Fatmans fornemmelse for fred

»Jeg synes, at danskerne doper sig væk fra livet, fylder sig op med en masse, der ikke betyder noget, i stedet for bare at leve livet,« siger Master Fatman, som derfor selv har taget konsekvensen og trækker stikket ud for at flytte til Brasilien.

Foto Anders Højrup Fold sammen
Læs mere

Det er sen aften i Recife, og den fugtige hede hænger tungt i luften og i Morten Lindbergs grå-stribede T-shirt, grå surf-bukser og ikke mindst i de tillukkede Adidas sneakers.

Som altid er farve-temaet i hans påklædning nøje tilrettelagt. Enten er hans dag klædt i sort fra top til bund, i hvid, i lyserød, i grå.

Han har så godt som aldrig to forskellige farver på. Sådan er det bare, sådan skal det være - og udfra den skabelon syr en af hans veninder det meste af hans tøj. I sæt.

»Velkommen til Recife, det er så her, jeg skal bo,« siger Morten Lindberg, smiler, breder armene ud og uddeler store kram.

»Nej, nu ringer den igen. Det vil I opdage, at den gør konstant,« siger han med henvisning til den Bach-ouverture fra hans højre hånd, der nu splitter velkomsten i lufthavnen i to. Han fører mobilen til øret, taler portugisisk.

»Det må I altså undskylde, det er en helt vild historie, der siger så meget om mig og mit liv,« griner han med henvisning til telefonsamtalen, der skal vise sig at blive en føljeton på størrelse med »Krøniken« - i en socialrealistisk brasiliansk version - i løbet af de fem dage, M/S følger Tykmesteren, Master Fatman - eller bare Morten, i det land, han har sat sig for at gøre til sit eget det næste halve år.

Det er her i Brasilien - nærmere bestemt lidt uden for millionbyen Recife i staten Pernambuca - han vil slå sig ned med en håndfuld venner, sin ekskæreste og deres fælles søn i et afsides hus for at leve livet på en anden måde. Rykke stikket ud og finde de sande værdier tusinder af kilometer væk fra det danske vintervejr, stress og velfærdsdebat.

Han fører os hen til en ventende taxa, lægger sin sølvgrå Nokia i forruden, hvor den og Bach puster ud en kort stund. Hans seks-årige søn Wilhelm har sat et klistermærke bag på den. Det forestiller en mobiltelefon med en tyk rød streg hen over.

»Tror I lige, jeg tænkte over, hvad han mon mente med det? Jeg ved også, at hans mor, der har sagt sit job op for at tage med herned, er bekymret for, at jeg allerede nu har gang i for meget hernede,« siger Morten Lindberg, mens taxaen defilerer forbi den ene store, mørke favela - fattige slumkvarterer - efter den anden ind mod byen.

Her lugter af varmt affald og havvand. RECIFE HAR SIT navn efter det rev, der ligger ude i havet, tæt på kysten. Og som i Rio følger byens høje, hvide skyskrabere den lange strandlinje. Stranden kaldes da også i folkemunde mini-Copacabana og er med sit gyldne sand, palmer og grønne hav ligeså eksotisk at betragte, men knap så legendarisk at indtage. Store skilte advarer om, at der er hajer her, og flere mennesker bliver årlig angrebet af en af de storgabede fisk, der ved højvande har forvildet sig tæt på vandkanten.

»Der er vist ingen hajer der, hvor jeg skal bo. Men sikkert en masse andre farlige dyr, som jeg lige skal have sat mig ind i, så Wilhelm ikke bare propper dem i lommen. I Danmark kommer han tit hjem med nogle langbenede tusindeben, han har fundet. De er ret klamme, men garanteret fuldstændig tandløse i forhold til, hvad han kan grave frem her. Det er alle sådanne ting, man pludselig er nødt til at tænke på. Men jeg tror, det bliver så vildt at se ham flippe ud over at blive lukket ud på stranden hver morgen. Det bliver et helt andet liv, end det, vi lige nu lever på Nørrebro. Det sætter alting i perspektiv at rive stikket ud og gøre noget andet.«

Hvis man spurgte Morten Lindberg om, hvilken rytme, han ville være, hvis han altså var en rytme, ville han sige basgangen på en bossa nova. Dens melankolske og lette »do,do,do,do« tempo »appellerer 100 procent til, hvordan jeg har det indeni. Fuld fart fremad og rimelig glad«, som han selv udtrykker det.

