Far, mor og barn?

I USA vrimler det med bøger til gør-det-selv-mødre, som gennemfører undfangelse og forældreskab alene. LOUISE SLOAN, 44-årig mor til to-årige Scott, har skrevet »Knock Yourself Up«, der med rå ærlighed tager læseren med gennem alene-moderskabet. Vi må acceptere, at familien som begreb i den vestlige verden er under kraftig forandring, mener hun, der må lægge ryg til heftig, personlig kritik.

»Jeg håber, vi kan komme til et punkt, hvor alle vil blive vurderet på kvaliteten af deres forældreskab i stedet for at blive holdt op mod et ideal, som i virkeligheden ikke fungerer,« siger Louise Sloan, som har skrevet bogen »Knock Yourself Up« med undertitlen »Ingen mand? Intet problem!« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Scanpix

De fleste turister har efter endt flyvetur oplevet eksploderende shampooflasker og cremer, der flyder over i toilettasken.

Præcis dét skete for Louise Sloan i sin mors sommerhus. Forskellen var, at det eksploderende var et glas anonym donorsæd, der netop var ankommet med FedEx.

»Pop! Sæd ... overalt, you know,« siger hun.

Arvemassen fra »Drømmefyren«, en høj, mørk miljø- og skientusiast i donorbanken, var imidlertid ikke så sprængfarlig, at Louise blev gravid af det. Men hun, en 44-årig lesbisk skribent fra New York, kan grine længe over episoden i dag, hvor hendes inseminationsanstrengelser har båret frugt i form af hendes nu to-årige søn Scott.

Efter syv mislykkede inseminationer skiftede Louise Sloan »Drømmefyren« ud med »Green Eyes«, ifølge de få donoroplysninger en lyslokket skuespiller med hang til musik. Andet forsøg, bingo! Scott – der ligner sin donorfar og overhovedet ikke mørke Louise – var på vej. Ud til et liv som enebarn. Hos en selvvalgt enlig mor.

Vrede moralister

Mange politikere og moralister i USA, der læser Sloans nyligt udgivne Sex and the City-stilede bog »Knock Yourself Up« med undertitlen »Ingen mand? Intet problem!«, mener imidlertid ikke, der er noget at grine ad.

De kan overhovedet ikke se det morsomme eller samfundshjælpende i, at en Manhattan-kvinde ikke blot har valgt at blive enlig mor, men også udgiver en bog, hvor hun råt for usødet, højt og larmende fortæller om processen – både hos sig selv og hos de omkring 50 andre selvvalgte single-mødre, hun har interviewet til bogen. Og endda påstår at resultatet er ret lykkeligt.

Pro-familie-kritikere har kaldt hende »indbegrebet af egoisme« og »en kvinde, der hviner op om kvinderettigheder, mens hun krænker sit eget barns menneskeret og invaliderer ham ved at dømme ham til et faderløst liv«.

Med bogen – den seneste i en række amerikanske selvhjælps- og informationsbøger om emnet – er Louise Sloan blevet en slags blikfang for en vestlig bølge, der bliver stadig større og mere synlig, men åbenbart ikke mindre kontroversiel.

Faktisk har fænomenet eksisteret de seneste knap 30 år i USA og resten af den vestlige verden. Allerede i 1981 udkom den første bog »Single Mothers By Choice« (Singlemor af eget valg) og en tilhørende forening opstod. I dag har foreningen 5.000 medlemmer, og hos Fairfax Cryobank, en af de største sædbanker i USA, er antallet af single-kunder steget 20 pct. det seneste årti.

De enlige kvinder udgør nu 60 pct. af klientellet.

Herhjemme fik enlige og lesbiske kvinder sidste år ret til kunstig befrugtning, og det har fået single-kvinderne til at strømme til klinikkerne. I England, hvor stort set alt inden for kunstig reproduktion ellers er tilladt, foregår lige nu en ophedet debat, fordi en revidering af loven om menneskelig reproduktion er på vej.

82.000 ugifte, britiske kvinder bliver årligt mødre; alligevel har planerne om at give lesbiske adgang til kunstig befrugtning vakt følelsesladet debat. Den tidligere konservative leder, Iain Duncan Smith, har beskrevet lovforslaget som »det sidste søm i det traditionelle familielivs kiste« og et slag mod faderskabet. Og den katolske og anglikanske kirke har i forening kastet sig ind i diskussionen med åbne breve i store aviser:

»Loven underminerer radikalt faderens position i et barns liv og gør barnets naturlige rettigheder underordnet i forhold til et pars ønsker. Det er dybt forkert,« skrev lederen af den katolske kirke, kardinal Murphy-O’Connor, i november i avisen The Times.

