Fed lykke til alle

Hun har været splittet mellem to kulturer og en musikalsk blækspruttetilværelse, der tog overhånd. Men nu er Barbara Moleko færdig med at være misfornøjet og hylder i stedet lykken, kærligheden og fællesskabet på sit nye album, »Bapsz«. Og hun er ikke bange for at lyde en lille smule banal.

Sangerinden Barbara Moleko, der er aktuel med nyt album. Fold sammen
Læs mere

Lykken findes i Danmark. Det er i hvert fald en påstand man godt tør skilte med. I Kastrup Lufthavn bøjes danskernes ry bogstavelig talt i neon når Carlsbergs reklamesøjle byder nyankommne velkommen til »the happiest nation in the world«. Så den lød på skuffede miner i medierne, da Danmark i år måtte »nøjes« med en tredjeplads i FNs World Happiness-rapport efter at have toppet to år i træk. Men er lykken et »race to the top«? Korte spontane glimt? En endestation vi alle sammen håber at nå frem til?

Det er ikke fremmed for den danske soul-pop sangerinde, Barbara Moleko, at vende og dreje begrebet lykke. På debutalbummet »Lykken Er…« fra 2012, der smed succesfulde singler som »Dum For Dig« og »Helt Min Egen« af sig, var det især de stormfulde forelskelser og vaklende parforhold, der opridsede kurven med lykkerus og nedture. Men det stod også klart, at Moleko stillede sig selv og andre til ansvar: Fisk lykken frem, stå klar til kærligheden, og giv dig hen, opfordrede hun. »Lykke for mig er en blanding af ro og intensitet. Det peaker helt klart i sådan nogle bobler, men jeg tror, at jo mindre man forventer af sig selv og lykken, jo mere kommer det. Jeg går ikke og higer efter lykken«, siger den 28-årige Moleko.

I privatsfæren er lykken blevet påvirket af en ny størrelse, nemlig den datter, som Moleko fødte i 2013, og som nummeret, »Lille Pige« fra sangerindens nye album, »Bapsz«, dedikeres til. »Du’ min lille pige / Du viser mig så klart / Det som jeg er / Alt er i din hånd / Det’ blodets bånd der binder os / Du gør mig til det jeg vil være«, lyder første vers. Til at starte med var Barbara dog opsat på ikke at skrive om moderskabet. Hun anså det som en »falliterklæring« og ville nødigt give det indtryk, at det eneste hun kunne gå op i var hendes barn.

»Jeg er et sammensat menneske, og jeg synes ikke, at der skete nogen forandring med min person efter, at jeg blev mor«, forklarer hun.

At hun ser sig selv som et komplekst individ, er dog ikke ensbetydende med, at Moleko forkaster det simple udtryk i sin musik. Tværtimod. Hvis man synes ovenstående tekstbid virkede ligefrem og måske endda »en lille smule banal« så for Barbaras skyld ingen alarm. Klassiske temaer som kærlighed og dens tilhørende klicheer tager hun hjertens gerne op og fornyr fremfor at smide dem på porten. Selvom Moleko tæller ældre danske sangskrivere som Poul Henningsen og C.V. Jørgensen blandt de tidlige inspirationskilder, ligger deres mere finurlige og kryptiske stil ikke naturligt for hende. Der må gerne pensles lidt ud, hvis det får ordene til at lyde bedre.

Indtil hun var 12 år gammel boede Barbara i Mozambique og Sydafrika, og hendes første tekster blev derfor skrevet på det sprog, hun følte sig stærkest i: engelsk. Men et ønske fra en venindes mor, der gerne ville høre et nummer hvor hun kunne forstå hele teksten, fik Barbara til at forsøge sig med det danske.

»Jeg syntes, dansk var et lidt smågrimt sprog at skrive og synge på, men lige pludselig skulle man til at genopfinde sig selv og måden, man udtalte ord på, og hvordan man kunne gøre sproget mere melodisk og lyttervenligt. Og så fik jeg blod på tanden,« fortæller Barbara.

Sangerindens lyst til at udfordre sig selv er ikke aftaget, og til næste år flytter hun i starten af januar til Los Angeles, Californien sammen med familien. Flere danske musikere som Quadron, Mads Langer og Molekos producer, Lasse »Pilfinger« Kramhøft, pendler mellem eller har bosat sig i byen med en af verdens største underholdningsindustrier. Hvis man som Barbara befinder sig i stadig relativt smalle musikmiljøer som dansk soul og r’n’b, kan man hurtigt komme på fornavn med de fleste.

»Det der med, at der altid vil være nogen, der er bedre end dig selv – det er lettere at finde i USA end i Danmark. Jeg har brug for at finde nogle mennesker, der er gode til lige præcis det, jeg laver, og som måske er bedre,så jeg kan blive bedre,« siger Barbara med forhåbning i stemmen. Hun savner at være med til jam sessions, at møde nye musikere og mennesker og at samarbejde på kryds og tværs.

For Moleko er langt fra en laptop-musiker, der klippe-klistrer alene i soveværelset, eller en perfektionistisk enehersker. Musik skal skabes i fællesskab med andre. Det står klart, når hun fortæller om at synge i tre forskellige bands i de spæde år af sin karriere. Eller om gennembruddet, da hun lagde stemme til rapperen L.O.C.’s »Helt Min Egen«. Egentlig troede hun bare, at han ville bruge hendes indspilning som cue-vokal til en anden sangerinde, der ville ende med at være på singlen. Det var sket før, så Moleko holdt forventningerne nede.