Og det er i al sin korthed et meget godt billede på en af grundene til, hvorfor den udråbte zen-mester nu vælger Brasilien fremfor f.eks Indien, som han har dyrket i mange år.

»Jeg holder meget af Indien, men der har jeg ligesom været. Jeg brænder ikke så mange røgelsespinde af mere, som jeg har gjort. De seneste ti år har jeg dyrket brasiliansk musik meget, og det har fået mig til at tjekke alt om landet ud. Jeg lærte brasilianere i Danmark at kende, lavede brasilianske arrangementer, købte brasilianske digtsamlinger, som jeg ikke fattede en skid af, bare for at have dem. Og en af mine russiske DJ-venner gav mig sand fra Ipanema-stranden, som jeg blev så glad for. Som med basgangen og bossa novaen blev jeg fascineret af brasilianernes tempo og medmenneskelighed. Bossa novaen er både let og meget trist, og det er brasilianerne også. Mange er så fattige, og der er kun medmenneskeligheden og livsglæden tilbage - modsat i Danmark, hvor vi har glemt at kere os om hinanden, fordi det ikke kan købes for penge. Der er masser af vold og røveri i Brasilien, men man bliver i det mindste hjulpet, når man bliver røvet. Det er der plads til, og den tankegang tror jeg meget på.

Jeg blev kun bekræftet i den følelse, da jeg besøgte landet for første gang for to år siden. Jeg flippede fuldstændig over det miks mellem moder jord, manga og noget mellemfolkeligt-agtigt og så den forarbejdede civilisation, der findes her. Brasiliansk musik, kunst og litteratur er jo ikke Peru og et Andes-orkester med panfløjter, men en mere forarbejdet og intellektuel form, samtidig med, at brasilianerne forholder sig til de sande værdier. Det er en slags kultiveret civilisation i urskoven. Alting hænger loose, det er super afslappet i forhold til derhjemme. Hvis jeg f.eks. bliver inviteret til middag derhjemme, er der ingen, der synes, det er særlig fedt, at jeg tager min ven fra Ghana, der er kriminel, og en sportssejler fra Holland med. Jeg kunne i det mindste godt lige have ringet og sagt det først. I Brasilien kommer der ofte dobbelt så mange til middag, som dem, man har inviteret, og det er bare helt naturligt,« siger Morten Lindberg.TELEFONEN RINGER igen.

»Nu får I altså historien, for den udvikler sig hele tiden,« siger han, da endnu en hektisk telefonsamtale er ovre.

