»Langebro« emmer af ro, underspillethed og coolness, men også af medfølelse og solidaritet
»Langebro« fra Gasolin': Gasolin' (Gas 1), 1971
Åbningsnumre på debutalbums er noget helt særligt. Der er en uskyld over dem – ikke kun, fordi man aldrig får en ny chance for at gøre et godt førsteindtryk, men også fordi de ofte kommer til at henstå i et særligt lys for lytterne, hvis de ellers kan lide, hvad de hører.
»Langebro« er sådan et nummer: Lytterens allerførste møde med Kim Larsens vokal på plade, der ligesom The Beatles' »Hey Jude« noget usædvanligt åbner med lyden af stemmen alene.
Nummeret emmer af ro, underspillethed og coolness, men også af medfølelse og solidaritet. Det er Wili Jønssons elegante basspil og messende flydekor, det er Franz Beckerlees utrolig musikalske wah-guitar, der hænger i luften som tårevædet morgendis.
Og det er Søren Berlevs enkle og nedtonede trommespil, som giver maksimal plads til Kim Larsens inderlige sangforedrag. Et kongenialt arbejdende band i et sine bedste stunder.
Melodien var traditionel, stjålet fra en sang på en gammel Joan Baez-plade, der åbner med ordene: »As I walked over London Bridge/ One misty morning early.« Lyder det bekendt? Her blev den verdenskendte bro til en ærkekøbenhavnsk ditto, som i virkelighedens verden selvfølgelig var Christianhavns egen Knippelsbro. Der er en lavpraktiskhed i denne poetiske frihed, der forekommer så typisk larsensk.
Teksten var med sit fokus på det nære, det hverdagsagtige, det umiddelbart oplevede så dansk som noget: Der stod Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen og sørgmodig Storm P. ud af denne nærhedsbeskrivelse, som også Jønsson og Beckerlee er krediteret for.
Andet vers rammer stærkt: »Jeg gik forbi Dæmonernes Port/ ud for Kofoeds Skole/ der stod en flok og drak sig ihjel/ hvis du tør, så kom med mig.«
Dæmonernes Port antydede, at der i miljøet var kræfter, som mennesker selv ikke var herrer over. Og den indforståede brug af en lokalitet som Kofoeds Skole var en nyskabelse: Det gjorde ikke noget, hvis lytteren ikke kendte stedet, så længe musikken bidrog til at give teksten en helt særlig billedkraft: Man så det hele for sig.
»Som et strejf af en dråbe« er lige så nærværende som noget, Tove Ditlevsen kunne have skrevet
»Som et strejf af en dråbe« fra Gasolin': Bestillingsnummer skrevet til DR P4, 1973
Jeg hørte aldrig selv ret meget »P4 i P1«. Så derfor forbinder jeg ikke personligt sangen med den afskedsstemning, som mange hører i den på grund af dette program, hvor den i årevis var afslutningsmelodien. Men en uudgrundelig sang, det er det.
Helt usædvanligt har teksten kun fire linjer. Men de er lige så nærværende som noget, en Tove Ditlevsen eller en Morten Nielsen kunne have skrevet: »Som et strejf af en dråbe/ fik vi lov til at håbe/ på de ting som skal komme/ før end livet er omme.«
Det er ikke som hos Shakespeare i »Macbeth«, hvor Banquo siger: »It will rain tonight«; hvorefter en af de mordere, der står på lur efter ham, svarer: »Then let the rain come down«. Det er ikke engang en dråbe fra himlen – det er bare et strejf af den.
Hver gang jeg hører sangen, forestiller jeg mig, at strejfet kommer fra den fine, lette sommerregn, der er sat i verden for at kunne fremkalde uventet melankoli hos selv den mest sommerglade.
Ordet »håb« er et af de smukkeste, der findes på dansk. Kim Larsen bruger det her så indlysende enkelt, men det rammer jo en grundfølelse hos os alle: Hvad har livet gemt til os? Kan vi stadig nå at vende kajakken? Hvordan styrer vi udenom problemerne? Og opnår vi alt det, vi vil?
