Farvel til fanen

Efter fire års uafbrudt militær indsats i Irak er det nærliggende at gøre regnebrættet op, for var det sliddet, smerten, ofrene værd? 22-årige Jens Lillebæk er blandt de 2.500 danske soldater, der nåede at gøre tjeneste i Irak, og selv om han slap billigt derfra, er han mest tilbøjelig til at sige nej.

Jens Lillebæk om tiden op til udsendelsen til Irak: »Det var lidt drengerøvsagtigt. Dybest set skulle vi bare ud og lege krig.« I løbet af et halvt år mistede han en kammerat og så to andre blive skudt. Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

Jens havde tænkt meget om sit liv. Men aldrig forestillet sig, at han en dag skulle være millimeter fra at slå sin mor. At han skulle svine folk til på værtshuse eller sidde rystende og grædende tilbage, fordi der blev skudt med fyrværkeri.

Jens ville være soldat rigtig soldat, kampsoldat, professionel. Og det blev han.

Jens ville ud. Og det kom han. Til Al Hartha.

Nu er Jens ikke soldat længere. På nogle måde er han heller ikke Jens længere. Ikke som han var.

Ikke at han havde forestillet sig, at hans Hold 8, 2. deling, 3. gruppe, ville ændre verden, da de drog til Irak en augustdag i fjor.

Men de var kampberedte og optændte, for nu skete der endelig det, som de havde styret hen imod. Som Jens havde villet, siden han som tiårig var med sin storebror til et åbenthus-arrangement hos forsvaret og blev fuldstændig opslugt af artilleriets kanoner og krudt.

»Det var lidt drengerøvsagtigt,« siger Jens om tiden op til udsendelsen.

»Dybest set skulle vi bare ud og lege krig.«

I dag et halvt år efter, at Jens vendte hjem er det kun alt for tydeligt for ham, at der ikke var tale om nogen leg, og at hverken Hold 8 eller nogen af de andre danske soldater i Irak fik lejlighed til at ændre verden.

De vandt ikke nogen krig, det lykkedes dem ikke at skabe fred, og deres uafbrudte forsøg på at hjælpe det kaotiske land i gang med et bedre samfund efter vestlig model mødte i bedste fald kun ligegyldige skuldertræk fra den lokale befolkning.

Samtidig løb Jens hold ind i de værste og fleste angreb hidtil, og han måtte se en af sine kammerater i delingen omkomme, en anden blive skudt gennem halsen og sin bedste ven falde om med det, der skulle vise sig bare at være en kugle i skulderen, men som for Jens lignede endnu en »Tango 4«, det værste, en død.

»På en måde er jeg pissestolt over at have været dernede. Ikke over resultatet, men nærmere over, at jeg holdt det ud,« siger Jens Lillebæk. Han er 22 år, kortklippet og ser veltrænet ud, selv om han hævder at være ude af form og derfor har meldt sig på et ishockeyhold, der begynder efter sommerferien.

Han stemme er ivrig, mens han fortæller over en sodavand, og han har næsten hele tiden en kapsel eller noget andet, som han ruller mellem fingrene.

»For hvad fik vi egentlig ud af det? For det første gik vi ind i Irak på et forkert grundlag, men vi skulle jo ned og hjælpe. Vi ydede nogle store ofre, for man kan ikke rigtig gøre det godt igen, at en er dræbt og to skudt. Og så for en sag, som irakerne egentlig ikke selv gider gøre noget ved. Sommetider følte man sig altså som en spasser, fordi man brugte så mange kræfter på at genopbygge deres land, og så stod de bare dér med hænderne i siden og kikkede på.

Nej, der var for meget lortearbejde og for mange slemme ting.«

Det er sådan, Jens gør regnskabet op, som han sidder der i sit barndomshjem i et ældre villakvarter i Vojens. Der, hvor det meste er, som det plejede at være, og hvor hans drengeværelse endnu står hen med ishockeytrøjerne på væggen og et par modelbiler sammen med et foto af kammeraterne fra efterskolen i reolsystemet.

Selv siger han, at det halve år i Irak gjorde ham tre år ældre, sådan modenhedsmæssigt. Men det er også gået op for ham, at han fik noget med hjem i bagagen, som han ikke selv er i stand til at bearbejde. Som kræver professionel hjælp, og nu har han med et kærligt puf fra sin storesøster bedt Forsvaret om den hjælp og skal foreløbig til ti samtaler med en psykolog, begyndende i august.

Og så slap Jens endda billigt fra Al Hartha.

