Fem førstedamer taler ud

Mens Danmarks statsministre gennem tiderne er velbeskrevne i talrige biografier og digre historiske værker, er rollen som førstedame aldrig belyst. I en ny bog beretter Danmarks fem nulevende førstedamer om den svære rolle som den evige nummer to.

Fire førstedamer samlet for første gang: Helle Virkner, Anne Marie Vessel Schlüter, Anne-Mette Rasmussen - og bogens forfatter Mette Vibe Utzon. Egone Baunsgaard var ikke med til frokosten på Marienborg. Foto: Les Kaner
Læs mere
Fold sammen

De får ingen løn. Der er ikke afsat en krone til deres garderobe, sminke eller stylister. Der er ingen at spørge til råds. De må selv betale fravær på deres arbejde, når de ved officielle lejligheder skal repræsentere Danmark.

Ja, faktisk findes de ikke rigtigt, landets førstedamer. Men det har TV-journalisten Mette Vibe Utzon sat sig for at råde bod på. Hun har samlet Danmarks fem nulevende førstedamer og fået dem til at fortælle om deres »job« i skyggen af den til enhver tid siddende statsminister.

Og hvem ville ikke gerne have været en flue på væggen, da landets nuværende førstedame Anne-Mette Rasmussen bød på »Frokost for førstedamer« på Marienborg?

Det er man som læser på en måde også, og i det hele taget byder bogen »Førstedamer« på et sjældent indblik i de fem vidt forskellige kvinders personlighed og liv som førstedamer. Og især deres meget forskellige måder at tackle jobbet på.

De fem førstedamer er: Helle Virkner, Egone Baunsgaard, Anne Marie Vessel Schlüter, Lone Dybkjær og Anne-Mette Rasmussen. Og fælles for dem er, at de alle har stået helt på bar bund, da de blev kastet ud i den vanskelige rolle som landets førstedame.

Overraskende er det også, at ingen af dem på noget tidspunkt har søgt råd hos forgængeren. Og måske også, at »systemet« ikke i højere grad tager hånd om førstedamerne.

»Der er ikke afsat folk i Statsministeriet til at tage sig specielt af dem. De er - så vidt jeg kan se - ikke nævnt med ét ord nogen steder i officiel sammenhæng. De findes faktisk ikke rigtigt,« skriver forfatteren da også i sit forord til bogen, som udkommer på Ekstra Bladets forlag 6. november.

»Førstedamer« er den kendte TV-journalist Mette Vibe Utzons debut som forfatter. Hun har brugt en orlovsperiode mellem jobskiftet fra DR TV til TV2s nye nyhedskanal, TV2 News, til at skrive bogen. Men ideen var ikke hendes egen.

»Nej, desværre. Jeg ville ønske det var min egen idé, men det var altså forlagsredaktør Elisabet Svane, som fik den. Som tidligere politisk redaktør på Ekstra Bladet undrede hun sig over, »hvorfor i himlens navn der aldirg var nogen, der havde skrevet om de madammer«. Hun spurgte mig, og jeg syntes, det var en fantastisk god idé,« fortæller Mette Vibe Utzon, som i forvejen havde leget med tanken om at bruge sin orlov til at skrive en bog.

»Jeg savnede at skrive, og det skulle helst være i interview-genren, som jeg er mest hjemme i. Og da jeg ikke er besjælet af telepatiske evner, begrænsede jeg mig til de fem nulevende førstedamer. Og til min store overraskelse, havde de alle sammen enormt meget lyst til at mødes - og til at medvirke i bogen,« siger hun.

Mens Danmarks statsministre gennem tiderne er velbeskrevne - både i talrige portræt- og erindringsbøger - og samlet i historikeren Søren Mørchs digre værk »25 statsministre« (senere revideret til »26 statsministre«, red.) - har ingen tidligere interesseret sig for at skrive om deres hustruer, landets førstedamer.

»Tidligt i projektet spurgte jeg Anne-Mette Rasmussen, om hun kunne have lyst til at invitere førstedamerne til frokost på Marienborg, og det syntes hun var en fantastisk god idé. Samtidig var det en glimrende lejlighed for mig til at få snakket med dem alle sammen,« fortæller Mette Vibe Utzon, som desuden har interviewet de fem kvinder hver for sig ad flere omgange.

Også Egone Baunsgaard, som var forhindret i at deltage i frokosten på Marienborg, og som i dag bor til leje i en fløj af renæssanceslottet Holckenhavn ved Nyborg.

»Personligt har den største oplevelse for mig været, at jeg blev så betaget af dem alle fem. Pludselig at forstå deres bevæggrunde til de valg, de har truffet i deres liv. De er vanvittig forskellige, men fælles for dem er, at bare fordi man står som nummer to, behøver man ikke være nummer to,« siger forfatteren og understreger, at ingen af førstedamerne fremstår som undseelige.

»Det gælder bestemt også Egone Baunsgaard, som trods sine 84 år er uhyre frisk og slet ikke noget ensomt, gammelt menneske. Mødet med dem har også lært mig, at man skal passe på med at have for mange fordomme og tro, at den måde, vi lever vores liv på som voksne kvinder i dag, er den eneste rigtige,« siger hun.

»For eksempel har Anne-Mette Rasmussen fået et ry som en kvinde, der står i skyggen af Anders Fogh Rasmussen. Som »Anders' stakkels lille kone«, men det er bestemt ikke det indtryk, man får, når man møder hende,« siger Mette Vibe Utzon.

Fælles for de fem førstedamer er også, at de er gode til at passe på sig selv. Og de, som ikke var det fra starten, har lært det - på den hårde måde. For eksempel fortryder Lone Dybkjær bittert, at hun lod sig TV-filme, mens hun strøg sin mand, statsminister Poul Nyrup Rasmussens skjorte.

I »Førstedamer« får Lone Dybkjær desuden luft for sin harme over det »karaktermord«, som Berlingske Tidendes chefredaktør Niels Lunde og Se & Hør-chefen Henrik Qvortrup begår på hende i deres portrætbog »Nyrup«.

»De kunne ikke rigtig knalde Poul for noget, så derfor gik de efter mig. Ifølge den bog har jeg ingen positive egenskaber overhovedet, som hun formulerer det.

Men ellers kendetegner det samtlige fem førstedamer, at de på ingen måde klynker. Heller ikke over den til tider urimelige behandling, de gennem tiderne har fået i pressen. Hvad enten det nu er over deres påklædning, meninger eller mangel på samme.

»Og hvad Lone Dybkjær angår, er hun jo også den, der har mest på spil, fordi hun er aktiv som politiker. Til gengæld forbløffede det mig, hvor utrolig sårbar og let til tårer hun er. Det er jo slet ikke sådan, man opfatter hende. Nå, det var pokkers,« siger Mette Vibe Utzon, som på baggrund af bogen stiller sig selv spørgsmålet, om jobbet som førstedame egentlig ikke burde professionaliseres lidt mere.

»De er totalt overladt til sig selv, og de har intet officielt apparat at støtte sig til.«