Tunge overvejelser

Louise Sloan havde imidlertid hverken et berømmelsesønske eller særligt feministiske motiver for at skrive bogen, siger hun i et interview med Berlingske Tidende:

»Jeg synes, der var plads til en underholdende anekdote-præget bog, som kunne være en kilde til støtte og information for de kvinder, som tænker på at blive mor alene. Det er noget, mange singlekvinder over 30 år snakker om, men der var ingen bøger, som besvarer spørgsmålet »Hvordan er det i virkeligheden?«.«

Virkeligheden er, kan man forstå på Louise Sloan, fyldt med pudsige oplevelser: Som at rode rundt på et postkontor efter sin forsvundne sædprøve-pakke og møde et bud, der siger: »Jeg sværger, det er altid jer sædmennesker, som får forsinkede pakker!« Men den er også fyldt med tunge, eksistentielle overvejelser om ensomhed, om de valg, man træffer på barnets vegne og om tabet af kernefamiliedrømmen (som Louise havde helt op i 30erne, selv om hun da havde levet som lesbisk i over 15 år):

»For mig og for de fleste kvinder i bogen var det hårdeste i hele processen at komme ud over sine egne betænkeligheder. Der er mange svære spørgsmål; det største er naturligvis, om det er fair over for barnet, at det ingen far har? Den bekymring får selskab af en naturlig sorg over ikke at kunne gøre det, som alle andre gør. Og så er der naturligvis tanken: Kan jeg finde ud af det? Og især som alenekvinde: Har jeg råd til det? Men oplevelsen hos de kvinder, jeg har interviewet, har faktisk været, at børnene har det fremragende, og at selv ret konservative familier og lokalsamfund støtter op omkring dem, især når barnet ankommer. Det sværeste er at tage beslutningen.«

Louise Sloans egen far døde, da hun var blot to år gammel. Det var et familietraume og et savn, erkender hun. Men hendes opvækst var tryg og lykkelig.

Faderen manglede »kun«, fordi han havde været der til at begynde med.

Mange er blevet vrede og provokeret af din bog. Hvorfor, tror du?

»Mit valg er foruroligende af nøjagtig den samme grund, som gør det til en svær beslutning at tage: På et eller andet niveau tvinger det os til at give slip på drømmen om den »perfekte« kernefamilie; den er en kulturel myte, som mange af os har meget kært, selvom vi ved, at skilsmisseraten i USA er på 50 pct.,« siger Louise Sloan.

Hvad har skabt single-mor-fænomenet?

»Det handler om kvindernes uddannelse, stigende krav og øgede selvstændighed. Det ses også på skilsmisseraten; i dag sætter vi urimeligt høje krav til vores ægtefælle. Der er ikke længere nogen forventning om, at folk vil blive i ulykkelige forhold. Det er egentlig en god ting, men det er også et destabiliserende, kulturelt skifte. Vi udsætter giftermål og graviditet, indtil vi er etableret i vores karriere – og så finder de gifte kvinder ud af, at de har fertilitetsproblemer. Og ugifte kvinder finder ud af, at de har et virkelig stort fertilitetsproblem: Nemlig NUL partner! Vi har kasseret nogle virkelig dårlige strukturer fra fortiden, men vi har endnu ikke helt fundet frem til en ny, bredt accepteret model for ægteskab og familie.«

Spraglede familier

I Danmark har det vist sig (ifølge Gallupmåling i Berlingske), at flere mænd end kvinder er imod donorbørn til enlige. Kan du forstå det?

»Altså, jeg føler mig ikke truet som kvinde, når jeg ser en enlig far. Vores valg er pro-barn, ikke anti-mænd. Så nej. På den anden side; i USA er faderskab generelt værdsat for lidt. På den ene side kritiseres mænd for ikke at være nok involveret i forældreskabet, på den anden side er der en stærk kulturel opfattelse af, at omsorg kun handler om mor, mor, mor. Hjemmegående fædre bliver opfattet som en smule mærkelige og u-maskuline. Jeg synes, det er forfærdeligt med de forvirrende signaler. Men fjenden er, efter min mening, IKKE de kvinder, som er endt med at vælge en singlemor-tilværelse. Det er en større kulturel ramme, der devaluerer fædre.«

Hvordan vil du definere en moderne familie?

»Jeg er ikke sikker på, hvad det er. I vor tid er der alle typer familier; kernefamilier, pap-familier, homoseksuelle familier, adoptivfamilier. Jeg håber, vi kan komme til et punkt, hvor alle vil blive vurderet på kvaliteten af deres forældreskab i stedet for at blive holdt op mod et ideal, som i virkeligheden ikke fungerer! Ikke at jeg er imod »to forældre og to børn«-modellen. Jeg elsker den ide; den var også min drøm. Men jeg tror, det er vigtigt ikke at blive så besat af det ideal, at alle andre typer kærlige familier fordømmes.«