PALERMO: Vi står, som man nu engang står, når man er tre fremmede personer sammen i en lille elevator: med øjnene krampagtigt fæstnet på en knap, en ridse eller en sko, mens kabinen af bølgeblik kæmper sig opad, etage for etage.

Måske er det den overskredne intimsfære, der i et ubevogtet øjeblik lader nysgerrigheden få overtaget over den ellers professionelle riservatezza, men med ét hæver den stumme livvagt blikket og spørger med tykflydende palermitansk accent:

»Hvad skal I oppe hos doktoren?«

Det er ikke hver dag, der er besøg hjemme hos den 52-årige undersøgelsesdommer Roberto Scarpinato på fjerde sal i hjertet af Palermo. Livvagterne henter ham normalt om formiddagen og kører ham til justitspalæet i to armerede biler og bringer ham tilbage sent på aftenen. Sådan har det været i snart 15 år, nogenlunde lige så lang tid, som man straffer et menneske for overlagt mord. Fra aften til morgen er døren til hans hjem hermetisk lukket: ingen familie, ingen venner, ingen fester, ingen lyde trænger igennem.

Som han selv forklarede, da vi først på aftenen mødte ham i hans kammer i justitspalæet, og som han senere vil gentage:

»Mit hjem er næsten som et hemmeligt sted.«

Imens er alting sket i verden udenfor: Fra det såkaldte »palermitanske forår« i slutningen af 1980erne, da en gruppe politikere og en ny generation af undersøgelsesdommere, heriblandt Scarpinato, begyndte at give den sicilianske mafia, Cosa Nostra, modstand. Til Cosa Nostras krig mod staten og stribevis af mord på politikere og dommere og masseanholdelser af ledende mafiabosser som Totò Riina. Til »århundredets retssag« med Roberto Scarpinato som anklager mod den tidligere regeringsleder Giulio Andreotti, som sidste år af appeldomstolen blev kendt skyldig i at have haft lange og vedvarende kontakter med mafiabosser, men trods alt frikendt på grund af forældelse. Og til Silvio Berlusconis Italien af i dag, hvor mafiaen har gjort sig usynlig og vokset sig så stærk som aldrig før, og der er blevet lige så stille uden for døren som inde i mafiajæger Roberto Scarpinatos lille lejlighed.

Eller rettere: Tidligere mafiajæger.

Roberto Scarpinato blev i efteråret efter massivt politisk pres fra Berlusconis højrefløj fjernet fra mafia-efterforskningen sammen med en anden historisk antimafiadommer, Guido Lo Forte. De var nogle af de sidste elever tilbage i Palermo efter de myrdede kolleger og mestre Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, der som de første havde forstået, at ville man såre Cosa Nostra dødeligt, skulle man sigte efter forbindelsen mellem mafiaen og den politiske og økonomiske verden. Formentlig af samme grund blev Falcone og Borsellino myrdet i to bombeattentater i 1992.

Scarpinato og Lo Forte var med til at løfte arven efter dem i den efterfølgende antimafia-bølge. De fandt 23 »angrende« mafiosi, der kunne fortælle om Andreottis forbindelser til mafiaen. De gravede i forbindelserne mellem frimurere og mafia, erhvervsliv og mafia, og de konkluderede sammen med andre overlevende kolleger, at mordet på Falcone og Borsellino ikke alene var mafiaens værk. Mafiaen var kun den militære arm. Bagmændene befandt sig højere oppe på den sociale rangstige. I 1997 kom det frem, at mediemilliardæren og daværende oppositionsleder, Silvio Berlusconi, var mistænkt for at have beordret attentaterne, men efterforskningsperioden udløb året efter, uden at der var samlet materiale nok til en sag. Dog konkluderede forundersøgelsesdomstolen, at »Berlusconi...havde haft ikke kun sporadiske forbindelser til kriminelle, som kunne blive anklaget for det mord-program, der var blevet udført.«

Hvad undersøgelsesdommerne havde fundet, hvis de havde fået lov at grave længe nok, får verden måske aldrig at vide.