Det er meget forskelligt, hvordan opholdet i Irak har påvirket de danske soldater. Nogle af dem har trukket sig fuldstændig tilbage efter at være kommet hjem til Danmark og deltager hverken i Forsvarets arrangementer eller i de netværk, som ellers skulle opfange soldater, der løber ind i psykiske problemer. Nogle er Jens bekymret for. Som nu ham, der blev ramt i skulderen.

»Han er ikke så god til at tale om det, der skete. Jeg har givet ham et telefonnummer til militærpsykologen han blev jo trods alt skudt. Men jeg tror desværre ikke, han har brugt det,« siger Jens.

Andre synes nærmest upåvirkede som nu ham, Jens siden april har delt lejlighed med København.

»Det er utroligt med ham han har ikke engang haft mareridt,« siger Jens.

Selv husker Jens kun et enkelt mareridt efter hjemkomsten om at hans bedste ven døde og i lang tid troede han sig da også fri for eftervirkninger.

»Jeg var så uovervindelig, da jeg kom hjem. Intet kunne forskrække mig,« siger Jens.

»Jeg kan huske, at vi var 25 soldater, der tog på skiferie, og at jeg på et tidspunkt stod på en mega klippe og så ned i dybet. Jeg har prøvet værre end det her, tænkte jeg, og troede helt seriøst, at jeg ikke ville komme til skade, hvis jeg kastede mig ud.«

Hjemme i Sønderjylland fik den heller ikke for lidt, når drengene gik i byen godt øl- og spiritusramte, for de skulle jo indhente alle de tørlagte måneder i Irak.

»Vi provokerede helt vildt. Engang på diskotek Churchill i Haderslev kom en udlænding hen til en kammerat og mig og hævdede, at vi havde skubbet til hans øl. Vi svinede ham til og bad ham fise af, og da han hentede sine fem-seks venner, grinede vi bare. Heldigvis fik en dørmand skilt os ad, før der skete noget,« siger Jens og skutter sig ved tanken om, hvor det slagsmål kunne være endt.

Værst var det dog hjemme i villaen i Vojens, for her gav han den i hvert fald ikke som den gode dreng, hans forældre kendte.

»Nu havde jeg klaret mig selv i et halvt år, så jeg kunne slet ikke tage at blive pylret om. De mindste ting kunne pisse mig af, så jeg råbte og skreg ad min mor. På et tidspunkt var jeg så tæt på at slå hende «

Mens både Jens venner og familie observerede, at han ændrede personlighed, ringede der ingen alarmklokker i hans eget hoved.

Han havde det fint. Følte sig bare lidt rastløs, savnede kammeratskabet og det vilde adrenalin-kick, han fik af at være i ildkamp. Han skulle selvfølgelig bare af sted igen, tænkte han og kontaktede forsvaret med henblik på at blive udsendt igen.

Også selv om det ville koste ham den nyerhvervede elevplads hos et københavnsk shippingfirma.

Men så den 14. maj sad Jens i en bus i København, lige efter at han havde hørt, at endnu en soldat, Henrik Nøbbe, var død. Skudt.

»Det rystede mig. Pludselig var jeg et øjeblik i Al Harthas gader. Bare et par sekunder, men det var nok til, at tanken om at kontakte en psykolog strejfede mig.«

Det skulle han nok have gjort, for der gik kun et par uger, før hans psykiske bagage igen tog magten for en stund.

»Jeg var med til en firmafest, men var kun lettere beruset. Da der så kommer en ordentlig gang fyrværkeri, går min krop amok. Jeg sidder og ryster med begge ben og arme og er slet ikke til at komme i kontakt med. De må slæbe mig indenfor, før jeg bliver mig selv,« siger Jens om det angstanfald, der endelig får ham til at kontakte militærets psykolog.

»Det var virkelig grimt ikke at have kontrol over sin krop, så man bliver selvfølgelig bange for, hvornår det sker igen«.

Det var en ganske kort samtale med psykologen, der ret hurtigt nævnte diagnosen »posttraumatisk stressreaktion« og »på det stærkeste« frarådede Jens at tage af sted som soldat igen. Desuden henviste han ham til foreløbig ti timer hos en almindelig psykolog. På forsvarets regning.

