Famile tager tid

Sarah Skarum. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

For nogle uger siden sad jeg i mine forældres hus. Vi er fem søskende, så det er indrettet, så der er plads til mange og især til, at de kan gøre forskellige ting.

Døren kan lukkes til fjernsynsrummet, så alle ikke behøver at høre en tegnefilm med skingre stemmer. Dér sad jeg og min steddatter og min mellemste brors kæreste. Vi så »Poirot«. Min svigerinde, som hun jo er, og jeg strikkede sokker, og min steddatter var gået i gang med endnu et bamsetørklæde, der nok ikke bliver færdigt, og måtte af og til have hjælp med masker, der var hoppet af pinden. I stuen sad min mellemste og mindste bror og min mand og spillede brætspil under PH-lampen.

Jeg er ikke vild med brætspil, kun med Bezzerwizzer og det er mest, fordi jeg ret tit vinder det, og det har undret mig, at jeg har fundet en mand, der elsker brætspil, computerspil, fantasybøger og science-fiction – genrer, jeg inderligt afskyr. Indtil det gik op for mig, at lige præcis de genrer er dem, mine brødre dyrker og er store fans af. Jeg har fundet en mand, som ligner de mænd, jeg allerede elskede.

Så da jeg gik forbi dem for at hente mere te, hørte dem grine og så tre hoveder, hvis form jeg kender så godt, tæt sammen over spillepladen, følte jeg mig et kort øjeblik nærmest lykkelig.

Tænk, at de mennesker, man elsker allerhøjest, kan lide hinanden så godt. Tænk, at vi har det så sjovt og så hyggeligt med hinanden. Tænk, at vi kan sidde der i små grupper og gøre det, vi allerbedst kan lide, og snakke sammen og slappe af og bare være os selv. Tænk, at de mennesker, der er blevet en del af min familie, fordi en enkelt af os har forelsket os, passer så fint ind og nu også er familie.

For det er det, der sker. Vores store familie bliver større. Min steddatter mangler, når hun ikke er med derovre. Værelset, hun sover i, er underligt tomt. Min søsters kæreste hører til i flokken om bordet, og jeg glædede mig sådan til at høre, hvordan min anden svigerinde, som har kæmpet med tung stress, havde det. Bedre, heldigvis.

For nok er familie noget, man er og ikke kan undslippe; det er blod og at ligne hinanden, og som min søster og jeg ofte og simultant at have lyst til at spise den samme mad og elske de samme bøger (selvom hun ikke er vild med »Middlemarch« og kikærter, og begge dele undrer mig). Men jo ældre jeg bliver, og jo flere mennesker, der støder til vores familie, jo mere går det op for mig, at familie også er noget, man bliver, langsomt og over tid. Familie er tusinde timer sammen, små historier, man har fortalt mange gange, minder, hukommelse – og familie er lige så meget tid sammen, fortid, som den er blod og genetik.

Familie er at vide, at man er god nok, som den man er, samtidig med at man altid er parat til at blive drillet, både med det man gør i dag, og det man gjorde for 25 år siden. Familie er min steddatter, der fortæller historien om, hvordan min bror så ud, da han klippede sig skaldet, selv om det skete, før hun blev født, min mor, der griner af det, og min bror, der ser lidt træt ud. Familie er noget, man bliver over tid.