Fem grunde til, at Morten Hesseldahl er det naturlige valg for Gyldendal - og hans akilleshæl

Morten Hesseldahl er en garvet forlagsmand, kender medierne indefra og er selv forfatter. Med andre ord er der meget, der taler for ham som chef for landets største forlag. Men ikke alt. Foto: Asger Ladefoged og Ida Guldbæk Arentsen Fold sammen
Læs mere

Nogen kæmpe overraskelse er det langfra, at Morten Hesseldahl bliver ny administrerende direktør for landets største forlag. Mange, inklusive Berlingske, har haft ham øverst på listen over mulige arvtagere efter Stig Andersen, der har stået i spidsen for Gyldendal siden 1999.

Her er fem grunde til, at han er det naturlige valg. Og de udfordringer, der gør, at det ikke bliver nogen let opgave at løse.

1. Forlagsmand
Nok kommer 53-årige Hesseldahl fra et job som teaterchef for Det Kongelige Teater, men han er i udgangspunktet en bogmand med stor erfaring fra forlagsbranchen. Han har været direktør for Bonnier Forlagene i Danmark, herunder landets næststørste - Gyldendals hovedkonkurrent Lindhardt og Ringhof - ligesom han har en baggrund som forlagschef og redaktør.

Hans udfordring er så, at der er sket meget med forlagsbranchen, siden han forlod den i 2007. At drive forlag i dag er på mange måder markant anderledes, end det var for bare ti år siden. Og netop det kan blive hans akilleshæl.

Tænk blot på digitaliseringen, der slår igennem på både det almindelige bogmarked, på biblioteksområdet, hvor E-reolen har været den store kampplads, og på det lukrative lærebogsmarked, som også er under forvandling.

Her er Gyldendal under stort pres fra forlagsbranchens anden mastodont, Lindhardt og Ringhof, der har satset massivt på digitalisering af bagkataloget og generelt på e- og lydbogsmarkedet, både herhjemme og i udlandet, mens Gyldendal hidtil har været mere fodslæbende. På det felt, hvor også internationale giganter som Amazon presser på, og hvor Gyldendal generelt kæmper med økonomien, skal Hesseldahl finde en farbar vej frem.

2. Kender medierne inde- og udefra
Hesseldahl har været administrerende direktør for Dagbladet Information og efterfølgende Kulturdirektør i DR. Han har med andre ord stor erfaring med medierne. Han kender dem indefra og ved, hvordan de fungerer. Men han kender dem også udefra; han er hjemmevant med interviews, skriver klummer og læserbreve og gør sig lige godt på Deadline og i dameblade.

Det er selvsagt en force i den medievirkelighed, der stadig er herskende. Men igen er udfordringen, at også dét traditionelle økosystem er under forvandling. Sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram fylder ligesom bloggere og andre mere uofficielle bogfora mere og mere, hvilket er afgørende, når det f.eks. gælder marketing i bogbranchen.

Erfaring med traditionelle medier er ikke længere nok. Det ved man godt på Gyldendal, hvor man de seneste år er begyndt at opruste på netop det område.

3. Vægtig kulturleder
Hesseldahl har en bred chef- og bestyrelseserfaring fra en lang række af kulturlivets betydeligste institutioner. Det giver ham ballast som leder for landets største forlag, der har eksisteret i snart 250 år.

Han har dedikeret sig til arbejde inden for kulturen, har en baggrund som blandt andet cand.phil. i filosofi og er dermed ikke en typisk DJØF-chef, der lige så godt kunne administrere et hospital. Den slags betyder noget på »Mahogniforlaget«, hvor klassisk dannelse stadig er i højsædet.

Der har været spekuleret i, om Hesseldahl var villig til at forlade én chefpost for en anden. Men ser man på hans CV, var tidspunktet det rigtige. Han har typisk siddet i 4-6 år på hver post. Senest på Det Kongelige Teater siden 2014.

4. Selv forfatter
Morten Hesseldahl har selv skrevet både tegneserier og en række spændingsromaner. Det giver ham et indblik i virkeligheden som forfatter.

Det kan være en fordel i forholdet til forlagets egentlige ressource: Forfatterne.

Omvendt fortæller forfatteren Carsten Jensens exit fra Gyldendal i protest mod Hesseldahl tirsdag eftermiddag en anden historie. Jensen har bl.a., i Information, kaldt Hesseldahl for »Dansk kulturlivs evige vandrepokal«. Skulle modstanden brede sig, kan det blive et problem for Hesseldahl.

5. God kommunikator

Gyldendals bestyrelsesformand Poul Erik Tøjner fra Louisiana, fremhæver, at Hesseldahl er en dygtig kommunikator i det offentlige rum. Den evne gør, at Hesseldahl kan tegne Gyldendal udadtil på en anden måde, end Stig Andersen har gjort.

Ham er der ikke mange uden for bogbranchen, der kender. Morten Hesseldahl bliver formentlig en langt mere synlig chef.  En chef, der skal markere Gyldendals position.

Og han får brug for sine evner og erfaring for at løse den unægteligt svære omstilling, forlagsbranchen står midt i i dag.

Hesseldahl færdes med stor sikkerhed i den gamle verden, men skal bevise, at han også gør det i den nye.