Fangede man et menneskeuhyre?

Fattiglemmet og horeungen Jens Nielsen blev efter et helt liv som kriminel henrettet i 1892 for brandstiftelse og tyverier. Det skabte stor debat i samtiden, hvor notabiliteter som Georg Brandes blandede sig. Historikeren Poul Duedahl har med sin bog »Ondskabens øjne« om Jens Nielsen ikke alene skabt en dramatisk skæbne­beretning – han stiller også centrale spørgsmål ved vor opfattelse af ondskab.

Vaneforbryderen Jens Nielsen holdt gerne til i storbyernes værste kvarterer blandt drukkenbolte, kriminelle og ludere. Her er et værtshus i 1800-tallets London gengivet i bogen. Fold sammen
Læs mere

Da Jens Nielsen i 1886 blev tiltalt for brandstiftelse og tyverier, skrev New York Times:

»Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre.«

Jens Nielsen havde aldrig dræbt nogen mennesker, og da Højesteret i 1892 nåede frem til, at han alligevel skulle henrettes ved halshugning, var det, fordi samfundet gerne så dette »menneskeuhyre« elimineret til skræk og advarsel. Historikeren Poul Duedahl har støvsuget arkiverne for at sammenstykke Jens Nielsens livshistorie og fortælle os om 1800-tallets mørke sider.

Jens Nielsen fotograferet af Odense politi, hvor han beskrives som lille af vækst, middel af bygning, blondt hår, grå øjne. Hans jakke, vest og halsklud havde han stjålet. Fold sammen
Læs mere

Jens fik ikke en let start på livet. Hans far, der kom fra Holbæk-området, blev fængslet som fåretyv og var i øvrigt ikke en af egnens bedste børn. Fåretyven var ikke engang hans rigtige far, så Jens var en horeunge, der voksede op i fattigdom og med forældre i evindelig strid. Som syvårig kom han ud at tjene hos en bonde, men alt gik galt, og han forsøgte sig med tyverier og var snart berygtet i hele omegnen.

Vi kan følge alle detaljer i denne opvækst, fordi de oprindelige politi- og retsarkivalier er anvendt i bogen, men også fordi man i 1989 fandt Jens Nielsens selvbiografiske manuskript. Poul Duedahl bruger fint materialet til en nærgående skildring af Jens og »det voldelige århundrede«, som Duedahl benævner 1800-tallets Danmark. Her var vold en del af dagliglivet, og manglen på empati for de nederste i samfundet var et gennemgående træk.

Jens Nielsen fotograferet dagen efter sin konfirmation. Da var han allerede på opdragelsesanstalt, hvor han blev pryglet og bagbundet. Fold sammen
Læs mere

Politiet fik fat i Jens, og han røg ind og ud af opdragelsesanstalter. Et af bogens scoop er, at Nordisk Films stifter, Ole Olsen, en kort tid var på opdragelsesanstalten Landerupgaard og dér mødte Jens Nielsen. I Ole Olsens selvbiografi er der en beskrivelse af den behandling, som den fattige Jens fik på anstalten. Ole Olsen skulle give Jens mad, og da han så ham, kunne han ikke lade være med at græde, for Jens var blevet gennempryglet og bagbundet og kunne dårligt stå på sine ben.

Blev sendt til Canada

Da Jens var omkring 14 år gammel, blev han sat fri og rejste til København. Her havnede han selvfølgelig snart i den mørkeste del af storbyen, hvor tyve, ludere og voldsmænd huserede. Til sidst blev han taget for tyveri og røg tilbage til Landerupgaard, som han fyldt af hævnfølelse forsøgte at brænde af.

Derefter gik turen til Vridsløse Statsfængsel, hvor han først slap ud som 18-årig i 1880. Man får på dette tidspunkt et indtryk af en allerede forhærdet sjæl, der uden hensyn til andre mennesker stjal og fandt en vis fryd og hævn ved at provokere ordensmagten.

En måde at skaffe sig af med den slags folk var at sende dem til udlandet. Jens blev sammen med andre drenge fra opdragelsesanstalten sendt til Québec i Canada. Her tager fortællingen om Jens Nielsen rigtig fart, for det er lykkedes Poul Duedahl at finde utroligt spændende materiale om Jens’ liv i udlandet.

Han forsøgte sig som arbejder i Montreal-området, men opgav og kastede sig i stedet over tyverier og anden svindel. Derfra gik turen til New York og så med skib til Antwerpen i Belgien. Her muntrede han sig med pigerne i det berømte luderkvarter og havnede snart i et belgisk fængsel. Derefter blev han smidt ud af Belgien og endte i London.

Også her fandt Jens snart frem til det værste slumområde med løse piger og kriminelle. Han fik den idiotiske idé at stikke ild på et af pakhusene i havneområdet for i ly af ilden at stjæle. Ilden bredte sig hurtigt og var ved at brænde hele havneområdet af, og i datidens aviser har Poul Duedahl fundet omtale af den alvorlige brand. Politiet konkluderede, at en gerningsmand havde antændt kæmpebranden, men de fandt ikke frem til Jens, der selvfølgelig snart røg bag tremmer igen – denne gang i det berygtede Newgate Prison, malerisk beskrevet af Charles Dickens i 1830erne. Her tilbragte Jens et år med hårdt straffearbejde for tyveri.