De fleste af os når ikke en brøkdel af det, vi gerne vil. Hvor kender jeg dog mange håbefulde og dygtige musikere, som holdt op med at spille efter de mange stædige, men resultatløse år i øvelokalet. Hvad mon de tænker, når de hører sangen? At de nok fik lov at håbe, men at håbet ikke resulterede i andet end frustration?
Og så er der det med tekstens skift i tid: Vi fik lov at håbe, før end livet er omme. Det har jeg altid funderet over. Måske den lavpraktiske Larsen bare fandt, at »er« klinger bedre end »var« her, og det har han da i så fald også helt ret i. Men alligevel – hvor kom det dog fra?
Og så dette med, at sangen kun varer et minut og sytten sekunder – det er præcist det, som giver sangen sit egentlige nærvær: For det glimtvise strejf skal beskrives som en øjeblikshændelse. Ellers når man ikke at mærke, at det sætter en lavine af stemninger i gang – før det hele pludselig er forbi.
»Kloden drejer stille rundt«. Alene titlen – har man fundet på den, kan man altså dø roligt
»Kloden drejer stille rundt« Gasolin': Efter endnu en dag, 1976
»Kloden drejer stille rundt« er et af de mest overbevisende numre, der kom ud af 1970erne. Alene titlen – har man fundet på den, kan man altså dø roligt.
Nummeret er, hvad man i klassisk musik ville kalde en nocturne – altså en aftensang. Teksten er både forløsende og forstemmende: Den beskriver følelsen af at have en velfortjent nats søvn foran sig, men endnu engang at skulle sove alene.
Musikalsk giver Palle Mikkelborgs fænomenale orkesterarrangement så meget pondus til nummeret, at det halve kunne være nok. Og det bidrog til at vise en helt uventet side af Gasolin' både melodisk, akkordmæssigt, tekstligt og arrangementsmæssigt.
»På kommoden ligger Soya og Karen Blixen,« lyder det igen og igen. En kommode? Hvor poetisk kan hverdagen undertiden ikke være! Men linjen foreommer så henkastet, fordi den jo er en helt forbigående betragtning: I soveværelset har tekstens hovedperson bare lidt tilfældig godnatlæsning liggende – der kunne lige så godt været blevet sunget om, hvad der hang på væggen eller flød på gulvet. Og havde det ikke været for denne linje, ville den engang så feterede Soya for alvor være glemt i dag.
Larsen synger: »Gaden spiller sin musik for mig/ som en summen i det fjerne/ fra en stjerne.« Her dukker nærhedsbetragtningen fra »Langebro« op igen, men nu spændt ud til noget kosmisk. Og musikken er meget mere end blot lyd.
Han synger også: »Drømme lister frem, står på lur/ og de nikker og hvisker: kom/ når det er mig, der står for tur.« Det er helt h.c. andersensk, at drømmene nikker og hvisker.
Men »Kloden drejer stille rundt« er ikke kun afgrænset til en dansk drømmeverden. Når jeg hører den i dag, skal jeg altid høre amerikanske The Smashing Pumpkins' nitten år yngre »Tonight, Tonight« bagefter. I min verden er de åndelige tvillinger – og måske et udtryk for, at Gasolin's connection til amerikansk musikkultur virkelig var reel, også på tværs af tiden.
Det er to store numre fra hvert sit band, hver sin generation, hver sin epoke, hver sin kulturkreds – men med en beslægtet grandiositet og en følsomhed, som faktisk er sjælden i både dansk og amerikansk musik.
»Om lidt« tændte på sin egen joviale måde et lys i ethvert mørke
»Om lidt« fra Kim Larsen og Bellami: Forklædt som voksen, 1986
Det er en af de sange med Kim Larsen, jeg godt kan få lidt ondt i ørene af at lytte til i hans egen indspilning. Selvom han synger godt, er arrangementet både lidt for bundet af sin firserlyd og af det noget pompøse arrangement.
Men når jeg hører den spillet til fællessang, bliver jeg hver gang slået over, hvor god en melodi, det er. Og teksten? Larsen skrev den med Leif Sylvester Petersen, og den tændte på sin egen joviale måde et lys i ethvert mørke.