»Grunden til, at jeg kom til Brasilien for to år siden, var, fordi jeg fik en brasiliansk kæreste. Hun boede i en af de store favelaer i byen Belo Horizonte, og det var altså en vild oplevelse pludselig at befinde sig der. Jeg opdagede, hvad håbløshed virkelig betyder. De fleste af dem, der lever i favelaerne, er fattige og har ingen drømme om et bedre liv, fordi de ved, at det ikke sker. Det eneste, de kan håbe på, er, at de en dag får et arbejde, og at de ikke bliver slået ihjel af de narko-chefer, der styrer favelaen. Jeg kom som en privilegeret dansker, og jeg følte, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg havde ikke lyst til bare at give dem penge, og derfor åbnede jeg nogle barer i favelaen, som jeg overlod til et par familier, så de har noget at leve af. Og det er en kvinde fra en af de familier, som bliver ved med at ringe, fordi hun er i problemer. Hendes bror skylder narkoschefen i favelaen 350 kroner og er nu på flugt. De har skudt ham i benet, og søsteren er bange for, at de vil opsøge hende for at få pengene. Hun har dem selvfølgelig ikke, hun kommer formentlig aldrig til at eje så mange penge i hele sit liv. Derfor ringer hun for at få mig til at overføre nogle til hende, så hun kan blive i favelaen med sine to små børn. Jeg forsøger nu at få det gjort, men det er svært, man overfører ikke bare lige penge som derhjemme,« siger Morten Lindberg, der ikke længere er sammen med kæresten i favelaen - og i øvrigt heller ikke tør vise sig der mere. Den narkochef, der styrede favelaen dengang og som holdt hånden over den »tykke hvide dansker« er blevet slået ihjel, og den nye chef er mildest talt uimodtagelig over for hans venlige charme. Det er dog ikke direkte velgørenhed, der alene aktiverer Lindbergs mobil og energi i Brasilien. Selv om han egentlig havde besluttet sig for, at det nye liv i Brasilien også skulle sætte hans igangsætter-gen i dvale-mode, er der allerede - før det nye liv for alvor er gået i gang - fuld fart på. Han har bl.a. været involveret i at få et dansk kulturhus op at stå i Rio, hvilket han imidlertid opgav, fordi det »politiske spil« og bureaukratiet i det danske kulturministerium blev for kedeligt og langsommeligt.

Han har også en række DJ-jobs og er godt på vej til at etablere sig som en populær DJ, der spiller på både eksklusive og hippe barer i Rio - og til små musikevents på gaderne i Recife. Han er desuden blevet hyret til at arrangere en reggae-festival i Recife til foråret, har idéer om at åbne et spillested og skal på denne tur også et smut til Rio for at holde møde om en eventuel Natfilmfestival.

Det hele foregår godt nok på portugisisk nu - men stadig med telefonen som networker, medmenneskeligheden og glimtet i øjet som drivkraft - og i et tempo, der om noget har været en rød tråd siden dengang i 1986, hvor han iført store Elvis-solbriller, kitschede bakkenbarter og Liberace kostumer blev landskendt som Master Fatman. Og senere i 1993, da han som spidskandidat i sit Kosmiske Parti stillede op til kommunalvalget på et valgprogram, der krævede juridiske rettigheder til naturen, langsommere jordrotation og grænseløs kosmisk kærlighed. I sin korte karriere som TV-vært i showet »Frank Of Denmark«, hvor han bl.a spurgte Michala Petri, om der er meget narko i klassisk musik. Og da han proklamerede, at han var en reinkarnation af Bobby Ewing fra TV-serien »Dallas« - og i et radio-interview bildte sangerinden Elizabeth ind, at han havde to børn, der var opkaldt efter de tidligere amerikanske præsidenter Ronald Reagan og Jimmy Carter. I hans Komiske 1. maj arrangementer i ørstedsparken, hvor den eneste regel er, at man ikke må tale om politik hen over de hjemmebagte boller, teen og chill-out musikken. Og til hans Kosmisk Banko-arrangementer for danske erhvervsvirksomheder som Novo Nordisk og SAS, hvor han udlover overdådige præmier så som lønforhøjelser til de lavestlønnede til tonerne af indiske citarspillere og vaskeægte bankospil. Og så selvfølgelig til den lange række af DJ-jobs i det københavnske club-miljø, Zentropa-fester og firma-julefrokoster, som han i over 20 år har gjort sig kendt på.

