Fallulah og de sorte katte

Hun er blevet udråbt til Danmarks nye indie-prinsesse. 25-årige Fallulah har sunget sig ind i de ellers ofte forstenede anmelderhjerter med sine folklore-agtige popnumre og personlige tekster om en tilværelse uden for fællesskabet. På torsdag spiller hun på Vega.

Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debutalbummet »The black cat neighbourhood« ramte gaden 8. februar og fik anmelderne til at falde fladt på halen.

Danske Fallulah, som til dagligt lystrer det borgerlige navn Maria Apetri, imponerer. Lad os slå det fast med det samme. Men den 25-årige sanger og komponist har også øvet sig i lang tid. Som femårig begyndte hun at masseproducere digte og småhistorier. Og da hun var elleve, kom der toner på den første sang.

»Den hed »Never ending search« og handlede om grådighed. Jeg var meget weltschmerz-agtig på det tidspunkt og syntes, at de ting, jeg så i nyhederne var forfærdelige. Det er måske lidt underligt, at jeg tog fat på sådan et stort emne, når jeg var så ung. Men på det tidspunkt havde jeg ikke rigtig fundet ud af, at man også kunne skrive om de personlige følelser, som var indeni mig.«

Følelser om at føle sig anderledes og udenfor, hvilket titlen på debutalbummet er er en hentydning til.

»The black cat neighbourhood er betegnelsen for et miljø, som er indspist og indelukket. Hvor man kun kan være med, hvis man ligner, snakker og opfører sig som de andre,« siger Fallulah.
 
Men hun er ikke som de andre. Fallulah sidder på den anden side af bordet på Ricco’s Kaffebar i Pisserenden i Indre By og ligner en smuk sigøjnerkvinde i en blodrød pufærmeskjorte med bombastiske guldsmykker om halsen og spænder i det lange, mørke hår.

Hun ligner ikke den gennemsnitlige unge danske kvinde, og hendes opvækst var også alt andet end ordinær.

Som datter af en ung dansk mor og en meget ældre rumænsk far kom hun til verden i 1985 og boede med sin familie i Tårnby på Amager.Faren var koreograf i balkandans og moren dansede i hans forestillinger.

»Det var en meget hektisk opvækst. Mine forældre arrangerede en masse danseture til Rumænien, Bulgarien, Ungarn og Makedonien, hvor vi optrådte på dansefestivaler og udvekslede med andre dansegrupper, som så kom til Danmark bagefter,« siger Fallulah om den spraglede verden, hun voksede op i. Et cirkusliv, som hun ikke altid følte sig godt tilpas i.

»Der var mange morgener, hvor jeg stod op til synet af fem fremmede rumænere, der lå og sov i stuen. Og jeg syntes sgu ikke, det var så sjovt dengang. Nu, når jeg ser tilbage på det, er det da morsomt at have prøvet noget, der var så anderledes. Men jeg tror nok, at jeg dengang bare gerne ville være lidt mere ligesom alle de andre.«
 
Men da chancen for at gå i ét med det menneskelige provinstapet bød sig, var det alligevel ikke så spændende. Som niårig mistede Fallulah sin far og flyttede to år senere med sin mor og storebror fra det gaderå Amager til det landlige Jyderup. Her blev hun introduceret til en verden med borgerlige sengetider og strømlinethed.

»Det var en kæmpe omvæltning for mig at flytte på landet, fordi jeg skilte mig rigtig meget ud. Jeg passede ikke ind. Og jeg havde pludselig heller ikke lyst til at være som de andre,« siger Fallulah.

»Alle de andre piger på min alder gik til håndbold, mens jeg gik til dans. Og folk i byen brød sig ikke om, at jeg var anderledes. Det skal man helst ikke være i et lille samfund. Jeg har også oplevet problemet i forbindelse med musikken, hvor det har været svært at få en fod inden for døren i branchen, fordi jeg laver noget, der lyder så anderledes«, siger hun.

»Men man kan vende det til sin egen fordel.« Og det har Fallulah gjort. Med en lyd, ingen rigtig har hørt før, og inden for en genre så udefinerbar, at hun end ikke selv aner, hvad den kaldes.

