Farverne blussede på hans lærreder. Hans atelier brændte. Selv var han en sjæl i flammer

Der var perioder i hans liv, hvor Kurt Trampedach brændte sit lys i begge ender. Med en flammekaster.

Men male kunne han. Han malede med sit eget liv som indsats i ganske usædvanlig grad og med en konsekvens, der måtte aftvinge respekt. Derfor viser kunstmuseet i Aalborg nu en udstilling med Trampedach med fokus på hans tidligere perioder. Dengang i 1960erne var museet hurtigt ude og købte tidligt nogle af hans deprimerende realistiske skulpturer.

Kurt Trampedach var et regiment for sig selv i dansk kunst. Vist er Trampedach ikke ene om at male figurativt. End ikke i 1960erne og 70erne da han skulle erobre verden. I mange år var han selv sit primære motiv. Ikke som selvportrætter. Skønt mange af ansigterne ligner hans eget. Men som portrætter af sindstilstande, der havde almenmenneskelig appel.

Kurt Trampedach (1943-2013) gik på Kunstakademiet i sidste halvdel af 1960erne. Ganske få andre – som for eksempel Niels Strøbek – afsøgte i de år også realismens potentialer og med et ganske andet resultat. Men scenen var domineret af efterdønningerne af Cobra-malerne og af den konkrete kunst; eksemplificeret af Richard Mortensen. Uden for murene havde kredsen af konceptuelt orienterede billedkunstnere omkring Eks-Skolen (Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard osv.) gjort sig gældende. Men Kurt Trampedach ville noget andet.

Kurt Trampedach, der ikke kom fra et muntret barndomshjem; præget som det var af beskeden økonomi og faderens depressioner og drukperioder, gik på Akademiet hos professorerne Dan Sterup-Hansen og Søren Hjorth Nielsen. Begge fine kunstnere. Men deres ofte socialt indignerede billeder var i sagens natur ikke noget morskabsteater. Men gode lærere. Det var også i de formative år, Trampedach valgte sine malerhelte. Rembrandt og Goya. Så kan man dårligt sætte barren højere.

Den evig venten

Det er fem år siden, Trampedach døde, og nu vises et bredt udvalg af hans værker på kunstmuseet i Aalborg med hovedvægten lagt på ungdommens mørke billeder. Kunsten hedder museet nu, men i 1973, da Alvar Aaltos bygning blot hed Nordjyllands Kunstmuseum, erhvervede den daværende direktør, Lars Rostrup Bøjesen, en skulptur af Kurt Trampedach. »Stoppestedet« hedder værket. Man ser tre figurer stå på en gade som ventende ved et stoppested. Eller også er det Godot, de venter på. Ellers deres egen undergang. Som hovedparten af Kurt Trampedachs værker synes de at udtrykke menneskets ubodelige ensomhed. Siden er adskillige andre værker af Trampedach føjet til samlingen i Aalborg, og i det hele taget kan vi ikke klage over, at han er underrepræsenteret på danske kunstmuseer. Flere af dem kunne måske også hente deres Trampedach-ting frem fra lagrene, for han repræsenterer en måde at undersøge livet på, der kan tale til mange mennesker. Alene det mere eller mindre udtalte realistiske aspekt i hans værker.

I dag hedder direktøren for Kunsten – Museum of Modern Art Aalborg Gitte Ørskov, og hun sammenfatter begrundelsen for at udstille Trampedach med følgende ord: »Kurt Trampedachs arbejde er både et produkt af sin tid men går også på tværs af den. Han var en ener, der i perioden 1964-1979 afsøgte eksistensens grundvilkår i sine realistiske malerier og skulpturer, der taler med lige så stor kraft til os i dag.«

Sjæl i flammer

I løbet af 1960erne og 70erne stod Trampedach frem som en markant og anderledes skikkelse med sine mørke billeder. Baggrunden i maleriet er gerne dunkel. Motivet – personerne i billederne, undertiden blot ansigter – var sortladent. Udover inspirationen fra Rembrandt og andre af de helt store mestre stod det klart, at Trampedach også orienterede sig mod sin egen tids umiddelbare forudsætninger som for eksempel Francis Bacon og Alberto Giacometti, ligesom den litterære del af rockmusikken – Bob Dylan ikke mindst – var en referenceramme og med den en rodløs beatniklivsstil.

De mørke billeder blev suppleret af skulpturer forestillende mennesker i naturlig størrelse. Afmægtigt sammensunkne i en stol, liggende på en seng, stående i en af datidens telefonbokse som symboler på længslen efter menneskelig kontakt. Is there anybody out there?

Skulpturerne forestillende mennesker i hverdagsagtige situationer kunne umiddelbart synes beslægtede med den amerikanske skulptør Duane Hansons figurer af mennesker med indkøbsvogne, belæssede med poser, ofte overvægtige, siddende på et cafeteria eller kraftløse hensunkne på en bænk eller i gang med det kedelige arbejde på bunden af samfundspyramiden. Også Duane Hanson har skabt figurer forestillende misbrugere liggende på gaden. Men hans ærinde er en mere moralsk kritik af forbrugersamfundet. Kurt Trampedachs var og blev et eksistentielt anliggende. Det drejer sig om ensomhed, at være alene under en gudsforladt himmel. Sådan er tilværelsens grundvilkår. Du fødes og dør ensom. Lev med det.

Dramatisk liv

Ikke alene var flere af landets museer tidligt ude og erhvervede hans sælsomt dystre billeder. Også flere af landets kunsthandlere blev – kan man undertiden høre dem fortælle – slidt op af Kurt Trampedach, der både som kunstner og menneske fremstod kompromisløs.

Kunstnere i Danmark bliver sjældent kendte i et omfang, der bringer dem i ugebladene og endda på forsiden af dagbladene. Men det lykkedes for Kurt Trampedach, der som ung tumlede ind i borgerskabets stuer som indbegrebet af den romantiske kunstnertype med langt hår, teatralsk følsomhed og udpræget uborgerlig livsførelse. Hans liv rummede alle de klassiske elementer til en gysende god historie om storhed og fald: Penge og skilsmisse, alkohol og afholdenhed, misbrug af talent på den ene side og andres misundelse på den anden, smækkede døre og brændte broer. Og brændte atelierer. Det skete mere end én gang ledsaget af mistanke om påsatte brande. Værker for formuer gik op i flammer. Kurt Trampedach gik ned med depression.

Ud af barndommen

Men brændte broer kan lyse så smukt i landskabet, når man lægger dem bag sig.

Kurt Trampedach forlod i 1978 Danmark i en årrække. Arbejdede i perioder i New York og boede på toppen af et bjerg i den franske del af Baskerlandet.

Sydeuropas glødende kolorit ændrede hans værker. De blev stadig mere pastose og stoflige, og mange af dem antog en gylden og glødende lød. En ny figur dukker fra 1980erne op i hans lærreder. Det er et barn. Men ikke det glade og uskyldige barn, det legende barn, barnet der endnu ikke kender til verdens ondskab. Tværtimod. Det er gammelkloge barneansigter med øjne, der ser ud, som om de allerede har set for meget af, hvad verden også kan byde på af skuffelser og sorger. Som de unge mænd vandrende eller siddende i han tidlige, mørkladne malerier, er denne figur, der kigger så indtrængende på sin betragter, på verden, også bevidst om tilværelsens essentielle dilemmaer. Og det var Trampedach selv i så udpræget grad.

»Kurt Trampedach – møder i mørket« vises i Kunsten – Museum of Modern Art Aalborg frem til 6. januar 2019.