I dag - tre år inde i Berlusconi-æraen og 15 år efter han ankom til Palermo med sin kone, sin femårige søn, en elguitar og en åben sportsvogn - står Roberto Scarpinato alene tilbage, detroniseret og udskudt. Hans nye arbejdsområde er banker og konkurser, og hans kollega Lo Forte tager sig af bankrøverier og checkfalsknerier. Gruppen af antimafia-dommere ved Palermos anklagemyndighed, som bragte Cosa Nostra i knæ, er i realiteten gået i opløsning, og opklaringsarbejdet er gjort næsten umulig af en række lovændringer, som har standset strømmen af »angrende mafiosi«, men Scarpinato fortsætter hver dag med at betale prisen for sine valg. For hver dag bliver jægeren lidt mindre jæger, og lidt mere bytte i dette land, hvor Italiens premierminister Silvio Berlusconi i efteråret udtalte, at »for at være dommer kræves det, at man er mentalt forstyrret, at man lider af en psykisk sygdom. De, der bliver dommere, er i antropologisk forstand anderledes fra resten af den menneskelige race,« hvorefter regeringslederen i øvrigt forsvandt en hel måned fra det offentlige liv for at få sig en ansigtsløftning.

En skygge langs marmorvæggene
»Hvad skal I oppe hos doktoren?«

Jeg fjerner blikket fra elevatorknappen og kigger på livvagten.

»Et interview til en dansk avis.«

»Om hvad,« spørger livvagten tvivlende.

»Om hans liv.«

Så spørger livvagten ikke mere. For hvilket forhold har en livvagt til et liv? Er det krop, sjæl, eller begge dele i lige mængder?

Kabinen standser med et hop på fjerde, og vi kanter os ud i opgangen. Livvagten ringer på, og indtil den svære ståldør bliver åbnet, breder tvivlen sig, om Scarpinato alligevel foretrækker at have sin aften for sig selv.

»Jeg følte mig noget voldtaget, sidste gang, jeg havde besøg,« betroede han os henne på sit kontor: »Men hvis I nu lover kun at tage billeder af det, vi har aftalt på forhånd, så...«

Så glider døren op, og Scarpinato viser os indenfor.

Da vi sidst så ham, en halv time forinden, gled han som en skygge langs marmorvæggene under justitspalæets knusende tyngde - med hurtige skridt, øjnene ned i jorden og en livvagt foran og bagved. Nu har han lagt mappen, smidt slipset og tændt for Tomaso »Albinonis Adagio i G-mol«, men øjnene er stadig de samme, »traurige Augen, aus denen keine Lebensfreude mehr spricht,« som den tyske TV-station ZDF for to år siden skrev i en ledsagende tekst til en dokumentarudsendelse om Scarpinato.

Inden for i lejligheden er der som i Aladdins hule i 1001 nats eventyr: Hver kvadratcentimeter af væggene er besat med sanselige kunstmalerier og falmede familiefotos, på gulvet må man bugte sig frem mellem skulpturer og ormstukne stykker af traditionelle bemalede sicilianske hestevogne, udhulede oliventræer, musikinstrumenter, lommeure, kniplinger.

Det kunne være lageret hos et auktionshus, men det er et hjem, og noget af det tætteste man kommer på privatpersonen Roberto Scarpinato. Under normale omstændigheder ville dette interview aldrig have fundet sted.

Men omstændighederne er ikke normale for den mand, der anklagede Giulio Andreotti for at havde udvekslet et kys og meget andet med Cosa Nostras øverste boss, Totò Riina.

Scarpinato er i dag isoleret professionelt og menneskeligt, ganske som Borsellino, Falcone og andre dommere før dem var det, da de blev myrdet. For når man har stået for »visse retssager«, som han kalder dem, skal man ikke gøre sig store håb om, at livet bliver som før, hvis livet da overhovedet får lov at fortsætte.

500-kilos bombe
Giovanni Falcone var den første. Han blev myrdet sammen med sin kone Francesco Morvillo og tre livvagter den 23. maj 1992, da en 500-kilos bombe eksploderede under dem på motorvejen mellem Punta Raisi-lufthavnen og Palermo. Da kisterne med deres lig var stillet frem i justitspalæet og tusindvis af grædende mennesker defilerede forbi, havde Paolo Borsellino trukket Scarpinato og nogle af de andre til side og sagt til dem:

»Drenge, det er min pligt at sige tingene ligeud til jer. Det som venter os alle sammen er dette.«

Den 19. juli samme år døde han selv sammen med seks livvagter, da en bilbombe udløstes uden for opgangen til hans mors lejlighed.