»Nu regner jeg med, at det bliver fikset, for jeg har sgu ikke lyst til at blive førtidspensionist, fordi jeg har været i krig. Eller blive indlagt på psykiatrisk. Mit held er jo, at jeg har haft en skidetryg opvækst, mine forældre har været gift i 33 år, og der har ikke været druk eller noget. Ifølge psykologen er det meget værre, hvis man havde haft andet i bagagen.«

Aftalen med en psykolog har beroliget Jens forældre og søster, og det trængte de til. Først var der de måneder, hvor de frygtede, at deres søn ville komme hjem i en ligpose, og den uudholdelige tid fra de hørte om et angreb, til de fik en SMS om, at Jens var OK. Så lettelsen over at tage imod ham i lufthavnen og se ham uskadt og dernæst frygten for, om noget var ødelagt i hans hoved.

»Jeg hørte om en soldat, der tilsyneladende var kommet på plads efter at have været i krig,« fortæller Jens mor Birthe.

»Men så fem år senere, da han var blevet gift og havde fået et barn, kunne han overhovedet ikke tåle at høre barnet græde fordi noget ikke var blevet bearbejdet. Det gjorde indtryk på mig. Måske har du slet ikke sind til at være kampsoldat det havde din bror vist heller ikke,« siger Birthe og nævner, hvordan storebroren allerede som sergent oplevede at blive rystet over at få en skideballe, fordi han havde givet sine frysende soldater lov at løbe med hue. Han forlod da også forsvaret.

Egentlig fik Jens allerede i Irak et par advarsler om, at han måske havde vanskeligere end flere af sine kammerater ved at fordøje krigens ondskab.

Første gang samtidig med, at opholdet i Irak skiftede fra leg til alvor.

»Vi er på vej over en bro ind til Al Hartha by, og så eksploderer en vejsidebombe, der vist var gemt under et betondæksel, mellem to køretøjer. Vi tilkalder de britiske bombeeksperter, og de når at komme. Men så bliver RPG (raket, red.) skudt af og rammer til højre for Martin. Der er kugler overalt, og vi kan følge deres lysspor. Vi kaster håndgranater, men pludselig siger de, at Martin er »Tango 4« det er altså slemt.

Det giver et gib i mig, og jeg er tæt på at tude. Men først halvanden time senere, da vi er uden for byen, bryder jeg sammen og bliver trøstet af de andre. Jeg vil hjem til min kæreste og familien.«

Tilbage i lejren kommer næste omgang, for kompagnichefen samler soldaterne i cafeteriet og fortæller, at Martin er død.

»Så tyrer jeg en vandflaske i gulvet, kaster med stolen og sparker til bordet. Og så går jeg ud og sætter mig til at tudbrøle. Vi havde jo fundet ud af, at han kun var en »Tango 1« og muligvis kunne reddes,« siger Jens.

To måneder senere ryger Jens deling igen i et bagholdsangreb, igen på Quarmat Ali broen nær Al Hartha, og denne gang får soldaterne ikke lov at besvare ilden, fordi der er fyldt med civile.

Frustrationen tårner sig op i den steghede ørken og bliver ikke mindre af, at der pludselig er »to mand nede«, deriblandt Jens nære ven Rasmus, der er ramt i skulderen.

Først flere timer senere kan Jens slippe tanken om, at Rasmus må være død og kun fordi han får lov at besøge ham i hospitalssengen. Skuddet er dog alvorligt nok til, at Rasmus må sendes ud af fællesskabet og hjem til Danmark.

Nærmest som en julegave kommer så ildkampen den 28. december, hvor ingen danske soldater kommer til skade. De ligger bag et dige, da der bliver skudt fra 2-300 meters afstand. De får lov at skyde igen.

»Så går vi amok. Jeg aner ikke, om vi får ram på nogen af dem. Jeg er helt oppe at køre. Jeg står med et halvanden meter maskingevær og fyrer projektiler på 1,27 cm i diameter af. Det lyder makabert, men det er rart at afreagere,« siger Jens.

To måneder senere er Jens tid i Irak forbi. Turen går hjem til Danmark. Et nyt hold, der skal vise sig at blive det sidste, er rykket ind i lejren og har taget over.

»Alt i alt sidder jeg nok med en tam smag i munden. Prisen var for høj,« siger Jens.

Han er jo bare en af de 2.500 danske soldater, der i løbet af de seneste fire år har været udsendt for Danmark og koalitionen til Irak.

Og med mindst 750 angreb på de danske soldater stigende fra fem månedlige angreb i snit til ofte flere end fem daglige angreb på det seneste er ingen af dem gået fri for barske oplevelser.

Seks ydede det ultimative offer og kom hjem til deres egen begravelse.

En fik revet en arm af i mødet med en vejsidebombe.

18 andre har også varige fysiske mén, lige som et ukendt antal må leve med ar på sjælen.

Så Jens slap faktisk billigt fra Al Hartha.