Fanden fløjteme god

Bent Haller har skrevet en meget vidunderlig roman om og for livets små og store sinker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Sinkeklassen« har Bent Haller kaldt sin roman, og hånden på både den politiske og pædagogiske korrekthed: Må han vel det? Det er jo diskriminerende!

På den anden side: Sådan hed altså de dumme - de alternativt begavede - børn, der gik i skole i efterkrigsårene. Krigen spøger stadig i baggrunden, stedet er Bent Hallers foretrukne - Bangsbostrand ved Frederikshavn - og romanen består af en stak skrøner om en flok mestendels fattige snotdrenge, som slet ikke - naturligvis ikke - er så tossede endda.

Der er Børge V. Pedersen, romanens jeg-fortæller, der måske nok har svært ved at løse gåden om, hvad to plus femogtyve er. Til gengæld passer han godt og kærligt på klassens store dummernik,Gakhode, med det monstrøse hoved: »...da faren så sin søn første gang, gik han simpelthen sin vej og kom aldrig mere tilbage.«

Der er Kurt, der blot sidder og kigger ind i væggen og siger ingenting. En dag forkynder han i klassen: »...jeg ved ikke, hvorfor jeg absolut skal svare på spørgsmål, eller hvorfor det skulle være nødvendigt at spørge, jeg ved ingenting, jeg vil ingenting vide.« Herefter lægger klasselærer Frandsen sig syg.

Og der er alle de andre: Tvillingerne Poul og Per, hvoraf den første er mongol og den anden fungerer som broderens hoved. Der er barnespøgelset - den usynlige sidekammerat. Der er jødedrengen, der må skjule sit talent for at tegne. Og der er i det hele taget den ene skønne anekdote efter den anden. Alle sammen små historier - hylende morsomme eller bare rørende - der samler sig til et portræt af en skoletid og af en i sandhed flok originaler, der gemmer på hver sin lille hemmelighed.

Bogen er sine steder hæftet forkert sammen, således at der efter side 48 kommer siderne 65-80, hvorefter der så følger 49-64. Men det er måske en intelligensprøve for læseren?

Ellers er der bare tilbage at række hånden i vejret og bede om mere. Romanen egner sig perfekt til højtlæsning for både små og store sinker. Eller romanen er, for nu at sige det med Børge V. Pedersens yndlingsord:

Fanden fløjteme bare så skide god!