»Om lidt bli'r her stille«, hedder det – ikke: »Nu bli'r her stille« eller: »Snart bli'r her stille«. Det er brugen af den gode, danske vending »om lidt«, der gør hele forskellen. For alle ved vi instiktivt præcist, hvornår om lidt er, ikke sandt?
Der er en tekstlinje af sangeren og dandyen Martin Hall, som jeg aldrig har glemt: »Somebody told me that love never dies/ it grows silent«. Hvis denne smertelige erkendelse kan overføres på »Om lidt«, kunne det betyde, at det er på grund af den stilhedsgjorte kærlighed, at der bliver stille – ikke på grund af det afsluttede forløb eller liv i sig selv.
Så tilsyneladende handler linjerne om en, der er færdig i manegen, måske færdig i livet – men lytter man nærmere efter, handler de snarere om den, der altid står efterladt tilbage.
De næste linjer tager alle stik hjem: »Fik du set det, du ville/ fik du hørt din melodi?« At have hørt sin melodi vil sige at have oplevet en periode i sit liv eller en hel tilværelse med meningsfylde, det er jeg med på.
Men det er mere det, at Larsen og hans medforfatter overhovedet finder på at spørge. Det er så smuk en gestus, at jeg hver gang får gåsehud over det. For selve den henvendelse er indbegrebet af medmenneskelighed og solidaritet.
Jeg var medredaktør på Kirkesangbogen, der udkom sidste år som et uofficielt supplement til Den Danske Salmebog. Et springende punkt for os var selvfølgelig denne sang. Turde vi tage den med og dermed lægge os ud med alle de præster, der gennem årene venligt, men bestemt havde afvist den som begravelsessalme, når de pårørende bad om det? Vi turde – og efter Kim Larsens bortgang er jeg endnu gladere for det end nogensinde før.
»Den lige vej« er en bøn, men også et stilfærdigt selvopgør
»Den lige vej« fra Kim Larsen & Kjukken: Øst for Vesterled, 2017
Selvom Kim Larsen godt kunne være ret så nostalgisk anlagt i sine sange, var han kunstnerisk set konsekvent: Han så sig ikke tilbage, men lavede hele tiden musik på samme måde, som han altid havde gjort: Her og nu, ud fra de forhåndenværende midler, møntet på samtiden.
I anerkendelse af hans evne til at leve i nuet, slutter jeg med denne sang fra Kim Larsen & Kjukkens sidste album, Øst for Vesterled. For på sine ældre år kunne Larsen stadig lyne.
»Den lige vej« handler om at stå foran sin Skaber og se tilbage på sit eget liv. Det kan lyde som om, sangen forsøger at genkomponere flere af de store hits fra Midt om natten-albummet med sit ligefremme og enkle dur-vers – som om bornholmeruret aldrig var gået i stå, og sangbogsserien »Lystige viser« stadig var den foretrukne kilde til sange for danskerne.
Men omkvædet har en inderlighed i sig med sin klassiske larsenske melodiføring kombineret med en tekst, der ser tilbage på et kun delvist vellykket liv:
»Så vis mig nåde og miskundhed/ der var momenter af kærlighed/ og øjeblikke, hvor mit mismod/ ikke tyngede mig ned«
Sangen er en bøn, men den er også et stilfærdigt selvopgør – og måske en indrømmelse af, at livet var noget, der fra tid til anden kunne være endog meget svært at håndtere. Videre i omkvædet lyder det:
»Og jeg gik den lige vej/ op til himlen, op til dig/ men for det meste/ var det ligesom om/ det gik den anden vej«
Hvis vi nu antager, at der er en vis overensstemmelse mellem tekstens iscenesatte jeg og Kim Larsens biografiske jeg, er det livsbitre ord: For »den anden vej« er jo vejen lukt ned i Helvede.
Dobbeltheden mellem ønsket om frelse og frygten for fortabelse er en urmenneskelig splittelse, som han måske selv følte. Men han var en af dem, der kunne skrive helt ubesværet om den. Jeg håber, at denne hans svanesang med tiden kan føje sig til repertoiret af Kim Larsen-klassikere.