»Det var først, da jeg var på tour med L.O.C., at mit management tvang mig til at skære alt andet fra. Indtil da var jeg bare sådan »nejnej, jeg kan godt det hele«, men da havde jeg et godt bagland, der sagde »nu skærer vi væk, og så kan vi koncentrere os om din solokarriere«, hvilket var virkelig godt. Ellers tror jeg, at jeg var brændt ud«, fortæller Barbara.

Inden managernes formaning spurtede hun i perioder frem og tilbage mellem fuldtidsjobbet, musikkonservatoriet, turnéer og løse indspilningstjanser. Hun ville det hele, og selvom Barbara kan takke sin jernvilje for, at hun i dag har sit drømmejob, spredte hun sig ofte så tyndt, at hun blev »meget mut og småopgivende«.

»Jeg sad bare i sofaen og gentog, at ingenting var godt nok. Jeg havde en veninde, der kom og gjorde rent for mig en gang om ugen. og som sagde til mig: »Kom nu, ud af fjerene. Nu må du kraftedeme tage dig sammen«. Hun kom lige og gav mig en flad og rullede gardinerne op«, siger Moleko og griner.

Hendes lyst til at have en finger med i det hele samt frygten for at gå glip af enhver mulighed er sigende for hendes generation, der har taget de sociale medier til sig og opdraget hinanden i at være digitalt »på«. Men Molekos iver og gør-det-selv-attitude var til stede før statusopdateringer, likes og følgere. Efter eget udsagn har hun altid haft »for meget krudt i røven« og havde svært ved at fokusere på opgaverne i folkeskolen, hvis det ikke var tydeligt, hvad de kunne bruges til ude i virkeligheden.

Samtidig skulle det, ifølge hendes jævnaldrende. ikke gå ubemærket hen, at hun ikke så ud som dem eller kunne ligeså mange danske ord. »Jeg følte mig måske lidt lost blandt to kulturer. Indtil mine midt-teenage-år glattede jeg mit hår og havde virkelig svært med at forlige mig med at være mulat og kendte ikke særlig mange andre mulatter. Jeg kan huske, jeg havde alle mulige underlige ideer om, at nu er jeg mulat, så jeg kan ikke være punker. Jeg var overbevist om, at jeg skulle gå med bling-bling og stramme bukser og have weave (hår extension, red.), men jeg var egentlig den sygeste punker med hippiebriller. Og jo mere jeg prøvede at flygte fra, at jeg var en rigtig nørd, jo mere kikset blev jeg,« fortæller hun.

At hun i dag trækker på skuldrene af mobningen og med et grin kalder sig selv en »autodidakt dansker« har Barbara til dels sine retfærdighedssøgende forældre at takke for. Hendes danske mor rejste med Moleko til Mozambique hvor hun arbejdede som fotograf og mødte Barbaras stedfar, der var i eksil fra Sydafrika på grund af sit arbejde for ANC (African National Congress, red.). Efter apartheid-styret faldt, flyttede Moleko med sin mor og stedfar tilbage til Sydafrika, hvor de boede indtil Barbara var 12 år gammel. Der blev talt varmt for kampen for lighed, næstekærlighed og retfærdighed i hjemmet, der ofte var base for politiske og velgørende sammenkomster. Stedfaren var højtstående i ANC og blev udsat for mange voldsomme oplevelser under apartheid, heriblandt fængsling for sit arbejde for ANC.

Som barn var Moleko dog meget beskyttet af sin familie og lagde derfor sjældent mærke til, hvor hårdt Sydafrika stadig var påvirket af den svære og nære fortid. Hun nød at drikke root beer floats (sodavand med vaniljeis, red.) og besøge Gold Reef City, en historisk forlystelsespark i Johannesburg, der som tema har byens tidligere guldmine. Dog er der en oplevelse, der skiller sig ud.

»Vi var oppe i nogle bjerge, hvor vi mødte en lille sort pige, der skulle på hospitalet, som vi så tog ud til. Moren og hendes datter turde ikke gå ind ad hovedindgangen, så de ville gå ind af bagvejen, men min mor og far tvang dem til at gå ind af hovedindgangen. Selv lægerne blev helt overraskede over, at der kom en sort tjenestepige og hendes datter ind af hovedindgangen. Så der var stadig et mentalitetsskifte, som ikke helt var slået til. Folk klynger sig indimellem fast til det, de kender, så at der var nogle mennesker som min mor og far, der sagde »nej, nu rydder vi bordet og gør det på en ny måde,« det har været vigtigt«, fortæller Barbara Moleko.

I situationer som denne blandede Molekos forældre sig i andre menneskers privatsfære, og at overvære dem gøre det har sat sit tydelige præg på sangerinden, der godt tør skole sin omgangskreds — eller hele Danmark for den sags skyd — i at udvise lidt mere overskud. Hør bare hendes bidrag, »Gør det lettere«, til teleselskabet Callmes »Tal Ordentligt«-kampagne. Hvis man vil træde ind for at forsøge at forbedre fællesskabet og gøre sine medmennesker lykkelige, skal man ikke holde sig tilbage, mener Moleko. »Mange mennesker synes sikkert, at det er mærkeligt at gøre sådan noget, men jeg har ikke tænkt mig at stoppe mig med at blande mig, for jeg synes kun, det udviser respekt og medfølelse overfor ens medmennesker«.