Far fupper familien

FILM: Den uhyre veloplagte »The Royal Tenenbaums« rummer så mange fascinerende detaljer, at man nok hellere må se den to gange.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad gik galt for de tre yderst talentfulde og sensationelt succesrige Tenenbaum-søskende i New York?

Det er svært at svare på, men galt gik det. Både ejendomshandleren Chas, dramatikeren Margot og tennisstjernen Richie indledte deres karrierer som rene vidunderbørn og blev siden ramt af massiv fiasko, og måske skal skylden placeres hos deres far, den egoistiske libertiner, Royal Tenenbaum.

Han valgte nemlig at forlade kone og børn, som det fremgår af filmens forrygende prolog, men i historiens nutid har han mistet sin bestalling som advokat, er gået rabundus og bliver smidt ud fra det hotel, hvor han har boet i en årrække. Så under sorgfuld henvisning til, at han er døende af en uhelbredelig sygdom - hvad der er løgn - vender han tilbage til det store hus på Archer Avenue, hvor hele den brogede Tenenbaum-familie nu samles for første gang i 17 år.

Kan dens medlemmer glemme gammelt nag og finde forsoning? Angrer Royal oprigtigt sin selviske adfærd? Vil hans kone Etheline kunne blive gift med sin ny bejler, den sorte revisor Henry Sherman? Hvad med enkemanden Chas' to drenge, som den gamle slambert Royal ivrigt forsøger at blive ven med? Og er Margot og Richie hemmeligt forelsket i hinanden, hvad der ikke er helt så incestuøst, som det lyder, eftersom Margot er adopteret?

Man må selv se Wes Andersons' forbløffende »The Royal Tenenbaums« for at få svar på disse spørgsmål, og det er der god grund til at gøre, for her er tale om en film boblende af fortælleglæde og originalitet. Måske er den endda lidt for udspekuleret, lovlig demonstrativt excentrisk, men det bærer man hjertens gerne over med, for dette er en film med livsbekræftende power, og den er fortalt på en måde, som virkelig swinger.

Prægtigt spil

Handlingen er så bugtet og besynderlig, at den ikke kan genfortælles kort, og så meget desto bedre - en stor del af glæden ved at se »The Royal Tenenbaums« opstår på grund af de fiffige overraskelser, som den uforudsigelige historie byder på, og som med kærlig ironi skildrer en håndfuld mennesker, som alle har deres kors at bære på og undertiden opfører sig temmelig tåbeligt, men ikke desto mindre er sårbare og velmenende nok til at sikre sig vores sympati. Selv slubberten Royal, som man aldrig helt tør stole på, men som i Gene Hackmans suveræne fortolkning er så charmerende, at det alligevel er en fornøjelse at gøre hans bekendtskab.

Og der spilles prægtigt i alle roller - Anjelica Huston som den smukt modnede Etheline, Gwyneth Paltrow som den anæmiske, aldrig smilende Margot (der ryger i smug!), Ben Stiller som den forbitrede Chas, Luke Wilson som den gådefulde selvmordskandidat Richie, Danny Glover som den værdige Henry Sherman og Owen Wilson (bror til Luke), der ikke bare spiller familiens bestandigt narkopåvirkede genbo Eli, men også har været med til at skrive og producere filmen og fortjener kraftige klapsalver for den tredobbelte indsats.

Størst ære tilfalder dog det frygtløse talent, Wes Anderson, der har fyldt den overdådigt detaljemættede historie med så mange kuriøse fodnoter og digressioner, at man givetvis skal se »The Royal Tenenbaums« to gange for at fange samtlige pointer. Det har man også lyst til at gøre, for næsten hvert eneste billede er så spækket med informationer, ofte humoristiske, at man kan føle sig som en frustreret gæst på en kunstudstilling uden tid nok til at dvæle ved de enkelte fængslende værker. Det kan da kaldes et luksusproblem.

Et eksempel: Da et bryllup sidst i filmen skal finde sted, musicerer en nobel strygekvartet, men den er udvidet med en mand, som spiller banjo - banjo!!! - og skønt man kun ser ensemblet i et ganske kort glimt, er det nok til, at man både forundres og frydes.

Indslaget er strengt taget absurd, men det fortæller indirekte noget om familien Tenenbaum, der nødigt betræder tilværelsens slagne og velprøvede vej.

Måske er filmens lunefulde stil mere drilagtigt legesyg end egentlig meningsfuld - og måske slingrer den en smule hen mod slutningen - men den er mageløst underholdende, og under alle sine bizarre indfald har »The Royal Tenenbaums« en mørkere klangbund af skuffelse, melankoli og længsel efter accept og kærlighed. Historien er bestemt ikke det rene pjat, men hvor er den dog morsom.

Længde: 1 time og 48 minutter. Censur: Frarådes børn under 11 år.