark bliver en odyssé og gør uafrysteligt indtryk på både ofre og hjælpere. En af de deporterede har syet en vest og vævet samtlige stationer på dens ryg. Både ud og hjem.
Den personlige historie står centralt i formidlingen. Folk møder hinanden og holder måke endda kontakten helt frem til i dag. Overlevende har taget kontakt til Nationalmuseet og doneret fotos, dagbøger, bevægede takkebreve og meget andet.
Men ingen heltegerning uden humle. Nationalmuseets udstilling ender med en lukket og låst dør. Ikke så få af de reddede kommer hjem til arbejdsløshed og måske en familie i opløsning.
Nationalmuseet nøjes ikke med tåreperseren om danske og svenske helte på vej gennem sommerlandet. Udstillingen har det moralske dilemma som hovedtema og kulminerer med interaktive foredrag på storskærm.
Meningsdannere som Henrik Skov Kristensen fra Frøslevlejren og Bent Blüdnikow fra Berlingske diskuterer de svære valg ved sådan en aktion. Publikum kan siden stemme på de forskellige synspunkter.
Da KZ-lejren Neuengamme skal være mellemstation for de frelste skandinavere, må tyskerne for eksempel rydde en barak. Andre mennesker er altså aflivet få timer forinden. For vores skyld. Og redderne må tage relativt velnærede dansker med ud ad døren og efterlade kvinder og børn af anden herkomst til den visse død. Det har alt sammen sin logik og historiske grund. Men det er også svært.
Skulle man ligefrem have gjort dilemmaet mere nærværende? Hundreder af afrikanere er for eksempel overladt til Middelhavets bølger for tiden. At museet ikke vil politisere og forbigår slige emner, lyder helt rigtigt på overfladen - men tavshed og tabuisering er jo også en slags valg.
Flere af filmene vil også være i overkanten for alle med følelser. Aldersgrænsen på 12 år skal tages meget alvorligt:
Døde skeletter skubbes i massegrave. Levende skeletter slubrer søbemad med det lige så sultne kamera som vidne. En nøgen kvinde med kæmpe øjne ligger kraftesløs i sin køjeseng og kan ikke dække sig til.
»De Hvide Busser« på Nationalmuseet er en historie om ondt og godt, om ofre og heltemod, om nattens gerninger og Solgryn fra staten. En både lærerig og overordentlig stærk fortælling. Se den og græd.
Hvad: De Hvide Busser.
Hvor: Nationalmuseet
Hvornår: Til 30. december