Farvel til fællesskabet

2007 vil – udover for sine mange gode udstillinger og en ny direktør på Statens Museum for Kunst – blive husket for opgøret med kunstnersammenslutningerne. Og så arkitektoniske lyspunkter som Skuespilhuset.

Det nye skuespilhus ved havnen. I baggrunden til højre ses Operaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen

Skuespilhuset – tegnet af Lundgaard & Tranberg – viste sig at være et fint stykke arkitektur, og sådan er der lyspunkter i en tid, da det ellers går stærkt med at plastre store dele af landet til med stereotype erhvervsejendomme og alt for modepræget boligbyggeri. Måske er det godt, mange danske tegnestuer oplever stor succes i Kina, for så skal vi ikke trækkes med endnu flere store glasflader og fikse påfund. Ørestaden er ved at være udbygget mange steder, og vist er der vellykkede bygninger iblandt – det sker tilsyneladende stadig, at det offentlige ind imellem stiller nogle kvalitetskrav – men ellers synes det at være en deprimerende fremtid, der tegner sig.

Store dele af dansk kunst kan se tilbage på et godt år. Udover den eksklusive kreds, der kan regne med fast almen bevågenhed, er det navnlig de yngre kunstnere, der er i vælten, for der er samlere på non-stop powershopping. Og på Arkens udstilling, Mad love, kunne kan også konstatere, at der er meget at gå efter.

Det skal der også være, for der er pludselig mange flere samlere, der løber kunsthandlerne på dørene i et sådant omfang, at selv knap så hippe gallerier ikke sælger til hvem som helst, men søger for at deres kunstnere reserveres til De Rigtige Mennesker. Dem er der så – som antydet – adskillige af, og derfor ser man, hvordan også yngre kunstnere (og herunder kuvøseguffet på Akademiet) gør som de ældre, de ellers ikke længere har som forbilleder: gentager sig selv.

2007 vil – udover for sine mange gode udstillinger og en ny direktør på Statens Museum for Kunst – Karsten Ohrt – bl.a. blive husket for opgøret med kunstnersammenslutningerne. Flere udstillingsbygninger har skilt sig af med sammenslutninger, og endnu flere vil gøre det, hvis de får råd til det, for kunstlivets helt er ikke længere kunstneren. Det er kunsthandleren og kuratoren, så kunstlivet går fra det forpligtende fællesskab til det midlertidige fællesskab; altså et fællesskab der kun er interessant, så længe der er penge og prestige i det. Og indtil næste kuld kunstnere er klar til at sælge. Man kan synes, det er udmærket, og kunsten – den rigtige kunst – skal nok klare sig, selv om der ikke er mange nedlagte ismejerier og baghuse tilbage. Men man kan også synes, at kunstneres køn og alder er uvedkommende, så længe han eller hun arbejder oprigtigt. Det er imidlertid ikke nok i dag. I dag afgør kuratoren, kunsthandleren og kunstkøberen, om kunstneren er interessant. At investere i.

Der er ingen tvivl om, at kunstnersammenslutningerne forsømte at forny sig – ikke nødvendigvis kunstnerisk, men organisatorisk – og det frommeste håb for fremtiden vil være, at kunstnere uanset alder og køn og form og materialer og ønsker og drømme finder andre måder at organisere nye fællesskaber på, så de genvinder i hvert fald noget af kontrollen over, hvordan de ønsker at møde deres publikum.