F-ordet kan ikke erstatte et ordentlig tak

BM
Lars Rix, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Brugen af ordet »fucking« fylder mere og mere i det daglige sprogbrug. Ikke mindst hos børn og unges forbilleder og idoler.

Sidste lørdag var det i centrum ved det årlige DMA Awards, som er musikbranchens egen prisfest. Festen blev transmitteret direkte på TV2 og her blev »f-ordet« skudt af sted nærmest i hver anden sætning, når musikerne skulle takke for deres priser.

Der blev sagt »fucking« så meget, at det til sidst blev for meget for en lidt ældre seer fra Horsens, som efterfølgende fløj til tasterne og skrev et harmdirrende og ganske sjovt læserbrev til den lokale avis. Et læserbrev, der efterfølgende gik viralt på de sociale medier.

For læserbrevsskribenten Bent fra Horsens var åbenbart ikke den eneste, der følte sig irriteret over, at der blev sagt »fucking« i hver anden sætning.

Jeg sad selv og så showet med min familie og var ikke specielt pikeret eller overrasket. Der har til alle tider hersket bandeord i det danske sprog, og enhver der bevæger sig bare en smule rundt blandt unge ved, at ordet »fucking« er et fuldt integreret ord i deres vokabularium. Men det, der irriterede mig voldsomt, var, at mine børn skulle sidde og se nogle forbilleder, der i dén grad ikke formåede, at udtrykke sig bare nogenlunde ordentligt.

Her stod det, der skulle forestille at være blomsten af dansk musik, repræsenteret for at modtage hæder og hyldest – ovenikøbet midt i den bedste sendetid – og alt, hvad de kunne komme op med, var »det her er fucking fedt« og så et tak til deres manager, pladeselskab og så deres fans.

Nogen vil måske sige, at det har noget med alder at gøre, men der er jeg helt uenig for jeg synes, at uanset alder, så bør man da være i stand til at kunne formulere et simpelt tak. Helst på en ordentlig måde, uden at forfalde til alle de klicheer man kan komme i nærheden af.

En kunstner som Medina vidste endda, at hun ville modtage æresprisen, så hun havde i modsætning til de andre faktisk en mulighed for at forberede en ordentlig takketale på forhånd. Det blev i stedet til en perlerække af usammenhængende bandeord.

Faktisk var det kun den unge musiker Alex Vargas, der i sin takketale efter at have modtaget prisen som årets danske solist formåede at hæve sig over de rene ligegyldigheder. De øvrige prismodtagere var fuldstændig uforberedte og ja, virkede egentlig en smule ligeglade.

Det er jo ikke, fordi jeg forventer, at en purung popmusiker pludselig springer ud som en Obama eller et andet retorisk orakel og holder en takketale, der slår alle omkuld. Ok, det gør jeg faktisk. Det ville da være fantastisk, hvis en kunstner overraskede ved at kunne formidle noget mere og andet, end hvor mange damer og hvor meget guld, vedkommende har scoret.

Men mindre kan også sagtens gøre det. Vi krydser fingre for næste år.