Isolationen kommer først, den er som vinden i en undergrundsstation, der blæser de rejsende i ansigterne og forkynder, at toget er på vej. Enhver kontakt udadtil kan skabe opmærksomhed og være med til at fremskynde det fatale øjeblik, som ind imellem besætter hans tanker og har røvet hans forhold til fremtiden.

»Særligt i årene efter massakrerne lagde jeg mærke til, at jeg ikke længere var i stand til at tænke mere end to uger frem. Det var umuligt for mig at planlægge min sommerferie. Jeg fortalte det til en af mine venner, som er psykolog, og han sagde, at jeg havde mistet evnen til at forestille mig selv i en fremtid. Forklaringen var den, at hvis man, som jeg, lever i kontakt med døden hver dag, så trænger den ind i dig. Dine nære venner, som er døde, dig selv, som kan dø, de mordere du omgås. Og til sidst har du mistet evnen til at se din egen fremtid og lever kun i nuet.

I den seneste tid har jeg arbejdet på at genvinde denne evne. Nogle gange forsøger jeg at koncentrere mig om, hvad jeg skal denne sommer, eller hvad jeg skal om et år, og jeg anstrenger mig virkelig, sådan som jeg har fået at vide, at jeg skal, for at genoptræne mit sind og åbne et vindue til fremtiden. Et vindue, som havde lukket sig, uden jeg lagde mærke til det.«

Gav afkald på alt
Roberto Scarpinato har sat sig i sofaen under et billede af en kvinde med spredte ben, malet af den jævnaldrende kunstner Franco Accursio Gulino, som bor og arbejder i den sydsicilianske by Sciacca, hvor Scarpinatos mor kom fra. Ind imellem kører han forbi med sine livvagter og drikker en flaske vin sammen med maleren, og hvad de fortæller hinanden, er kun for to par ører. En sidste rest af et normalt socialt liv, der langsomt er sygnet hen.

»Før jeg kom til Palermo for at arbejde som dommer, spillede jeg elektrisk guitar i et orkester i min hjemby Caltanissetta, der hed De Overlevende. Jeg havde en lille åben sportsvogn, en motorcykel, og jeg holdt meget af at fotografere. Men efter et par år i Palermo havde jeg foræret det hele væk. Det var ikke noget, jeg planlagde, det skete bare. I begyndelsen troede jeg, mit liv bare var gået lidt i stå, og at jeg kunne genoptage det. Men lige pludselig blev jeg klar over, at det liv, jeg levede før, var forbi for altid: min bil og min motorcykel ville blive ødelagt i garagen, og guitaren ruste. Så jeg foretrak at give tingene væk, så de kunne forblive levende i hænderne på andre personer. Sådan blev det. Jeg gav afkald på det hele,« siger Roberto Scarpinato med sin tonløse og nærmest hviskende stemme.

»Denne lejlighed er næsten som et hemmeligt sted. Her kommer normalt ingen ud over mig selv, ingen venner, ingen frokoster. Det er et sted, hvor jeg har samlet stykker af min fortid, fra min egen historie. Et sted, hvor jeg bruger megen tid på at læse, at tænke. Jeg har lukket mig inde som en snegl i sit hus.

Uden for disse vægge sluttede Roberto Scarpinato som privatperson sin eksistens i 1989. I dag er der kun rollen som offentlig anklager tilbage. En person, som aldrig er sig selv, som kun udfylder en rolle i samfundet, og først når jeg lukker denne dør, føler jeg endelig rustningen falde. Men min egen sandhed, min egen væren menneske, kan jeg kun dyrke inden for disse 60-70 kvadratmeter.

Så jeg kigger på billeder fra min barndom, på et billede af min oldemor, familiens gamle hatte, og jeg husker på, hvem jeg egentlig er, jeg finder mig selv igen. For hvem er jeg egentlig, ud over at være offentlig anklager? Jeg er dette. Jeg forsøger også fortsat at frekventere skønheden gennem kunsten. Disse vægge åbner sig ud til livet, for hvert maleri er et vindue til verden, det bliver alt sammen hele det liv, jeg gerne ville have levet, men som jeg ikke kan leve.«

De farlig ord
Da Roberto Scarpinato kom til Palermo i 1989, kom han fra Rom, hvor han havde været ansat ved de italienske dommeres selvforvaltning, Dommerstandens Øverste Råd, og han husker tydeligt den første ordveksling med sin nye sekretær, som allerede inden han havde lagt mappen fra sig på skrivebordet, spurgte:

»Er De fra Palermo?«

»Nej, det er jeg faktisk ikke,« svarede Scarpinato.