»Jeg går ikke og tænker og planlægger i lang tid. Jeg kan få en idé om morgenen, og klokken 14 om eftermiddagen er den udført. Jeg er mange gange blevet spurgt af reklame- og mediebureauer, om jeg ikke lige kan komme og udvikle en fed idé til en Folkevognsreklame, men så tænker jeg: »Start med selv at have et fedt liv, så skal I nok få den der fede idé«. Man skal sørge for hele tiden at fylde sig selv op, møde søde mennesker og være åben, så skal idéerne og energien nok komme. Og hvis man har kørt lang tid i det samme spor, så skal man snakke med nogle andre. Måske med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, fordi det får en til at indse, at sådan kan man også leve livet. Det er min filosofi, og jeg har altid haft et spændende liv. Jeg har aldrig haft ni døde måneder i 2004, fordi jeg hele tiden sørger for at bevæge mig og være åben. Jeg er også eftertænksom, tænker over mange ting, men gør det, jeg mærker indeni,« siger Morten Lindberg og foreslår, at vi smider bagagen af på hotellet og tager ud til en af hans brasilianske venner.

Han fører telefonen til øret. Aftalen er i hus.HANS VEN IVANOE bor i Recifes bohemekvarter, Olinda. De lavstammede pastelfarvede bygninger stammer fra den portugisiske kolonitid, og kvarteret huser i dag byens kunstnere, musikere og intellektuelle.

Morten Lindberg ved ikke rigtig, hvad Ivanoe lever af - måske af kærestens indtægt som advokat - og så klarer han sig fra dag til dag med småjobs. Som mange brasilianere gør. F.eks. hjælper han Morten med at få orden i den huslejekontrakt på huset, som skal stå klar til ham, familien og vennerne til her i januar, med at skaffe anlæg til hans DJ-jobs - og med at oversætte, når hans selvlærte portugisiske kommer til kort.

»Man er nødt til at forholde sig til den fattigdom, der er her. Jeg hjælper Ivanoe - og han hjælper mig, men jeg giver ham også nogle gange penge, fordi han har brug for dem. Det er en balance, jeg er nødt til at finde ud af, fordi jeg konfronteres med den hele tiden. Og det er skide sundt, for selv om jeg forsøger at være et godt menneske, så er jeg også en big spender. Jeg elsker at shoppe og bruge penge.«

Giver det dig dårlig samvittighed at være her som privilegeret dansker?

»Nej, overhovedet ikke, men jeg føler bare endnu mere stærkt, at jeg har et ansvar. Jeg tænker, at jeg med min energi kan sprede glæde og med mine initiativer hjælpe dem i deres hverdag. Det kan jo ikke passe, at vi siger, at vi læser aviser og ser TV-Avisen for at få at vide, at der er fattigdom i verden.

Det ved vi jo godt. Jeg synes simpelthen, det er noget pjat og pjank, når folk, der har set en dokumentarudsendelse i TV om de sultende i Sudan, sender mig sms'er om, at vi skal hjælpe. De sms'er er kun udtryk for, at folk har siddet over en café au lait og er blevet enige om, at det er hipt at hjælpe de sultne i Sudan. Det er sateme ikke at gøre noget godt for verden. Det er jo ikke synd for den mor, hvis ni børn er døde, fordi der har været en dokumentar. Det er synd, at verden er sat sådan sammen, at der er nogen, der dør af sult. Hvis det ikke er noget grundlæggende i dit indre, at du vil hjælpe andre, så hold dog kæft. Hvis det er en TV- dokumentarudsendelse, der får dig til at hjælpe, er det bedre at lade være, fordi du så kun styres af følelser og sanser. Hvis man ikke mener det i sit hjerte, sender man dårlige tanker ud i verden. Man skal jo vide, at når man sender 100 kroner ud i verden, så sender man også en åndelig tanke, der er meget mere værd. Det tror jeg i hvert fald på.«

Hvad gør du selv - udover at sprede glæde?

»Jeg hjælper en masse familier rundt i verden, jeg kender mange af dem, for jeg har mødt dem. Ikke fordi jeg er en helgen, men for mig er det naturligt. Det gør hundrede gange mere indtryk på mig at tale med dem end at læse om dem i avisen. Faktisk læser jeg ikke aviser, fordi jeg synes, de ofte er med til at skabe en distance.

