Få det store overblik: Sådan skal biografer, teatre, museer og zoologiske haver indrettes under coronakrisen

Der skal nu være et tomt sæde mellem hver gæst i biografen og teatret. Læs retningslinjer her.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen og Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere

Zoologisk Have i København åbner igen lørdag. Nu har Kulturministeriet udstedt retningslinjer for Zoo og en række andre kulturinstitutioner under coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Biografer og teatre har fået lov at genåbne, men de kan ikke få lov at fylde salene på samme måde som normalt på grund af coronavirusset, da de ifølge Kulturministeriets retningslinjer skal sikre afstand mellem gæsterne.

Læs retningslinjerne her:

* Der må maksimalt være 500 personer i hver enkelt sal eller det enkelte udendørs arrangement. Kulturarrangementer med siddende publikum er altså undtaget forsamlingsforbuddet på mere end ti personer.

* Hvis publikum sidder i samme retning, skal hver andet sæde være tomt - eller der skal være mindst en meters afstand målt fra midten af sædet.

* Der må maksimalt være et publikum per to kvadratmeter gulvareal. Arealet måles væg til væg i salen.

* Man kan få lov at sidde ved siden af hinanden - med mindre end en meter i mellem - hvis man har tæt kontakt i det daglige. Det kan være folk, der bor sammen, eller for eksempel kærester.

* Uden for salene må der maksimalt være en person per fire kvadratmeter gulvareal.

* Foyer og tilstødende publikumsarealer skal indrettes, så smittefare minimeres. For eksempel ved afstandsmarkering ved billetskranken.

* Der skal holdes godt øje med antallet af publikum, så man undgår store køer. Der bør være personale/vagter til at sikre dette.

* Der skal minimum være to meter til nærmeste publikum til de optrædende på scenen eller i orkestergraven.

Museer og zoologiske haver

Museer og zoologiske haver fik onsdag aften lov at åbne med det samme, og fredag har blandt andet Aros i Aarhus og Louisana i Humlebæk slået dørene op for gæster, mens Zoologiske Have i København åbner lørdag.

Kulturministeriet har fredag også offentliggjort retningslinjer for, hvordan museerne og de zoologiske haver kan indrettes, så der ikke er for stor smittefare for de besøgende:

* Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer for coronavirus skal overholdes. For eksempel skal der være håndsprit eller vand og sæbe tilgængeligt for alle besøgende og ansatte.

* Museer bør undlade aktiviteter, som kan gøre, at mange mennesker stimler sammen. Det gælder blandt andet foredrag, forestillinger og rundvisninger.

* Der bør udvises forsigtighed med genstande touchscreens, læringsmidler, udstillede genstande, som mange rør ved. Publikum bør have mulighed for at anvende håndsprit både før og efter brugen. Alternativt bør sådanne genstande undgås.

* Der skal holdes godt øje med antallet af publikum, og det bør overvejes at sætte et loft over antallet af gæster baseret på, hvor stort stedet er.

* Samtidig skal der undgås store køer. Der bør være personale/vagter til at sikre dette.

* Der bør overvejes onlinetidsbestilling og begrænsning af, hvor længe gæsterne må være på museet eller i zoo - for at der ikke er for mange gæster ad gangen.

Kilde: Kulturministeriet.

/ritzau/