Familiefilmens frikadellefars

Kvaliteten er ofte dårlig, og familiebilledet er altmodisch i de serier af familiefilm, der proppes ned i halsen på børn og voksne, lyder kritikken. Men hvorfor er filmene så fastlåste i mangel på ambitioner?

Den nye Krumme familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Petit
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kalder dem »familiefilm«, hvis man er en venlig sjæl, og »romertalsfilm«, hvis man er ond i sulet. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er der ikke ændret meget på koncepterne, siden den første »Far til Fire«-film fra 1953. Siden da er der i fire omgange lavet 17 film i dén serie, hvor vi mangler at se den seneste i biograferne. Filmene om »Min søsters børn« følger godt efter med ti film i tre omgange. Og torsdag havde den femte film om »Krummerne« premiere.Filmanmelderne er generelt meget forbeholdne, når der kommer en ny film i en af de ovennævnte serier, og én ting er i al fald sikkert, det er ikke fornyelsen, der præger dem.

Som Berlingskes anmelder Louise Kidde Sauntved skrev i gårsdagens anmeldelse af den nye »Krummerne«-film:

»'Krummerne – alt på spil' er godmodig familiekomik i det lune hjørne, hvor sammenholdet er i højsædet og intet for alvor – titlen til trods – synes at være på spil.«

Hun kvitterede dog med fire stjerner ud af seks, hvilket må siges at være godt skuldret. Familiefilmene er ofte nede og rode i to-tre-stjerners laget, men det betyder egentlig ikke så meget, for der sælges næsten per refleks flere hundrede tusinder af billetter til børnefamilier, der gerne vil i biografen – uanset hvad anmelderne mener.

Ulrich Breuning er ekspert i familiefilm og tidligere filmkonsulent i årene fra 1977 til 1983, hvor der blev lavet en stribe originale børnefilm, der ikke blev til serier. Sidst han så en familiefilm var »Far til Fire til søs« for to år siden. Breuning var målløs over, hvor tynd historien var.

»Først troede jeg, at »Min søsters børn« afløste »Far til fire«, der så blev afløst af »Krummerne«, og at der på et tidspunkt ville komme noget helt nyt. At serierne hver især ville dø på det tidspunkt. Men sådan forholder det sig åbenbart ikke. Der kommer blot mere og mere af det samme, og de genstartes i det uendelige. Jeg forstår simpelthen ikke, at ingen prøver at dekonstruere de kendte universer og bygge dem op igen på en ny måde. Det ville være et frisk pust,« siger Ulrich Breuning.

Som helt ung filmkonsulent følte han sig sat på Jorden for at bekæmpe familiefilm som »Far til fire«, men det var sværere end ventet. Han henviser til de to hovedspor i danske børne- og familiefilm. »Motorvejen« med familiefilmserierne og den smallere sti, hvor man forsøger at fortælle børnepublikummet noget væsentligt.

»Filmene på motorvejen har en genkendelsesfaktor, der er svær at hamle op med, og det undrer mig, for jeg er målløs over, at barren ikke er hævet bare en smule gennem årene. Der er for så vidt ikke noget i vejen med en morsom og vellavet komedie for hele familien, men den kategori tilhører romertalsfilmene ikke,« mener Ulrich Breuning, som engang foreslog en enlig mor at tage i biografen for at se en ny polsk børnefilm med sit barn. Moren spurgte, hvad den handlede om, og Breuning måtte medgive, at der i filmen var en mor, der svigtede sit barn ret så meget, og så fik han følgende svar: »Nej tak, den slags har vi så rigeligt af i hverdagen«.

Men er der overhovedet ikke formildende omstændigheder? Har de gamle »Far til fire«-film for eksempel fået bare en lille smule værdi gennem tiden?

»Det er et uhyre interessant spørgsmål. Lad mig formulere det sådan, at hvis den første »Far til fire« ser ud til at have en smule kvalitet i dag – om ikke andet som historisk vidnesbyrd – kan det kun være fordi, at instruktøren Alice O’Fredericks havde en hjertets renhed, der bærer et stykke. Hun troede rent faktisk på, at verden burde være sådan, som hun skildrede den i filmene. Og den tilgang står i skarp kontrast til nu, hvor familiefilmene er ren kalkule og spekulation,« siger Ulrich Breuning, der sammenligner de ældste familiefilm med de første filmatiseringer af Morten Korch-historier, hvor Poul Reichhardt og Tove Mäes gik til den med en alvor og deklamationslyst, som var det Shakespeare.

Vil de danske børnefamilier simpelthen for enhver pris have den bløde sikre filmsoftice, når de går i biografen? Ja, mener Christa Lykke Christensen, der er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

»Når man går i biografen med børnene, skal filmen passe til flere forskellige aldre, og filmen skal måske endda også passe ind i en halvdagstur i storcentret, hvor du spiser på McDonald’s. Filmen bliver en del af en særlig familiebegivenhed, som helst skal være så harmonisk som muligt. Man vil ikke udsætte sig for noget uforudsigeligt, og man ved hvad man får i romertalsfilmene. Familien vil hygge sig, og der er ikke noget, som må udfordre idyllen. Stemningen af familieudflugt må ikke bringes i fare«, siger Christa Lykke Christensen og fortsætter:

»Filmoplevelsen kommer til at ligge på linje med en tur i vandland. Det bliver til det, som jeg vil kalde en »udskiftelig oplevelse« på linje med ethvert andet forbrug som for eksempel mødet med en tilfældig klovn, der optræder i et butikscenter. Der findes mange type af film til børn, men det triste og det alvorlige bliver valgt fra, fordi forældrene er bekymrede på deres børns vegne. Kan de nu klare det? Man må jo sige, at forældregenerationerne i øjeblikket generelt er meget bekymrede.«

Også Christa Lykke Christensen er overrasket over, hvor »gumpetung« udviklingen har været på dette område, så det er naturligt at spørge, om det mon nogensinde stopper?

»Ikke så længe filmindustrien oplever, at folk går ind og ser disse film. I det øjeblik folk holder op, og et par af filmene ikke tjener sig hjem, stopper de af sig selv. Der kan dog godt gå en del år, for der kommer hele tiden nye børn til, og forældrene har svært ved at blive deres nostalgi for den her slags film kvit,« siger Christa Lykke Christensen.

Hun mener samtidig, at der er et strukturelt problem i filmbranchen, hvor familiefilmene nærmest automatisk får offentlig støtte og samtidig har store markedsføringsbudgetter.

»Med de mange penge, der bruges på reklamer, er det svært at undgå familiefilmserierne, med mindre man er en meget bevidst forbruger eller filmfan.«