Farvel til fortiden

Nedtællingen før Kent-koncerten. Foto: Rix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Store digitaler talte ned på lærredet over scenen. 7:49, 7:48, 7:47. Noget skulle starte, men for mig var det ved at stoppe. Ikke bare svenske Kent, der søndag aften gav deres sidste koncert på dansk jord, men også en æra i kunst- og kulturhistorien.

Det er store ord, det ved jeg godt, og måske skal dele af suget og vemodet, jeg følte under og efter koncerten, tilskrives for mange nætter uden søvn. Småbørnsforældrenes hudløshed. Men afskeden med Kent føltes ikke desto mindre som et farvel til en tid, som min generation blev den sidste til at opleve. En tid hvor kulturbilledet ikke var så splintret, sprængt, fragmenteret.

Kent brød igennem med »Isola« i 1997, og alle sang »Om du var här«. Dengang kontrollerede pladeselskaberne strømmen af musik, romaner blev udgivet af forlag, og filmproduktion krævede tungt, dyrt udstyr. I dag kan enhver udgive en bog, lave en film eller indspille et album. Det kræver bare en laptop og en smartphone. Det er vidunderligt og er demokratisering af kunsten uden fortilfælde i historien. Vel er det meste, der udgives, det rene bras, men det samlede udbud af god kunst er helt sikkert større end tidligere - og til rådighed for enden af enhvers fingerspidser.

Sådan var det ikke for bare et par årtier siden. I 1990erne købte vi CDer, gik i biografen, til boghandleren. Vi følte os meget originale, men var alligevel del af en kultur, hvor vi nok søgte vidt og bredt efter kunst, men inden for et overskueligt felt. Jeg hader nostalgi, men vi – jeg tror, jeg tør tale for flere end mig selv – har svært ved at slippe den tid. Måske er det også derfor, vi stadig følger kunstnerne, der var store dengang. Også selvom de bliver dårligere og dårligere, og selvom der er så meget nyt, der er langt bedre. I et mere eller mindre bevidst forsøg på at holde fast i noget, der reelt er ovre.

I dag er mængden af fællesreferencer blevet mindre, og det positive er naturligvis, at hver enkelt i endnu højere grad kan få forløst sin egen smag. Men for os, der var unge i 1990erne, os der stod i Forum søndag aften, os i 40ererne med grå stænk og let vigende hårgrænse, ja, for os er kunsten et sprog ved siden af sproget. Med navne og titler, alle kan forstå. Douglas Coupland og »Generation X«. Jan Sonnergaard og »Radiator«. Lars von Trier og »Breaking the Waves«. Kieslowskis tre farvefilm. Nirvanas »Nevermind«. Oasis’ »Definitely Maybe«.

Det er ikke, fordi det hele er godt. Slet ikke. Men det er vores. Det gør hele forskellen, og når vi taler om ny kunst, er det ofte med 1990erne som målestok.

Det tænkte jeg i hvert fald i linje A på vej ud af byen mod forstædernes mørke, hvor den gamle tid lever videre i bogreoler og på musikanlæg. På vejen derud så jeg villaerne passere og mærkede toget bremse. Men jeg hørte det ikke. Jeg lyttede til Kent og Joakim Berg, der sang om en en tid og kultur, der snart kun lever i vores samlinger og minder. En tid med videodiscjockeys og en fælles kilde til musik:

»Sångerna, Mikael, minns du sångerna?/När alla VJ:s kom till byn/Vår skolgång framför MTV«.