»Har De nogensinde boet i Palermo?«

»Nej.«

»Må jeg så give Dem et godt råd?«

»Sig frem.«

»Stol ikke på nogen, ikke engang på mig.«

Og så gik sekretæren sin vej.

»Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det til mig, men det virkede som et skæbnens tegn, for allerede inden jeg havde lagt mappen fra mig, talte Palermo til mig. Snart efter lærte jeg, at man i Palermo ikke blot ikke skal stole på nogen, men også vare sin mund, også mellem kolleger, for Palermo er ikke et sted, hvor man kan debattere frit. Her bliver dine ord brugt som sten eller projektiler af dem, som har helt andre interesser end dig selv. Jeg måtte for eksempel aftale med Falcone, at hvis vi var uenige med hinanden, sagde vi det ikke højt, men mødtes på vores kontorer og skændtes for lukkede døre. Det var de første skridt ind i denne virkelighed. En virkelighed, hvor en tilsyneladende uskadelig ting - ordet - er alt andet end uskadelig.

Senere i min karriere skulle jeg forstå, hvor mange døde, hvor mange mord, der i Palermo skyldtes forkerte ord på forkerte tidspunkter. Man kunne fylde en hel bog med dem. For eksempel var der en fængslet mafioso, som en dag havde en krise og var begyndt at græde. Han var deprimeret. Så snart han var på fri fod, blev han myrdet af sine egne. Senere fortalte de »angrende« mafiosi hvorfor: En mand der græder, er en svag mand, og en svag mand er en farlig mand. Hvis han bliver anholdt, kan han bryde sammen og fortælle om Cosa Nostra.

Forholdet til ordet er et forhold, som skal holdes i stramme tøjler, ligesom dit liv og dit billede udadtil. Og således bliver du i realiteten fange i denne by. Som om en pistol er rettet mod din tinding, og hvis du ikke passer på, går den af. Det bringer dig i en permanent tilstand af absolut selvkontrol og et tab af menneskelighed, det er uundgåeligt. Selv min stemme har med tiden ændret sig, så jeg kun kan høres af den person, jeg taler til.

Du bliver presset til det fra begge sider. Fra mafiaen selv, der lurer på den mindste svaghed for at bruge den imod dig. Men også fra mafiaens modstandere i antimafia-bevægelsen, som forventer at du opfører dig som en slags helgen, et ikon, at du hele tiden er perfekt, som en slags præst, der har aflagt hellige løfter. På den måde er jeg selv og mange kolleger ophørt med at have et socialt liv. Hvis man for eksempel går i byen for at danse, hører man hvisken bag sig: 'Åh, se antimafiadommeren more sig! De drøner forbi med hylende sirener og bagefter morer de sig!' Til sidst opgiver du på forhånd og bliver hjemme.«

At beskytte sin familie
Udenfor er det igen begyndt at regne. De tunge dråber trommer på halvtaget over Scarpinatos lukkede balkon, hvor han lader husholdersken vande blomsterne, for selv dér er han i fare for at blive mødt af en kugle, affyret fra et gevær med kikkertsigte. Husholdersken er den eneste person, der kommer i lejligheden ud over ham selv; hun tager sig af planterne, rengøringen og sørger for at stille aftensmad i køleskabet, fyldte calamari, porchetta, ricotta-ruller med tomat. Året efter massakrerne på Falcone og Borsellino skilte han sig ud fra resten af sin familie, konen Maria Teresa Principato, der indtil for tre år siden var antimafiadommer som han selv, men nu er almindelig dommer i nabobyen Trapani, og deres fælles søn, som i dag er 20 år gammel.

»Det skete af følelsesmæssige, personlige grunde. Men for mit vedkommende handlede det også om at skille min egen historie ud fra resten af familie, at sige til mafiaen: 'Jeg er én person. Hvis I skal hævne jer på nogen, så hævn jer på mig.' Men desværre var det ikke til nogen nytte.

