Farvel, broderfolk

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Hvordan går det lige med det nordiske? Ja, det kommer selvfølgelig an på, fra hvilken vinkel man anskuer det. Sprogligt går det vist ikke så godt. Hvis man ellers med »sprogligt« mener vores evne og ikke mindst lyst til at kommunikere på tværs af og med hinanden på de sprog, der nu engang er vores.

Sidst jeg var i Sverige, insisterede en sød hotelreceptionist på at tale engelsk, da hun ikke forstod et ord af mit underlige dansk, og jeg kender svenske og danske akademikere, der taler engelsk, når de mødes akademisk. Selv kan jeg stå helt af, hvis en digter fra den norske provins læser op af sine digte på sit eget norsk (norsk er som bekendt en flertydig størrelse).

Så sprogligt går det i den forstand ikke så godt med den store nordiske forbrødring, og det forstår man måske godt, hvis man med det nordiske mener det vestnordiske - færøsk og islandsk - for slet ikke at tale om de sproglige outsidere i Finland, Grønland og de samiske sprogområder.

Men hvorfor kan vi skandinaver - nordmænd, svenskere og danskere - ikke kommunikere med hinanden? Er vores sprog da ikke så beslægtede, at man med en vis ret kan kalde dem dialektale varianter af det samme sprog? Er de ikke? Og hvorfor så ikke?

Jeg tror, at det har noget med vilje og vane at gøre. Hvilket fører mig videre til afsættet for denne klumme, nemlig tildelingen i denne uge af Nordisk Råds Litteraturpris til den svenske digter Katarina Frostenson. At det blev hende, der løb med laurbærrene, er det svært at sige noget fornuftigt imod. Hvad man derimod godt kan spekulere over, er, hvor meget Nordisk Råds Litteraturpris betyder eller ikke betyder i forhold til den gensidige forståelse.

Selv tror jeg ikke, at den gør den store forskel. Jeg tror ikke, selv om det burde være sådan, at den får for eksempel danskere til at styrte hen til PCen og hjemkøbe bøger på svensk og norsk. Det ser i hvert fald ikke sådan ud. Slet ikke.

Herhjemme kan vi tværtimod iagttage det ret absurde, at der udkommer danske oversættelser af store og fremragende forfattere som norske Tomas Espedal og norske Karl Ove Knausgård, der begge skriver et norsk, der i al dets dejlige norskhed ligger meget tæt på dansk. Oversættelser! Det er jo ret beset meningsløst at bruge tid og penge og kræfter på at oversætte noget tekst, som overhovedet ikke har oversættelse behov.

Hvis man er et læsende dansk menneske, der værdsætter god litteratur, vil man uden problemer kunne læse forfattere som de ovennævnte, og man vil med bare lidt ekstra anstrengelse plus måske en ordbog kunne læse Katarina Frostenson og andre af broderfolkets fantastiske digtere og prosaister.

Men løbet er nok kørt. I skolerne er engelsk fremmedsproget, der kannibaliserer alle andre fremmedsprog, så her er der intet at stille op. Eftersom Nordisk Råds Litteraturpris heller ikke synes at gøre en forskel, er der ikke andet at gøre end at konstatere, at den sproglige skandinavisme er tæt på at være en ­endog meget død sild/sill/sild. Snart forstår vi alle kun ét fremmedsprog. Too bad.