»Vi har truffet beslutningen sammen, i al venskabelighed, og for hinandens bedste. Og tiden føltes inde nu.«

Med disse ord sluttede den 31 år og 15 album lange historie om R.E.M. Og sådan måtte det selvfølgelig ende for et af de største bands, rockhistorien har fostret.

Ikke med nid og nag, gråd og tænders gnidsel, men modent, velovervejet og »i al stilfærdighed«. For R.E.M. har alle dage skyet rockens klichetunge drejebog og dens krav om vrede, slagsmål og excesser og har heller ikke skrevet sange, som bare løb bevidstløst ud ad dens nedtrådte lydspor.

Hvor meget det end har lydt sådan, så har det aldrig været tilfældet. Der har altid været et twist i deres sange. Noget i arrangementet, melodien, versene eller stemmen, som udfordrede de ældgamle rockskabeloner. Også i de senere år, hvor det ellers er blevet salonfæhigt at afskrive dem.

Øjets flimren

Den alternative tilgang til sangskrivning har R.E.M. med fra stedet, hvor det hele begyndte i 1979. I kunstmiljøet i universitetsbyen Athens, Georgia. Her blev det skæve og snirklede dyrket i små enklaver af malere, fotografer og musikere, og det var midt i det hele, i pladebutikken Wuxtry, at en purung Peter Buck stødte på en fyr med lange øjenvipper og et feminint drag om munden, der præsenterede sig som Michael Stipe. Siden stødte den hippe Bill Berry og nørdede Mike Mills til.

Sammen satte de sig for at finde et navn til deres nydannede band – der var ikke langt fra tanke til handling i Athens – og valget faldt efter et par omveje på R.E.M. En forkortelse af rapid eye movement, der henviser til øjenlågets hastige flimren i søvnens drømmefase.

Selvom navnet var resultatet af et tilfældigt opslag i et leksikon, så har det vist sig at være en forunderligt præcis betegnelse for den musik, R.E.M. skabte fra 1983-debuten »Murmur« og frem til dette års »Collapse Into Now«.

For vel har bandets sound ændret sig fra de første sange, hvor Michael Stipes stemme var gemt langt nede i de sløret-smukke arrangementer og frem til de seneste højglanspolerede produktioner, hvor vokalen fik lov at stå frem. Men altid med den samme drømmende kvalitet, som kom til hele verdens kendskab i 1991, hvor bandet slog eftertrykkeligt igennem med »Losing My Religion«, der ikke besad noget egentligt omkvæd og tegnedes op af en mandolin.

På egne præmisser

R.E.M. blev del af den globale mainstream med det aparte hit, og albummet »Out Of Time« konsoliderede dem som et af rockens supernavne. Men det var på deres egne præmisser, undergrundssuccesen blev vekslet til svimlende salgstal og millioner af fans. Og sigende var det, at den evigt egensindige kvartet fulgte succesen op med et moltonet, strygerforsiret album, som ikke egnede sig til store stadionturneer.

»Automatic For The People« lød ikke som klingende kasseapparater, men blev ikke desto mindre en storsællert og var noget så sjældent som et nedstemt og gravalvorligt kunstværk, som formåede at tale til en hel verden.

Igen var det med den drømmeriske kvalitet i behold, blot på en ny måde, ligesom det har været tilfældet på den vidtstrakte karrieres øvrige mesterstykker, der tæller »Reckoning«, »Life’s Rich Pageant« og »Monster«.

Raspet, poetisk

En stor del af R.E.M.s fascinationskraft udgår fra Michael Stipe, der alle dage har dyrket den art-school-æstetik, han fik med sig fra Athens. Med maling om øjnene, fjerboaer om halsen, ord skrevet på hænderne og andet, som fik verden til at undres, fascineres.

Keep them guessing, lyder en gammel talemåde, og det har han gjort. Og lod os også længe gøre det omkring sin seksualitet. Men det er, når alt kommer til alt, hans let raspede stemmes møde med de på én gang konkrete og uhåndgribelige vers, der er hans styrke og det sted, hvor bandets drømmende tone for alvor udfolder sig.

Ikke for efterlignere

Nu er det så slut med Stipe og R.E.M. Det mener mange sikkert er på tide. At de ikke har været noget særligt, siden Bill Berry forlod bandet i 1997. Dem må man blot minde om, at R.E.M. aldrig har udgivet et album uden mindst én sublim sang. De fleste bands finder ikke en sådan i en hel karriere.

Og nogle vil måske indvende, at R.E.M. ikke har trukket et spor af bands efter sig, der lyder som dem. Det har Beatles, Rolling Stones, Joy Division, Radiohead og alle de andre store bands gjort.

Det er sandt. Men det kunne jo skyldes, at ingen har kunnet aflure dem. Det drømmeriske, dét som opstår et sted mellem stemme, vers, melodier og instrumenter, lader sig måske ikke efterligne. Eller beskrive, for den sags skyld. Men det findes gudskelov. På plader, i minder. Også selvom R.E.M. er gået i opløsning. I al venskabelighed.

De fem bedste R.E.M.-album

Ifølge anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen.

1) Life’s Rich Pageant (1986)

Historie og politik foldes suverænt ind i en blanding af akustiske instrumenteringer og muskuløs rock.

2) Reckoning (1984)

Stipes ord lader sig ikke umiddelbart afkode i de begavede, ringlende og hypermelodiske sange.

3) Automatic For The People (1992)

Sorgfuld lyrik finder undersmukt sammen med overvejende akustiske arrangementer.

4) Monster (1994)

Gnistrende guitarer, rungende lydlandskaber, dekadent poesi – og Stipe i falset.

5) Reveal (2001)

Elektronik føjes til de søgende, men smukke melodier og til Stipes vers om religion og videnskab.

TV: R.E.M. siger farvel efter 30 år