En kær bekendt af mig er ved at afgå ved døden. Henne om hjørnet ligger den lokale afdeling af DVD-udlejningskæden Blockbuster, der i øjeblikket er ved at lukke afdelinger ned over hele verden. I de sidste mange måneder har det været en blandet fornøjelse at træde ind i butikken. Dødspletter i form af tomme hylder er ved at indfinde sig. Bjergene af DVD-film på tilbud er vokset og vokset, på trods af at priserne tilsvarende er styrtdykket, og jeg opholder mig nødigt for længe i butikken, for når Døden gør sin entré, gør de levende sig usynlige.

Engang var det anderledes. Jeg nød at gennemtrawle butikken for at finde den håndfuld film, der skulle ses i løbet af weekenden. Familiens aktuelle filmhumør blev loddet, og der blev forhandlet indædt. En science fiction-film skulle som regel opvejes med en romantisk komedie.

Udvalget i Blockbuster var noget ensidigt, idet det overvejende bestod af amerikanske film, mens film fra andre verdensdele var et mere sporadisk syn. Engang lejede man også en moviebox, som man kunne slæbe hjem og forsøge at få til at fungere, men den havde også sin tid.

Alt har sin tid, men Blockbusters bortgang minder mig tillige om, at vi er på vej væk fra filmkunsten som en kollektiv oplevelse, og at vi måske er ved at miste noget vitalt. Se en af Will Ferrells komedier i biografen, og du vil surfe med på brusende bølger af latter. Se »Gravity« og du vil mærke det svimlende gys over verdensrummets dyb gå gennem biografsalen.

I den henseende var der stadig en slags biografoplevelse ved at gå i videoforretningen. Der var samme stemning af forventning og samme undren over andres mangel på smag. Samme indre kamp om at holde sig fra bland-selv-slikket.

I vores Blockbuster kunne man spørge ekspedienterne til råds, og hvis det var en amerikansk film, vidste de besked. De kendte alle titler med skuespilleren Kevin Bacon, og hvem der besad birollerne i hver enkelt af de film.

Hvis man til gengæld spurgt efter Fellinis selvbiografiske film »8 ½«, er jeg ret sikker på, at de havde hevet det lummer-erotiske 80er-drama »9 ½ uge« ned fra hylden (joke totalt stjålet fra filmen »Ghost World«, red.)

Der var med andre ord et ritual og en slags kult omkring selve akten at skulle se en film. Jeg er sikker på, at kulten vil leve videre i fremtiden i form af private videoklubber, hvor feinschmeckere vil sammenligne plastic covers og ekstramateriale med samme interesse som dem, der i dag fylder deres stuer med skrammede LPer. Nogle medier har en håndgribelighed, som fremmer en slags ømhed, en veneration, der normalt er reserveret relikvier.

Det er nemt at streame film fra en streaming-tjeneste, men lige nu kan jeg ikke se, at det nogensinde kan blive en handling omfattet af samme følelse af hengivelse som at gå på jagt i Blockbuster, og jeg tror, at det hænger sammen med den forsvundne kollektiv-oplevelse. Den digitale ensomhed venter os. Det kan godt være, at film ikke længere skal ses i biografen, men det er godt at se dem sammen med andre.