Familie deler brev til pressen efter britisk TV-stjernes død

TV-stjernes død i England har affødt debat om tabloidpressens etik og moral. Nu deler familien et brev til pressen, som Caroline Flack skrev et par uger før sin død.

Familien til den britiske TV-vært Caroline Flack har delt et brev, hvor hun skriver om sin oplevelse af pressens behandling. Arkivfoto: Suzanne Plunkett/REUTERS/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Familien til den britiske TV-stjerne Caroline Flack, der tog sit eget liv, har nu delt en besked til pressen, som Caroline Flack skrev kort før sin død. Dengang skrev Caroline Flack beskeden med henblik på at dele den på sin Instagram-profil. Men brevet blev aldrig offentliggjort, og nu har TV-stjernens familie delt brevet med den lokale avis »Eastern Daily Press«.

I beskeden skriver Flack om, hvad der skete den nat i december, hvor hun blev anholdt for vold mod sin kæreste, og så kritiserer hun tabloidpressen for at gå for tæt på hendes privatliv. Her skriver hun, at hendes blod bogstaveligt talt er blevet solgt til pressen, at hun har mistet alt og er ked af det, og at hendes venner og familie er blevet påvirket af sagen.

Ifølge The Guardian skriver hun blandt andet følgende, oversat til dansk:

»Sandheden er blevet taget ud af mine hænder og brugt som underholdning. Jeg kan ikke tilbringe hver dag i skjul med besked om ikke at kunne tale eller snakke med nogen.«

Caroline Flack blev lørdag fundet død i sin lejlighed i London, og historien har efterfølgende skabt en kritisk debat om især den engelske tabloidpresses interesse for hendes privatliv. Blandt andet har politikere åbnet for, at både sociale medier og den traditionelle presse skal reguleres mere, så man i højere grad griber ind over for nedgørende indhold, skriver The Guardian.

Medierne kom for tæt på

40-årige Caroline Flack var i offentligheden kendt for sin værtsrolle i realityprogrammet »Love Island«. Derudover fulgte folk med i hendes liv på Instagram. Hun begik selvmord efter en turbulent tid, hvor hendes ansigt gennem flere måneder havde prydet forsiden af britiske tabloidaviser. Forholdet til hendes kæreste og en voldssag har været udpenslet i spalte efter spalte, og selvom kæresten ikke ønskede at rejse sag, anlagde anklagemyndigheden alligevel sag efter at have set beviserne i avisen.

Caroline Flack var tiltalt for vold mod sin kæreste, da hun under et skænderi skulle have slået ham med en lampe, skriver det britiske medie The Sun. Det fik store konsekvenser, da hun mistede sit arbejde, sit hjem og af juridiske årsager ikke måtte kommentere på sagen i aviserne. Især aviserne »The Sun« og »Daily Mail« kom helt tæt på, for historierne om Caroline Flack trak mange læsere. Blandt andet kunne man i The Sun se billeder fra Caroline Flacks soveværelse af blodpletter på hendes seng.

Caroline Flack er den tredje deltager med forbindelse til programmet »Love Island«, der har begået selvmord. Tidligere har to andre deltagere fra programmet taget deres eget liv. Det har fået omkring 750.000 briter til at støtte et forslag til en lov, der skal forbyde »at medierne bevidst og ubarmhjertigt mobber en person til et punkt, der driver dem til at tage deres eget liv.«