Det er egentlig bare en lille tegning, der kun måler 11 centimeter i højden og otte centimeter i bredden. 

Men det er som bekendt ikke størrelsen, men gørelsen, og tegningen af H.C. Andersen blev solgt for hele 280.000 kroner på auktion mandag aften hos Bruun Rasmussen. 

Kunstneren bag tegningen er Albert Küchler, en dansk maler, der var kendt for sine genrebilleder. I 1833 tegnede han H.C. Andersen, som han havde lært at kende i Rom. 

Værket er et af de tidligst kendte portrætter af den danske forfatter, skriver Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse. 

»Det er en fantastisk og yderst sjælden tegning af den verdensberømte forfatter. Som en del af den exceptionelle samling af venskabsportrætter repræsenterer den et enestående stykke af dansk kunst- og kulturhistorie. H.C. Andersen var Albert Küchlers meget nære ven, og værket fortæller sin egen fine historie om det tætte og smukke venskab de to kunstnerne imellem,« siger Julie Arendse Voss, der er specialist i ældre kunst hos auktionshuset. 

H.C. Andersen-portræt fra 1833 tegnet af Albert Küchler.
H.C. Andersen-portræt fra 1833 tegnet af Albert Küchler. Bruun Rasmussen

H.C. Andersen var i Rom, efter at han havde fået et rejsestipendium. Han ankom i oktober 1833, og han mødte kort efter ankomsten Albert Küchler, der havde boet i byen i et par år. 

H.C. Andersen skrev rejsedagbog, og i den har han beskrevet, at han blev tegnet flere gange af Küchler, inden Küchler valgte den »mest fordelagtige vinkel« til det endelige portræt.

Forfatteren nævnte også portrættet i et brev til sin mæcen, etatsråd Jonas Collin. 

»A. Kückler maler mig i denne Tid, for Venskabs Skyld og efter hans egen Anmodning,« stod der i et brev dateret 17. december 1833. 

H.C. Andersen har derudover omtalt portrættet i rosende vendinger i sin dagbog: 

»Jeg seer mere ideal ud på dette, Øjnene ere vendte mod Himlen.«

Julie Arendse Voss fra Bruun Rasmussen udtaler, at portrættet blev tegnet til Küchler selv. 

Køberen af tegningen er ukendt.