Farvel til en litterær pebermø

Jane Austen flirter, forelsker sig og det, der er værre. Den første film om den berømte forfatters liv gør op med myten om pebermøen, der måtte fantasere sig frem til de store følelser. Det er kontroversielt og delvist opdigtet, men gjort med den filmiske forførelses kunst, når den er bedst.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Hendes romaner er blevet filmatiseret igen og igen. Hendes navn sælger stadig i tusindvis af romaner og har gjort det siden 1800-tallet. Og hendes historie er blevet endevendt i en bunke biografier. Men først nu kommer filmen om Janes Austens eget liv, og det er der en forklaring på.

Indtil for nylig var det opfattelsen blandt forskere og forfattere, der har beskæftiget sig med Jane Austen, at hun levede en stille, tilbagetrukket tilværelse og aldrig mødte kærligheden. At hun digtede sig frem til sine hovedpersoners begær, når de forelsker sig, som de i reglen gør i hendes romaner om følelsesmæssige forviklinger og psykologiske studier af individets drifter og livsvalg.

Med biografien »Becoming Jane Austen« satte den australsk-amerikanske forfatter Jon Spence så i 2003 fokus på hendes forhold til den unge irer Tom Lefroy. Spence hævdede at bevise, at Lefroy var hendes livs kærlighed, at de to havde et forhold i en længere periode, og at det blev den primære indflydelse på Austens forfatterskab.

Forsvundne breve

Jane Austen blev født i 1775. Hendes far var præst, hendes mor var fra en velhavende familie, men havde giftet sig med ham langt under sin egen økonomiske stand. Jane havde fem brødre og en søster, Cassandra, som hun var meget tæt på. Jane døde af sygdom i en alder af 41 år og efterlod sig seks romaner. Men på trods af at Jane Austen skrev flittigt, siden hun var teenager, deriblandt tusindvis af breve, ved vi ikke meget om hende, for Cassandra og siden Janes niece tilintetgjorde de fleste af brevene.

Når vi overhovedet kender til Jane Austens møde med Tom Lefroy gennem en lille række breve, skyldes det formentlig en fejl fra Cassandras side. Søsteren opholdt sig hos sin forlovedes familie, da Jane henrykt skrev til hende om sin »irske ven«, 20-årige Tom Lefroy, som hun har danset med ved flere baller, og om hvordan de har brudt konventionerne ved frit at vise deres begejstring for hinanden. De har talt om hans yndlingsroman, Henry Fieldings »Tom Jones«, der er gennemsyret af seksuelle eskapader. Og med den ironi, der er typisk for Jane Austen, betroede hun sin søster: »Jeg vil gemme mig selv til Tom Lefroy, for hvem jeg ikke ville give fem øre«.

Men Tom Lefroy var pengeløs - ligesom Jane. Deres forhold blev forhindret i at udvikle sig af begges familier, og her slutter affæren ifølge de fleste Austen-eksperter. Som en kortvarig flirt.

Med »Becoming Jane Austen« argumenterer Jon Spence imidlertid for, at Jane og Tom mødtes igen i London, og at hun forventede en forlovelse, men at han trak sig og giftede sig i overensstemmelse med sin rige onkels ønske.

Her var der for første gang materiale til en dramatisering af Jane Austens liv, og nogle filmfolk - fra Ecosse Films, der tidligere har stået bag filmatiseringen »Mrs. Brown« om dronning Victorias venskab med tjeneren Brown - satte gang i projektet.

Filmen tager sit udgangspunkt, da Jane er 21 og møder ireren Tom Lefroy i sin hjemegn Hampshire. Levemanden Lefroy aspirerer til at blive advokat, men hans onkel og forsørger sender ham ud til slægtninge på landet som straf for hor og druk med Londons letlevende damer.