Aviser, TV og fin madlavning er bare dope. Jeg synes, at danskerne doper sig væk fra livet, fylder sig op med en masse, der ikke betyder noget i stedet for bare at leve livet. De har travlt med at definere sig selv hele tiden gennem »jeg er mere til Loire-vine end de chilienske« i stedet for at finde ind i sig selv, være de gode mennesker, som vi alle gerne vil være. Hvis man ikke får noget til at swinge grundlæggende inde i sig selv, så dør man pludselig, og når man ligger der - de sidste fem minutter - så tror jeg sgu, man er rimelig ked af det. Der vil jeg ikke ende. Det kan godt være, at jeg ikke når alle de 1.900 mål, jeg har sat op, men jeg vil være tilfreds, hvis jeg har en fornemmelse af, at jeg prøvede.«

Hvad er så ikke dope?

»At man når til en erkendelse af, at man ikke er på den her jord alene, men at man hænger sammen med resten af verden. At alle de tanker, du har om dig selv, dine børn, din ekskone, foregår inde i dig, og at det er dig selv, der bestemmer, hvordan du vil være i verden. Jeg flipper tit over, hvor ufrie folk er. Vi er bundet op af så mange ting, der gør os ufrie - biler, huse, sommerhuse. Også mig selv, og derfor tager jeg af sted nu. Frigør mig fra de ting, gør noget andet. Det er også meget sigende, hvor vilde reaktioner, det har skabt. Folk har sagt: »Nej, hvor er du modig«, og det eneste, jeg kan svare, er: »Slap dog af, hvorfor gør I det ikke bare selv?«

Har det at opleve fattigdommen i Brasilien fået dit kosmiske trip helt ned på jorden?

»Det kan man måske godt sige, jeg har i hvert fald fået det helt ind på kroppen. Men mit kosmiske trip er ikke et trip. Det er mig, og jeg ved godt, at mange f.eks. så det Kosmiske Parti som sjov og vores partiprogram i 1993 som rent pjat. Men jeg mener det faktisk meget alvorligt.«

At Jorden skal dreje langsommere rundt?

»Ja, det er da en superfantastisk programerklæring, for hvad er det største problem for danskerne? Det er tid. Også juridiske rettigheder til naturen er en fantastisk tankegang. Gudenåen skal have en advokat, der kan snakke med Kommune Kemis advokat, når noget går galt. Hvis det ikke ligger naturligt i vores sind at lade respekten for naturen ringe hver dag, så må det ordnes på forretningslivets præmisser.«

Hans mobil ringer igen. Ivanoe henter frisk, koldt vand i køkkenet. Klokken er 2 om natten, og den vedvarende fugtige hede har sat sine spor på Mortens grå-stribede T-shirt.

»Nu går det helt galt i favelaen. Søsteren har solgt alle sine ting og er på flugt med sine to børn. Telefonen blev afbrudt. Jeg håber, hun ringer igen.«NÆSTE DAG REGNER det. Det er tirsdag, og Morten Lindberg har et DJ-job på den ugentlige musikfestival, Terca Negra. Det er en festival arrangeret af byens sorte befolkning, der er stor og meget selvbevidst i området. Festivalen foregår på pladsen Patio Sao Pedro i hjertet af Recife og er et ugentligt højdepunkt for de unge fra byens favelaer.

Morten er tidligt oppe, tager sig en tur i hotellets pool. Han står altid tidligt op - klokken 7 - også selv om han har været ude på job hele natten. På den måde har han flere regler - eller ritualer - for sig selv. Han går kun i ensfarvede sæt, er vegetar, ryger ikke, drikker ikke kaffe eller alkohol.

En anden regel, han satte op for sig selv, da han var omkring 20 år og kom til København, var, at han ikke ville ligne alle de andre tynde, sortklædte punkere og new-wavere i Pisserenden. Derfor besluttede han sig for at blive tyk. Ved hjælp af kager, fed mad og ingen motion blev den idé realiseret på rekordtid, og han har i dag som 40-årig en kampvægt på cirka 130 kilo.