»Men jeg vil da meget gerne, som det er tilfældet, kaldes det nye indie-håb. Det er til gengæld også helt okay, hvis folk kalder mig det nye pop-håb. Jeg har hørt mange forskellige genrebetegnelser for min musik, og jeg synes kun, det er fedt, at folk er så meget i tvivl om, hvad det egentlig er. Jeg laver rocket og dansabel folk-music. Tror jeg nok,« siger hun og griner.
 
Hvad det end er, så virker det i hvert fald. For det fik Sony Music til at ringe til Fallulah i sommeren 2009 med beskeden om, at hun ikke måtte love sig væk til andre. De ville signe hende! En besked, der kom bag på mange omkring hende. For trods hundredvis af sangtekster i bagagen og drømmen om det store gennembrud i hjertet, havde hun ikke delt sine tanker med mange.

»Alle troede, at der var lagt i ovnen til den store dansekarriere, fordi jeg som 21-årig var taget til New York og gik på Broadway Dance Center, hvor jeg var rimelig seriøs om dansen. Jeg havde jo danset, siden jeg kunne gå. Og i årevis havde jeg kun sunget for mig selv på mit værelse. Det var for eksempel heller ikke mig, der havde solistrollerne til gymnasiets årlige musicals. Jeg turde simpelthen ikke kaste mig ud i det. Men i USA fandt jeg ud af, at jeg var nødt til at prøve at satse alt på musikken. Fordi det eneste, der holdt mig tilbage, var min egen frygt for at fejle. Og hvor ville det være ærgerligt at ende som en bitter gammel kvinde, som fortryder, at hun aldrig satsede.«

Det var med dirrende hånd og stemme, at Fallulah vendte hjem til København. Her ventede de første live-optrædener sammen med frygten for at ende som en fiasko. Efter en intimkoncert på spillestedet Dunkel, hvor sætlisten kun talte tre numre og salen en halv snes af hendes nærmeste venner, stod hun på plakaten i Huset i Magstræde. Den første rigtige koncert.

»Jeg var skrækkelig nervøs og var ved at bryde hulkende sammen under hele koncerten. Jeg syntes, at det var det mest forfærdelige, jeg nogensinde havde udsat mig selv for og kunne slet ikke forstå, at jeg havde meldt mig frivilligt. Det var rendyrket sceneskræk - jeg fik bare så meget præstationsangst,« mindes Fallulah.

Dagen før havde hun øvet med sit nyerhvervede band hjemme i stuen, og nu stod hun pludselig i spotlyset på en scene i et hus fyldt med forventningsfulde fremmede, som skulle vurdere hende.     
»Det var alt for meget for mig,« griner hun.

»Bagefter havde jeg en følelse af at være en kæmpe falliterklæring og var sikker på, at alle syntes, jeg var elendig. Men heldigvis havde en af mine venner filmet koncerten, og da jeg så optagelsen, det gik op for mig, at man faktisk hverken kan se eller høre på mig, når jeg er nervøs. Jeg vidste jo også inderst inde, det bare var noget, jeg skulle komme mig over. Det er en irrationel frygt, man har, og alt bliver bare forstørret og blæst op til noget, det ikke er. Og hvad er det værste, der kan ske? Det er, at der er nogen, som synes, at jeg ikke rammer tonerne rent, eller at mine numre ikke er melodiske. Det kan jeg jo ikke tage mig af.«


Hun så bestemt også både rutineret og selvsikker ud, da hun 10. februar optrådte med singlen »I lay my head« i live-programmet Go’morgen Danmark på TV 2. De indledende kampe er vundet.

Hun har modtaget en stor buket langstilkede anmelderroser, og spillestedet hedder nu Store Vega. Det går vist meget godt. Der var jo slet ikke noget at være så bange for.

»Nej, åbenbart ikke. Men når man udskyder det, man egentlig virkelig gerne vil, tror jeg, det handler om, at hvis det ikke lykkes – hvad så? Så er den drøm jo væk. Hvad skal man så? Det er faktisk ret skræmmende at forsøge at realisere sig selv, fordi det ville have været et kæmpe tab, hvis jeg havde fejlet.«

Hvad: Fallulah
Hvor: Store Vega, Enghavej 40, Kbh. V
Hvornår: Tor. 11. marts
Hvordan: Billetter via Billetlugen

Læs mere om koncerten.