Fasanerne på Prinsessegården

En krævende kronprins, et voldsomt overskredet byggebudget og et forlystelsessygt københavnsk borgerskab. Her er historien om, hvordan Frederiksberg blev til - ja, Frederiksberg.

Fasangården i Frederiksberg Have, hvor bl.a. digterne Oehlenschlæger og Carsten Hauch havde sommerbolig i midten af 1800-tallet. Foto: 1905, Før og nu, 6. årg. Fold sammen
Læs mere

14.000 rigsdaler – det var mere, end landets kronprins kunne skaffe til veje. Han var i 1699 i færd med at opføre en passende sommerbolig ude i Hollænderbyen ved foden af Valby Bakke, og Christian V måtte derfor som en af sine sidste gode gerninger finde pengene i en særlig kasse og indføje en bemærkning i regnskabsbogen: »Zu dem Bau des Hauses Friedrichsberg.«

Det er i den sammenhæng, man første gang i historien støder på Frederiksberg, og det var altså kongen, som navngav det nye landsted efter sønnen, der få måneder senere blev kronet som Frederik IV. Byggeriet var allerede i gang til det, der skulle blive Frederiksberg Slot, men det var langtfra sidste gang, der blev brug for eksorbitante beløb til håndværkerregninger. Det samlede projekt endte med at blive mindst fem gange så dyrt, som først antaget, men da var kronprinsen blevet enevældig konge, og det gjorde det noget lettere at finde de nødvendige midler.

En lystgård til fire prinsesser

Historien tog imidlertid sin begyndelse et halvt hundrede år tidligere, da Frederik IIIs dronning, Sophie Amalie, fandt på at opføre en lystgård til sine fire døtre. Med det formål for øje købte hun en ejendom i Hollænderbyen, og på det sted, hvor indgangen fra Runddelen til Frederiksberg Have senere blev etableret, stod Prinsessegården i 1662 klar til at tage imod de fire piger. Den yngste var seks år og den ældste femten.

De fik hver sin lejlighed med eget køkken og tjenerskab, og her kunne de vænne sig til livets alvor, indtil de en dag blev afsat til en passende ægtemand. Den sidste måtte vente det meste af en snes år, og herefter var der ikke flere prinsesser på Prinsessegården.

Til gengæld var der en forpagter, som uden bevilling så sit snit til at tage imod betalende gæster, og få år senere, da forholdene var bragt i orden, er der vidnesbyrd om, at der »på Prinsessegården lusterer mange fornemme folk om sommeren og at de bekommer et herligt traktement.«

Den vidtstrakte have var et yndet udflugtsmål, og for det kongelige køkken var det ikke uden betydning, at den blev hjemsted for et såkaldt fasaneri. Der blev ansat en fasanmester, og i 100 år var opdræt af den kulinariske nydelse et betroet embede. Men om fasanmesterens økonomiske forhold vides intet ud over, at også han opnåede kongelig tilladelse til at brygge sit eget øl og sælge det portionsvis en liter ad gangen til tørstige sjæle, som kom forbi Fasangården.

Og dem var der mange af, når vejret var godt, og folk tog sig en fridag. For en tur i Frederiksberg Have har alle dage været en gratis fornøjelse, og den frie adgang var for alle, som kunne præstere en sømmelig påklædning og en anstændig adfærd.

Populært udskænkningssted

I 1680 var den yngste af prinsesserne blevet afsat til den svenske konge, og så gik ejendomsretten til Prinsessegården videre til rigets niårige kronprins. I en beretning fra august det år kan man læse, at der »nu på Hans Prinselige Højheds gård udi Ny Hollænderbyen ej længere med gæstgiveri vedligeholdes.« Men et udskænkningssted til »folk af kondition«, som det hed, kunne man ikke undvære, og bevillingen gik efter en del disput videre til Gerhard Kobrow, som titulerede sig krovært og var en »fornemme mand« i det lille landsbysamfund i Allégade.

Fasanerne og landbrugsdriften har næppe interesseret kronprinsen, men det ændrede sig, da han blev en ung mand. Han holdt af at opholde sig på lystgården, som blev udvidet flere gange, og ustandselig måtte kongen lade statens kasse klare udgifterne. Men især kastede kronprinsen sig over haven, for han havde været i Rom og i Solkongens Versailles og set parkanlæg, der ikke var af denne verden, og noget lignende drømte han om at anlægge i Hollænderbyen. Bøndernes marker blev inddraget til formålet, og i 1696-98 blev 300 soldater sat til at plante eksotiske træer og anlægge lange, snorlige alléer og blomsterbede omkranset af høje buske i streng symmetrisk orden.

Sommerslot med kongeligt navn

Mens dette stod på, modnedes idéen om et »Maison de Plaisance« oppe på toppen af bakken som erstatning for den gamle Prinsessegård, hvor pladsen var for trang.

Først forestillede kronprinsen sig en mindre pavillon egnet til selskabelighed, men den ville også blive for lille og for tarvelig. Et sommerslot ville han have, og mens byggeriet stod på, udvikledes der hele tiden nye og større planer. I 1704 kunne hovedbygningen tages i brug, og nu havde både slottet og haven fået sit kongelige navn.

Derimod var fasaneriet blevet nedlagt. Det havde i årevis været en underskudsforretning, men enken efter fasanmesteren fik lov at blive boende, så længe hun levede. Og hun blev en gammel dame. Derfor undgik Fasangården at blive revet ned, selv om det egentlig var planen, og siden hen var der altid fornemme personer i den kongelige bekendtskabskreds, der lejede fasanmesterens hus i sommermånederne.

Frederiksberg Have var et fortræffeligt sted at ligge på landet, men nu er det kun vejnavnet på vestsiden af haven, som minder om fasanerne på det, der engang var Prinsessegården.