Min søn havde i forvejen oplevet den store smerte og lidelse at se nogle af de personer, som havde befolket hans barndom, dø. Folk som Falcone, hans kone Francesca Morvillo, Paolo Borsellino. De kom tit til middag hos os, og min søn sad på knæet af Falcone og Borsellino, som talte med ham og lavede sjov med ham. Jeg kan huske første gang, Falcone skulle komme, og min kone og jeg var så glade, at min søn spurgte: 'Hvem er det, der kommer, Leonardo Da Vinci?' For ham var Leonardo Da Vinci noget af det største. Da Falcone kom, fortalte jeg ham det, og vi grinede.

Ikke så lang tid efter så dette barn disse mennesker dø, og for nogle år siden hørte vi ved en aflytning i fængslet, at en mafiaboss havde besluttet at slå denne dreng ihjel for at såre min kone og mig. Vi blev nødt til at fortælle ham det hele og sende ham til udlandet en tid.

I dag lever han igen i Palermo, men har besluttet ikke at læse jura som sin far og sin bedstefar, men vil i stedet være skuespiller, og det er et valg, jeg respekterer. Gennem sin opvækst har han insisteret på ikke at være anderledes end sine venner. Da han var teenager, og jeg kørte ham til fest hos vennerne, forlangte han altid at blive sat af 200 meter før døren og selv gå det sidste stykke af vejen, så ingen skulle se ham ankomme i skudsikker bil og med livvagter. Nogle gange regnede det, og jeg husker denne dreng, som gik over gaden gennemblødt som en kylling, fordi han nærmest skammede sig over at være anderledes end sine jævnaldrende. Jeg ved ikke, om han tog skade eller ej, men jeg håber det ikke.«

Udstødt i Palermo
I snart 11 år har Roberto Scarpinato nu boet alene. Men det holdt hårdt med at finde et sted. Man skulle måske tro, at den italienske stat har masser af lejligheder til rådighed for sine tro tjenere, men sådan er det ikke. Han kunne få et værelse på en politistation, hvis han ønskede det. Ellers måtte han selv finde noget.

»Jeg ville ikke bo på en politistation. Jeg ville have mit eget sted midt i byen, et lille stykke normalitet. Så jeg henvendte mig til en ejendomsmægler, men efter en måned opdagede jeg, at der var noget galt. Jeg havde set på den ene lejlighed efter den anden og gjorde ikke postyr over lejen, men alligevel lykkedes det mig aldrig at leje en lejlighed. Til sidst spurgte jeg mægleren direkte: 'Hvorfor siger de allesammen nej til mig?' Mægleren gik til bekendelse og forklarede, at ingen ville leje ud til en antimafia-dommer, fordi de var bange for attentater og ikke ville forstyrres af hæren, som dengang havde et par mænd stående uden for de fleste dommeres opgange.

En dag fortalte en ven mig om dette sted, der er ejet af staten, og som var til leje. Jeg søgte om et lejemål, men de andre beboere i huset gjorde modstand, da de fik at vide, hvem jeg var. De tilbød endda at betale en højere husleje, mod at jeg ikke flyttede ind. Til sidst hjalp præfekten mig. Men det var et vanskeligt øjeblik, for det var, som om selve Palermo stødte mig fra sig.«

I begyndelsen var lejligheden kun udstyret med det allermest nødvendige - en seng, et bord - men efterhånden som Andreotti-retssagen skred frem, og ensomheden og isolationen steg, blev rummene fyldt op, og lejligheden ændrede status fra bolig til et slags indre organ, et psykisk rum, hvor den offentlige anklager Roberto Scarpinato uden risiko kunne forvandle sig til mennesket Roberto Scarpinato.

Han kigger sig omkring i stuen.

»Det er blevet noget proppet med tiden. Men sådan må det nødvendigvis være, når det alt sammen er minder, fantasier, tanker om liv, jeg ikke kan leve. Og jeg må indrømme, at mit liv her mere og mere føles som at være i fængsel.«

Spørgsmålet ligger lige for: Er det umagen værd at fortsætte dette ulevede liv i husarrest på ubestemt tid? Efter 15 år med næsen nede i de mest brændende sager ville ingen rynke på næsen, hvis Roberto Scarpinato flyttede til Norditalien og lod mafia være mafia.