Fra London gik det med skib til Helsinki og derfra til Stockholm. Undervejs stjal og horede Jens, men politiet fik fat i ham, og så blev han også udvist af Sverige og havnede derpå i København.

Mærkværdig modsætning

Man får fornemmelsen af, at Jens Nielsen var et amoralsk menneske, der ikke tog hensyn til andre mennesker. Uddrag af hans selvbiografi bekræfter til dels det billede, men over for sin mor og sin søster følte han stor kærlighed, og han både skrev til dem og besøgte dem. Jens’ mor håbede til det sidste, at han ville slå ind på en ærlig levevej, men sådan skulle det ikke gå.

Jens Nielsens forbrydelser bar efterhånden præg af stadig større ligegyldighed over for, hvorvidt hans kriminalitet forvoldte skader på andre mennesker.

I Valby satte han ild til en række gårde for at stjæle fra beboerne, og de farlige brande kunne let have resulteret i lemlæstelse og død. Jens havde en plan om at samle penge sammen, så han atter kunne rejse ud af landet. Imidlertid blev han fanget, indsat i arresten på Blegdamsvej og anklaget for brandstiftelse.

Efterhånden samlede politiet mere og mere materiale og inddrog endog brandstiftelsen i London. Det vakte sensation, og aviser i både USA, England og Australien skrev om den farlige danske forbryder.

Nu begyndte retssagen, hvor Jens stod anklaget for 13 tilfælde af brandstiftelse og tyverier. I 1884 faldt dommen, der lød på tugthusarbejde på livstid. Da var Jens kun 21 år gammel. Han ankede sagen til Landsretten, og mens han sad i fængsel, nedskrev han sine erindringer:

»Jeg har ofte selv og må endnu dag for dag erfare, hvor sørgeligt det er at sidde fængslet, og netop fordi jeg selv så rigeligt har erfaret, hvad det giver så at sige helt at give sig hen til Djævlen, har jeg her opskrevet hele mit levnedsforløb.«

Poul Duedahl gør opmærksom på, at manuskriptet er præget af en mærkværdig modsætning, for erindringerne var skrevet til en offentlighed for at vise en angrende synder, men i virkeligheden hadede Jens Nielsen anger og moralske skrupler og ville meget hellere have skrevet en saftig bog om sine »bedrifter«. Men bogen var skrevet med salg for øje, og han havde tænkt sig at give pengene til sin søster, så derfor gav han rollen som angrende synder og dæmpede skildring­en af sit had til myndighederne.

TV: Var Jens Nielsen et menneskeuhyre?

 

Ond – eller et offer?

Fra 1884 var Jens bag tremmer i Horsens Tugthus. Fængslet var Danmarks mest berygtede, og han var konstant under overvågning, men alligevel lykkedes det ham at overfalde en betjent. I Horsens Købstads Ekstraret blev Jens Nielsen nu dødsdømt, selv om han aldrig havde slået nogen ihjel. Dommeren brugte en sjælden bestemmelse om mordforsøg på ansatte i straffeanstalter.

Ifølge Duedahl var der tale om en fejldom. Betjenten havde aldrig været i livsfare, så der var ikke tale om mordforsøg, og straffe­bestemmelsen gjaldt i øvrigt kun for Christianshavns Straffeanstalt. Men Højesteret stadfæstede dødsstraffen, hvilket Duedahl ser som et udtryk myndighedernes behov for at sætte et afskrækkende eksempel – og her var Jens et oplagt offer. Men kong Christian IX ændrede dommen til tugthusarbejde på livstid. Jens besluttede derefter at overfalde betjente, indtil han fik sin dødsstraf, og efter endnu et overfald på en betjent fik han i 1892 omsider sin dom.

Dommen og Jens’ skæbne blev debatteret i offentligheden, og blandt andre Georg Brandes blandede sig i diskussionen om, hvorvidt ikke tiden var løbet fra dødsstraffen. I samtiden debatterede man, som man også gør nu, om Jens’ triste skæbne skyldtes hans ulykkelige barndom og ungdom og den måde, han var blevet behandlet på i opdragelsesanstalterne, eller om han var et ondt menneske, som fortjente sin straf.

Brandes skrev: »Var han ikke straks bleven anbragt på tvangsanstalter, men havde han haft arbejde i frihed, var han vel bleven en anden.«

Men kongen skrev dødsdommen under, og Jens Nielsen blev halshugget.

Poul Duedahl har tidligere været nede i politiets og retternes arkiver for at fortælle 1800-tallets historie, for disse arkivalier giver os en enestående mulighed for at berette om samfundets sociale forhold og moralske holdninger.

Det var, hvad historikeren Ulrik Langen gjorde med sin bog »Tyven« om Niels Heidenreich, der stjal Guldhornene, og Poul Duedahls bog om Jens Nielsen er ligeledes et ambitiøst værk om samfundets skyggesider og moralske kridtstreger i 1800-tallet. Poul Duedahls bog kombinerer et bredt kildemateriale med stor indsigt i 1800-tallets historie. Den kan varmt anbefales.

Hvad: Ondskabens øjne af Poul Duedahl

Sider: 366 sider.

Forlag: Gads Forlag.

Pris: 300 kr.