Hvad der umiddelbart ligner et møde mellem modsætninger, fører hurtigt til en lidenskabelig forelskelse mellem sjælevenner. Samtidig frier den charmeforladte arving Wisley til Jane, og omgivelserne presser på for et ja. Uden et godt giftermål kan Jane med tiden lande hårdt på bunden af det engelske samfund. Men så tager Jane og Tom sagen i egen hånd.

»Becoming Jane« er en kulørt version af Jane Austens forelskelse i Lefroy. Men det er tydeligt, at folkene bag filmen har gjort sig umage med materialet og bestræbt sig på at få billeder, dialog og portrætteringer til at fremstå naturalistisk.

Amerikanske Anne Hathaway spiller Jane Austen elegant uden om kedelige kostumedrama-konventioner. Savner man noget i hendes præstation, ligger fejlen i manuskriptet, der næsten har gjort Jane Austen for pæn (i forhold til hendes breve, der afslører sort humor, som da hun skriver til Cassandra om en bekendt, at hun sikkert har aborteret ved synet af sin mand).

Men Hathaway har en underspillet sensualitet, der gør filmens seksuelle undertoner nærværende, særligt på grund af det overbevisende samspil med James McAvoy - der i øvrigt er tæt på at stjæle filmen som den frække Lefroy. Det er ellers ikke nemt, for i birollerne ses kapaciteter som Julie Walters som Mrs. Austen, James Cromwell som Mr. Austen og den vidunderlig sarkastiske Maggie Smith som Wisleys tante, Lady Gresham.

Vi har naturligvis at gøre med et klassisk kostumedrama, men i bestræbelserne på servere historien som realisme har instruktør Julian Jarrold og manuskriptforfatter Kevin Hood forsøgt at give kant til klicheerne.

Jane er klædt i ordinære bomuldskjoler, og hverdagen i præstegården er præget af krævende fysisk arbejde. Hampshire tager sig kønt ud, men luften er diset og fugtig. Kragerne skriger, og mudderet blander sig med regnvand i de engelske skove. Vi genkender den ironiserende humor fra Austens egne romaner, men personerne er mindre karikerede. Desuden er filmen opmærksom på tidens ekstreme sociale skel og deres betydning for både Jane Austens liv og levned.

Der males med rolige, smukke billeder, og frydes med dramatiske højdepunkter. Som da Tom præsenterer Jane for en hidtil ukendt verden med prostituerede og brutale boksekampe på det lokale marked og selv kommer i nævekamp.

Smagen af begær

Der findes ingen beviser for, at denne scene - eller mange andre i filmen - har fundet sted. Ligesom andre begivenheder fra Austens liv er rykket i tid - f.eks. at Jane afslog et frieri fra en velhavende mand.

I et interview med avisen The Daily Telegraph kalder Deirdre Le Faye, som har redigeret Jane Austens breve, ideen om Lefroy som hendes livs kærlighed for »det rene vås«.

Men spørgsmålet er, hvorvidt Jane Austen behøver at have haft forbindelse til Tom Lefroy gennem flere år for at have smagt forelskelse og begær. Kan man ikke opleve kærligheden gennem nogle få ugers flirt, når man er 21 år?

En af de mest anerkendte biografier om Jane Austen er den prisvindende forfatter Claire Tomalins »Jane Austen: A Life«, og her konkluderer hun om mødet med Tom Lefroy:

»Fra nu af bar hun i sit eget kød og blod, og ikke kun fra bøger og skuespil, oplevelsen af seksuel sårbarhed; af hvordan det er at blive fortryllet af en farlig fremmed; at håbe og at føle heden i sit blod, at føle smerte, at trække sig tilbage; at længes efter noget, man aldrig vil få og helst ikke skal tale om. Hendes forfatterskab bliver influeret af denne oplevelse, der løber som en mørk understrøm under komedien.«

Filmen »Becoming Jane« skildrer Jane Austen som en kvinde, der elskede og mistede. Filmen tager sig faktuelle friheder, men man tilgiver, fordi præmissen er enkel og troværdig. Og fordi resultatet er så filmisk forførende som den første forelskelse.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse