Malia hvem?
Den nu 25-årige filminstruktør Malia Obama, der er datter af USAs tidligere præsident Barack Obama, har smidt efternavnet.
Nu fortsætter hun sit arbejde med sit mellemnavn og præsenterer sig derfor som Malia Ann.
Det skriver flere medier som The Independent, Daily Mail og NBC.
Malia Ann har netop haft sin debut på Sundance Film Festival med kortfilmen »The Heart«, som hun både har skrevet og instrueret.
Det var netop i den forbindelse, at hun første gang i sit professionelle virke droppede sit kendte familieefternavn – i hvert fald udadtil.
Filmen handler om det forhold, en voksen mand har til sin mor, og det testamente, hun efterlader sig, da hun dør.
Det er dog ikke filmens tema, de internationale aviser hæfter sig ved.
Vil undgå nepo-baby-stigma
Daily Mail bemærker, at instruktørens navneskift sker for at bryde ud af det såkaldte nepo-baby-stigma, altså kort for »nepotismebaby«.
Begrebet vandt for alvor frem for et par år siden og bliver brugt til at beskrive børn af berømtheder, der kommer lidt for nemt frem i karrieren.
Noget, som Malia Ann Obama er blevet beskrevet som af flere brugere på det sociale medie Letterboxd, der centrerer sig om film.
The Independent har hevet to kommentarer ud:
»At kalde dig selv Malia Ann vil ikke afværge nogen nepo-baby-kritik, frøken tidligere førstedatter,« er der en, der har skrevet.
»Jeg ville ønske, at denne (kortfilmen, red.) var god nok til ikke bare at være en film, der er instrueret af et af Obamas børn,« skrev en anden.
Andre hæfter sig ved filmens visuelle udførelse, og ifølge The Independent får den i snit tre stjerner på den sociale platform.
Skuespiller forsvarer navneskift
Den amerikanske skuespiller Whoopi Goldberg har efter festivalen forsvaret Malia Ann Obamas beslutning om at skrotte det kendte efternavn.
»Hun ved, hun er en Obama, hvorfor går I op i det?« spurgte hun i tv-programmet »The View«, som flere medier fortæller – blandt andet The Daily Mail og The Independent.
»Hvis hun vil kalde sig selv Jeanette McDonald, har hun ret til det. Hvis jeg kan være Whoopi Goldberg, kan hun være, hvem hun end vil,« sagde skuespilleren.
Whoopi Goldbergs rigtige navn er Caryn Elaine Johnson.
Tidligt i sin karriere besluttede hun sig dog for at opkalde sig selv efter en pruttepude, fortalte hun i 1997 til mediet Playbill.
Nepo-baby-begrebet er særligt blevet et kendt begreb i den amerikanske filmbranche.