Og for nu at binde Brasilien ind igen, så trives han faktisk også i den henseende storartet i en kropskultur, der er mindre anorektisk end i Danmark. Her betragtes kvindelige deller som skøn fylde, og kvindelige rynker som noget, der stadig er en bikini g-streng værdig.

Hele den regnvåde eftermiddag bliver brugt på at skaffe udstyr til aftenens job, og Morten Lindberg er trods sine altid venlige smil tydeligt koncentreret om at få det hele til at klappe, hvilket er sin sag i et land, hvor afslappethed står over viseren på uret. Over spisetider og en kold øl i skyggen.

Ved 18-tiden er der fremskaffet et anlæg, scenen er stillet op, og roen lægger sig over ham. Han defilerer rundt mellem de gule borde og stole ved pladsen, hvor samba-musikere, hustlere og unge favela piger i stramme, små toppe og lårkorte nederdele varmer op med øl til aftenen. Han hilser, taler, krammer - og snakker i telefon, hvorefter han forsvinder for at hente sine plader på hotellet.

Da han vender tilbage, er mørket faldet på, og musikken fra de udendørs barer har hævet stemmen. Han er nu iført sit sorte tøj-tema - lange, løse sorte bukser og en sort halvlang kjortel afsluttet med en sort bønne-kæde.

»Fatman« er der en, der siger blandt publikum, da han entrerer scenen. Han er allerede lidt kendt her, hvilket passer ham fint.

I Danmark har han ikke selv et problem med sin kendthed, han går ikke særligt op i den, siger han, men det gør hans søn, Wilhelm. Han hader, når hans far skal stoppe 30 gange på vej hjem fra børnehaven for at sige hej til nogen.

Da han sætter sine bossa plader på efter det traditionelle samba-orkester, der har fået både gamle og unge på pladsen til at danse fælles-samba, falder de gamle fra. Pladsen fyldes nu af unge, der slanger sig til Fatmans jazzede versioner af deres egne brasilianske klassikere.

Rejsetasken med plader er kun en brøkdel af de over 20.000 vinylplader, der står oplagret på en etage i hans lejede baghus på Nørrebro. De står sammen med alle de mærkværdige ting, han samler på. Lamper fra 1970erne, indiske kjortler - bl.a. fra hans kollektion »Kosmisk Familie« - og det antikke te-stel han købte, fordi han ville åbne en te-salon i København sammen med to »gamle damer«, han kender. Det blev dog ikke til noget, bl.a. fordi den ene dame i mellemtiden kom på plejehjem.

Klokken 2 om natten er han færdig med at spille, og telefonen ringer. Det er kvinden fra favelaen i Belo Horizonte. Hun spørger, om hun og børnene må komme til Rio og bo hos ham på det hotel, hvor vi alle tager til dagen efter.

»Jeg svarede nej,« siger Morten Lindberg næste morgen: »Jeg kan jo ikke redde dem fra det liv, de lever. Jeg sagde, at de ikke kunne komme til Rio, men at jeg vil sørge for, at pengene bliver overført hurtigst muligt.«

Før vi forlader Recife for at tage til Rio, skal Morten Lindberg forbi et hus i midten af byen, som han tænker på at leje og åbne en bar i. Planerne for stedet er stadig meget løse, men en ejendomsmægler står og venter med nøglen, da vi ankommer i en taxa. Huset er pastelgrønt og ligger glemt inde i mellem ramponerede bygninger, stilladser og små rodede kiosker. Morten Lindberg er begejstret - stedet har med sine tre rummelige etager potentiale.

