Fem stjerner: Ny dansk film er en stille åbenbaring

Der skulle være så dejligt ude på landet. Men livet i »Onkel« er også langsomt, tyst og underfundigt. Stærke præstationer løfter en barsk historie, der rummer fine nuancer.

Skuespillet i »Onkel« er afdæmpet, men stærkt. Jette Søndergaard er fremragende som Kris. Fold sammen
Læs mere

Under overfladen på det stille vand, eller måske snarere fygende hen over det flade sønderjyske landskab, er der store følelser på spil. Tab, kærlighed og – som det måske mest omvæltende – håb.

Kris på 27 har boet hos sin onkel på Stenbjerg, siden hun som barn mistede sine forældre. Da Onkel bliver ramt af en blodprop, bliver hun landmand i stedet for dyrlæge for at passe på ham og  gården ved Tønder. Men små hændelser og nye mennesker puster nu til hende, og hendes drømme vækkes.

»Onkel« er en lille og virkelig fin film. Ikke en dokumentarfilm, men en film lavet helt tæt på og mest med amatørskuespillere, der har udgangspunktet tilfælles med deres figurer. Jette Søndergaard er faktisk uddannet dyrlæge og er nu skuespiller. Peter Hansen Tygesen er vitterligthendes onkel og bor på den gården, der er med i filmen. Autenticiteten mærkes. Men hvis ikke Frelle Petersen havde set rigtigt med sit projekt, og hvis ikke skuespillet rent faktisk hos alle havde levet, kunne det have været det samme. Så havde det klinget falsk, og så var alt faldet sammen. Præstationerne er fremragende, amatørkræfter eller ej.

Historiens niece og onkel lever i en nøje koreograferet symbiose, hvor man kan leve og arbejde sammen dag ud og dag ind uden at sige noget. Der er ikke noget at sige, man ved jo, hvad man skal, man har sine rutiner. Da Kris og dyrlægen Johannes hjælper en af gårdens køer med at kælve, vækkes hendes egne dyrlægedrømme, og balancen skubbes for alvor, da kirkesangeren Mike fatter interesse for hende. Svingningerne er måske små, men som flodbølger mod de diger, Kris har bygget om sig selv og Onkel. Flyv ikke højere end vingerne kan bære. På det jævne, på det jævne. De ydmyge skal arve jorden.

Familien eller drømmen

Det glimrende ved filmen udfordrer også. Det langsomme tempo, gentagelserne og det faktum, at magten aldrig er helt tydelig. Hvem passer på hvem? Hvem holder omverdenen fra døren? Kris eller Onkel? Men alt det tvinger netop publikum til at våge over hver eneste detalje, være nærværende over for alle nuancer.

Der sker så lidt og alligevel så meget. Filmen er mest af alt en flue på væggen i stald og stuehus og har ansatser til horror, romance, folkekomedie og folketragedie. Men den mister ikke følingen med sig selv eller udstiller sine medvirkende. Kris er en sær snegl, det er alle i filmen, men der er en værdighed ved dem. Og så må jeg sige, at det er rart med vaskeægte jyder, frem for det sædvanlige miskmask af dialekter fra hele landet, helt uden rod i det skildrede sted, som mange danske film disker op med.

Vi ser ikke mange film som »Onkel« herhjemme, hverken udefra eller af egen avl. Den er sin egen. Den nærmeste pendant, jeg kan komme i tanke om, er nok den fremragende og kuldslåede »God’s Own Country« fra 2017 om en ung mand fra Yorkshire.

»Onkel« er kernedansk, men har dog et strejf af en nærmest asiatisk sammenbidt kamp mellem egne ambitioner og familie, mellem pligt og glæde, og filmen vandt da også hovedprisen ved Tokyo International Film Festival.

»Onkel« bør få et liv uden for festivalrunderne. Og udenfor gården.

Onkel.

Instruktion og manus: Frelle Petersen. Med: Jette Søndergaard, Peter Hansen Tygesen, Ole Caspersen, Tue Frisk Petersen.

Premiere d. 14. november i 25 biografer.