Fanget i den forkerte krop

På plakaten til forestillingen »Om natten før skoven« ses en Laura Drasbæk med håret strøget tilbage, en smøg mellem læberne og øjne, der misser for røgen.

Det er lykkedes at gøre hendes ellers feminine ansigt til et mere neutralt udtryk, der ligeså godt kunne være en mands. Og det er også nødvendigt, for rollen i den franske dramatiker Bernard-Marie Koltés' kultagtige monolog er i den grad skrevet til en mand.

Men instruktør Søren Lenander og Laura Drasbæk har ikke ændret i teksten. Hun spiller en kvinde, der er fanget i sin egen krop og opbygger en illusion om, at hun er en mand.

»Jeg føler i rollen, at jeg er født i den forkerte krop. Jeg kan ikke føle mig til rette, fordi den ikke ser ud, som jeg gerne vil have, den skal se ud. Kvinden har et stort ønske om at overbevise andre om noget, hun gerne vil være, men i princippet ikke er. Der er tidspunkter i stykket, hvor jeg konkret omtaler mit køn. Jeg taler om min pik. Det gør min figur jo så for at overbevise om, og det er sådan, hun vil have, det skal være,« siger Laura Drasbæk.

Det er første gang i sin karriere, at den 32-årige skuespillerinde er helt alene på scenen. Over en time og et kvarter udspilles dramaet om den desperate hjemløse på randen af selvmord, der har et ekstremt behov for kontakt til andre mennesker, men altid er blevet behandlet som skidt.

Rollen er oprindelig skrevet til en arabisk indvandrer, og hans følelse af at være fremmed går igen i Laura Drasbæks fortolkning af rollen. Hun er bare fremmed for sit køn.

»Det feminine har en blødhed, som opvejer en meget hård tekst, hvor der er meget vrede og mange bandeord og besværgelser. Og i og med at jeg er en kvinde, og oven i købet står dér i noget mandetøj, så er det sørgeligt og skrøbeligt. Hvis en mand skulle spille rollen, var han nødt til at søge hen imod noget skrøbeligt. Det gør jeg også, men jeg kan knalde lidt mere ud på nogle andre punkter, fordi jeg ikke fylder så meget på den scene,« siger hun.

En smuk kvinde i mandetøj kan næsten virke endnu mere kvindelig. Men Laura Drasbæk er godt opmærksom på den æstetiserende effekt, et jakkesæt og en smøg i kæften kan have. Budskabet i forestillingen er noget helt andet.

»Vi kører ikke påæstetikken, for det går hen og bliver kvindelækkert. Det er ligesom Liza Minnelli, og så er vi ovre i noget med, at det stadig er en feminin seksualitet, man kører på. Det er vi gået væk fra. Jeg startede med at ranke ryggen, men det blev lidt for elegant, og det havde en forkert retning i forhold til, at det er et menneske på randen af selvmord. Det sidste skridt inden man ikke kan mere, selvfornedrelse og desperation.«