»Hernede kunne man lave en fed bar, ovenpå en restaurant - og foroven, ja, måske et dansegulv. Jeg skal bare lige finde ud af, om det kan løbe rundt. Jeg vil også lige have nogle folk i Danmark til at kigge på det. Men det er fedt, ikke?« siger han og vender tilbage til ejendomsmægleren og Ivanoe, der i dagens anledning agerer tolk. SELV SIGER MORTEN Lindberg, at han har sin energi og sin medmenneskelige livsindstilling fra sine forældre, sin trygge opvækst på Fyn og Rudolf Steiner skolen. Hans far er i dag pensioneret antikvar og havde tidligere sin egen forretning i Odense.

Som barn elskede Fatman at læse og dyrke meget lidt sport. Det blev kun til lidt tennis i en periode. Det var i stedet musik, der fangede hans interesse - og så at bryde grænser i sig selv. Først lavede han et punkband, der efter et halvt år kedede ham, og han søgte over i en mere »avantgardistisk industrial-stil«. Den indebar bl.a. en intens dyrkelse af en båndoptagelse af de sidste halvanden time i Jones Town før masse-selvmordet. Og happenings ved hippiernes keramik-udstillinger i Odense, hvor Morten og nogle venner blev hyret til at skabe lidt stemning. Det gjorde de så ved at vise en film om unge, der var besat af djævlen, baglæns, som de spillede på armenske fløjter hen over.

»Jeg samlede også på udklip om færdselsuheld, det kunne ikke blive Charles Manson eller Jim Jones nok.«

Allerede dengang var han iværksætter og nørd, der tjekkede et område ud ned til mindste detalje, hvis det interesserede ham. F.eks. som da han som 15-årig læste Baudelaire og besluttede sig for, at han måtte prøve at ryge opium.

»Min far sagde bare, at han godt nok ikke vidste, hvor man kunne købe det i Odense. Okay, fair nok, tænkte jeg og så var den nysgerrighed ovre. På den måde var mine forældre aldrig irettesættende, men forsøgte altid at sætte sig ind i, hvad jeg interesserede mig for. Da jeg var punker og vi syntes, at det var at skide på verden at få lov til at sidde med fødderne ud af vinduet på 1.-salen i vores hus, sagde min mor, at det måtte vi godt - bare vi passede på. Der var ligesom ikke noget at tage et forældre-opgør for. De tog mig altid alvorligt, og forstod, at jeg havde brug for at prøve grænser af for udforske mit eget sind. Det fik jeg lov til, og de interesserede sig for det - selv da jeg optrådte i latexdragt og med rå bacon i håret,« siger Morten, hvis mor døde for nogle år siden.

Han flyttede til København i midt-80erne og etablerede sig som Master Fatman. Navnet - eller imaget - som kongen af kitsch og kosmisk kærlighed har aldrig været noget planlagt eller gennemtænkt. Sådan blev det bare, fordi det virkede mest naturligt. Sådan forholder det sig også med hans kosmiske trip. Han tror på åndelighed og ikke nogen bestemt religion. Hinduismen har lært ham meget, ligesom buddhismen og kristendommen.

»Jeg tror ikke på, at man skal styres af noget, der står i en bog. Det kan indvirke, men igen handler det om at være åben og forsøge at forstå. Jeg tror på, at der findes en åndelighed, noget, der binder os alle sammen, og jeg synes bare, at folk skulle skrue helt op for det blus. For mange er det vel bare et spørgsmål om at turde at erkende, at der findes noget, som ikke er materielt.«

Ejendomsmægleren siger noget om pris og lejebetingelser af huset, som Morten ikke forstår - og heller ikke interesserer sig synderligt for. Måske tænker han på Rio, hvor han bl.a. skal lave en mode-reportage til modebladet Cover fra Rios største favela, holde et møde med en dansk lektor i brasiliansk litteratur om en mulig Natfilmfestival i Rio - og have ordnet den der pengeoverførsel til kvinden, der er på flugt fra narkochefen i Belo Horizonte.

Hans telefon ringer igen. Han stiller sig hen til det åbne vindue, stikker hovedet udenfor, kigger ned på gaden. Han sætter telefonen til øret, taler portugisisk.

Gaden lugter af varmt affald og havvand.