»Jeg fik livvagter, få måneder efter jeg kom til Palermo, og siden har jeg ikke taget et skridt uden dem. I begyndelsen var det ikke svært, for du tror, det er noget, der varer kort, og du selv kan bestemme, hvornår det skal holde op. Men så kommer der et tidspunkt, hvor du forstår, at du i virkeligheden ikke kan bestemme noget selv, og da er det for sent. Det er, som om du er gået ind i en tunnel, og der pludselig er lukket en dør bag dig.

Hvis du vel at mærke har haft med visse retssager at gøre.

Har du ført almindelige retssager mod mafiaens mordere eller lignende, er der altid en udvej. Men har du stillet dig op mod selve mafiaens organisation, politikken, frimureriet, erhvervslivet, så er snakken en helt anden. Så afhænger din fremtid af de generelle politisk-sociale forhold. Om landet befinder sig i en periode, hvor det kan betale sig at myrde en dommer, eller om klimaet ikke tillader det. Det er den vurdering, du må foretage, og dit liv afhænger af det.«

Scarpinato holder en lang pause. Man kan mærke, han roder i sit inderste for at finde de rigtige ord frem. Så siger han, tydeligt bevæget:

»Under alle omstændigheder befinder du dig midt i en historie, som er større end dig selv, og som du føler, du ikke kan forråde. Ud fra et rationelt synspunkt er det absurd, at jeg og andre bliver i Palermo. Vi har i grunden gjort vores pligt i alle disse år og har samvittigheden i orden.

Problemet er et andet, og det har rødder i det irrationelle, i det følelsesmæssige, og det handler om..., det handler om, at det er svært at indrømme over for sig selv, at alt dette har været til ingen verdens nytte, alle disse døde, alle disse afsavn, alle disse ulevede liv. I dag lyder det, at Falcone og Borsellino døde forgæves, og mistanken vokser sig hele tiden stærkere i os. At slippe grebet og forlade Palermo nu, ville ske med en smag af fallit i munden, så jeg har bevaret et håb om, at hvis jeg bare bliver ved lidt endnu, er der måske mulighed for en ny begyndelse. Også selv om håbets og illusionernes tid synes at være forbi, måske i virkeligheden fordi den aldrig var begyndt, men det bare var os, der så syner og forvekslede en genfødsel med et helt andet fænomen.

Et siciliansk ordsprog lyder: »En mand skaber en anden mand.« Hvis man trækker al retorikken fra om at tjene staten og arbejde for retfærdigheden, er det måske dette, det hele handler om: At der i Palermo eksisterer en historie om mænd, der dør og dermed skaber andre mænd. De har videregivet en verden af værdier, som ikke kan forrådes. Nogle af os har en forpligtelse over for de mænd. En følelse af loyalitet, der måske er stærkere end fornuften. Og når du har gjort det hele op og et øjeblik ser bort fra fiaskoer og succeser, står du tilbage med den menneskelige-eksistentielle erfaring, som Palermo trods alt bliver ved med at give dig.

For mig har det været en lektion i desillusion, men også en meget vigtig livserfaring. Som at kigge livets realiteter lige ind i øjnene. Flakker dit blik, bliver du forstenet. Men lykkes det dig at holde blikket fast, lærer du, hvad livet handler om, hvad menneskehed er. På den måde tillader Palermo dig at blive et rigtigt menneske, og ligegyldig hvordan denne historie ender for mig, er det et mål i sig selv.«

Der bliver igen stille i stuen, og Scarpinato roder videre. Så presser han de sidste ord ud:

»Og måske fordi jeg ville føle mig til ingen nytte andre steder. Det er jo hér, kampen finder sted, kampen om Italien. Hér er den forreste og mest nøgne frontlinje. Palermo er ikke er ikke et ligegyldigt udsted, men »Italiens femte essens«. Det er hér, man forstår, hvad Italien er gjort af, og hér problemerne kan løses. På den måde ville en afsked med Palermo være som at opgive Italien. Det ville være som at desertere, at opgive det hele. Så på den måde sidder jeg i fælden. Jeg foretrækker at blive besejret af andre i Palermo, frem for at forråde mig selv ved at tage af sted.«

Endnu kan han ikke se frem til sommerferien, men han arbejder hårdt på det. Han har bedt én af sine venner ringe jævnligt og spørge ham, hvor de skal hen.

»Ring til mig hele tiden og spørg, har jeg sagt til ham.«

Og vennen ringer hele tiden. Men Roberto Scarpinato har endnu ingen planer for sommeren.