Fænomenale »House of Cards« er Shakespeare på steroider

I »House of Cards« sæson 4 kommer vi helt ind under huden på magten i dens mest nøgne og rå form.

Frank Underwood fra House of Cards. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARLO ALLEGRI

ADVARSEL: Denne anmeldelse afslører enkelte dele af indholdet

Det er Shakespeare på steroider, en tidløs pendulering mellem had og kærlighed, her i fjerde sæson af House of Cards, der har USAs 2016-præsidentvalgkampagne som bagtæppe - plus en energikrise, der starter et vælgeroprør.

Her kommer præsident Frank Underwood - spillet af Kevin Spacey, der kan sin Shakespeare til fingerspidserne - på alle måder til at kæmpe for sit liv, men som i de tidligere sæsoner af serien, er tingene slet ikke, hvad de giver sig ud for at være. Den del er som taget ud af Machiavellis »Fyrsten«, der er en manual i at fastholde magten. Principper reduceret til spil.

At det er spil, ikke ædle idealer, ved vi fra tidligere sæsoner. Vi bliver medvidere, når Frank taler direkte til os seere og fortæller, hvad de pæne ord, han leverer i situationen, egentlig skal dække over af intriger. Denne gang dukker dette stærke fortællemæssige greb - i scenekunsten også kaldet den fjerde væg  - dog først op i anden episode, så det virker, som om kampagnens frenetiske travlhed har fået Frank Underwood til at glemme os. Det har han dog ikke. Vi er fortsat med, vi er medvidere og måske endda medskyldige.

Den underliggende ideologi er indlysende, at politik er et amoralsk foretagende. Det ses ved, at de idealistiske skikkelser må gå under eller køres ud på sidespor, som den sympatiske, godtroende vicepræsident Blythe (Reed Birney). Politik som rent troldspejl er selvsagt et vrangbillede, idealer og idealitet eksisterer, men serien potenserer og sammentrænger den rå magt i kunstens form.

Claire (Robin Wright) har reelt forladt Frank. Det er sket ovenpå tredje sæsons drama med den russiske præsident Petrov  (Lars Mikkelsen er uhyggelig god i den rolle).  Petrov kommer i øvrigt på banen igen, og har serien en morale, er det nærmest den, at nok er der i USA rå magt, men demokrati og medier lægger alligevel begrænsninger på slyngler som Frank.

Præsidenten forsøger at få det sammenbrudte ægteskab camoufleret for offentligheden, det er en ren opvisning i spindokteri. Sandheden pibler alligevel frem, drypvis, og intrigerne ser vi på klos hold. Claire orkestrerer dem. Mod Frank. Men hvorfor? Claire og Franks ægteskab har længe været en magtmaskine med plads til dem begge. Dramaturgisk har serien nu i et par sæsoner vist, hvad der sker når den ligevægt forsvinder. Claire vil genoprette balancen, hun accepterer ikke underkastelse. Han kræver den. Ubetinget.

Hun vil vælges til Kongressen i sin hjemstat, Texas. En platform i egen ret. Han vil have  hende, den populære  i tandemen, til at være livlinen, så han kan blive opstillet som Demokraternes præsidentkandidat - og vinde valget (hans kandidatur kan følges her).

I afmagt og på grundlag af en egen twistet kærlighed saboterer de to derfor hinanden.  Hver med deres hjælpere. Frank har f.eks. stabschefen, Doug Stamper (mesterligt spillet af Michael Kelly), der, helt bogstaveligt, ved, hvor alle Franks lig er begravet, og hvis lavmælte facon er ganske uhyggelig.

På sin side hyrer Claire den godt 40-årige Texas-baserede politiske konsulent Lean Harvey (Neve Campbell) og lokker hende med, at hun kan blive højre hånd hele vejen, til Claires egen drøm om at blive præsident engang bliver realiseret. Ved at få en yngre person som Harvey med, gives der et nyt blik på Claires heksekunst.

Frank sættes ud af spillet for en tid. Det benytter Claire dygtigt til at positionere sig i samspil med vicepræsidenten og demonstrere,  hvordan kun kan få magten igen. Claire er intet offer, det ser vi desuden, da moren dukker op. Hun, der vedvarende har hadet Frank, kan heller ikke med Claire, der kun har permafrost til overs for sin terminalt syge mor, da hun kommer på tværs.

Der bliver en femte sæson i serien. De første seks afsnit i den fjerde leverer varen. Der er meget handling i serien, kun tynget af et par tunge mellemspil, hvor temaet er, at selv slyngler som Frank plages af 'samvittighedens indre stemme',  for nu at citere Søren Kierkegaard. Omvendt får vi en dybere udvikling af Franks karakter, på samme måde som vi kom omkring Claire i tredje sæson. Med disse spotlights på House of Card's dystre makkerpar kommer vi ind under huden på den nøgne og brutale magt. Der, hvor mørket rækker ud efter mørket.

House of Cards. Sæson 4.
Premiere fredag. Kun på Netflix.