Eventyr for alle aldre

Barneører. Højtlæsning skal være til glæde for både børn og voksne, og i den forstand er H.C. Andersens eventyr forbilledlige. Sådan lyder budskabet fra nogle af dem, der i 200-året for digterens fødsel stadig holder børnelitteraturens fane højt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ganske vist!

H.C. Andersens eventyr er for alle og enhver. Den berømte danskers vigtigste bidrag til verdenslitteraturen henvender sig på én gang til barnet i den voksne og til den voksne i barnet.

Og hvis man spørger sig for hos nogle, der virkelig har forstand på de dele - nemlig de gode børnebogsforfattere- og illustratorer - bliver netop denne evne fremhævet, når talen falder på dagens 200-års-fødselar.

»Jeg synes, at det er en kvalitet i sig selv, at H. C. Andersen skriver for både børn og voksne,« siger forfatteren, tegneren og tv-produceren Thomas Winding,

»Man skal måske ikke fylde børnene med voksnes problemer, ægteskabelige problemer, politisk elendighed eller den slags - men der er jo enormt mange ting, man kan tale med dem om alligevel. Ting, som angår alle mennesker. Børn vil gerne have indblik i de voksnes verden, og de har ikke noget imod at få læst noget op, der egentlig henvender sig til en aldersklasse, der ligger over deres egen. Jeg prøver også selv at skrive, så voksne har lyst til at læse det op for børn.«

Fejl med nudansk
Thomas Winding husker selv, at hans stedfar var enormt god til at læse op, og at han ikke gik efter de historier, som man ellers principielt siger, er for børn:

»Han læste lige så gerne historier, som ikke var til at forstå for børn. Men fordi han havde sådan en god stemme, syntes man, at man forstod det alligevel,« fortæller Thomas Winding. Senere, da Thomas Winding gik på akademiet og malede, betød H.C. Andersens tegninger meget for ham.

Han begyndte selv at male nogle billeder med H.C. Andersen som motiv, blandt andet fordi han læste hans dagbøger, og det arbejde optog ham meget i et par år. Thomas Winding har ikke læst H.C. Andersens eventyr siden dengang, men han har læst hans levnedsbog og hans rejsebeskrivelser og har været meget glad, også for dem:

»H.C. Andersen har et vidunderligt sprog,« siger Thomas Winding.

»Det er så smukt, at jeg aldrig vil kunne gøre det efter. Det er en stor fejl, at man oversætter det til nudansk, for det er sjovt for børn at lære, at der er andre måder at tale på.«

Skrive ud fra sig selv
Ulf Stark, der, ud over at være en af Sveriges mest elskede og læste børnebogsforfattere, også var medforfatter til manuskriptet til tv-serien »Unge Andersen«, fremhæver, ligesom Thomas Winding, dét særlige ved H.C. Andersen, at han i sine eventyr rammer alle aldersklasser lige godt:

»Som børnebogsforfatter skal man ikke så meget tænke på, hvad børn mon synes er sjovt,« siger Ulf Stark.

»Man skal først og fremmest skrive ud fra noget, man har inde i sig selv. Og det var jo det, H.C. Andersen gjorde. Han skrev sine eventyr for alvor. Han skrev om sine egne behov, ønsker og tanker. Og at skrive sådan er forudsætningen for, at voksne også synes, at det, der skrives, er interessant - og dermed sjovt at læse op for børnene.«

Ulf Stark blev - med sine egne ord - »imprægneret med H.C. Andersen«, da han var barn. Hans mor læste op for ham, og han fik det hele med, og som voksen forfatter er det ikke mindst H.C. Andersens sprog, der har betaget ham:

»Der er en slags talesproglighed, noget legende, hos H.C. Andersen, og det har jo nok inspireret mig. H.C. Andersen forstod, at man skulle kunne læse eventyrene op, og der er så meget rytme i hans sprog. En slags sangbarhed. Noget meget musikalsk. Men i øvrigt er det jo sjovt, sådan som sprog forandrer sig. H.C. Andersen fik på hovedet for ikke at skrive så smukt og fint som alle andre, men i dag synes man jo, at han skrev utroligt elegant.«

Eventyret som form interesserer også Ulf Stark. Han har selv skrevet flere af slagsen, og han mener, at eventyret, hvor H.C. Andersen jo præsterede sit ypperste, har nogle helt særlige kvaliteter:

»Jeg elsker eventyret. Det er en form for fortælling, der foregår i sin helt egen tid, eventyrets tid. Eventyret som form er oplagt, hvis man vil behandle eksistentielle spørgsmål,« siger han.

Gyser-Andersen
En anden, der har haft H.C. Andersens eventyr tæt inde på livet, er Flemming B. Jeppesen, der har illustreret en ny stor udgave af dem allesammen for forlaget Gyldendal. I den forbindelse læste eller genlæste han det hele, og det var slet ikke kedeligt:

»Det blev til en spændende rejse frem og tilbage mellem barndommens univers og det voksne univers,« fortæller tegneren, der som barn havde et noget ambivalent forhold til H.C. Andersen:

»Jeg syntes, at der var så meget sygdom og død og fortabelse hos ham. Det var mest, når jeg var i gyserstemning, at jeg godt kunne lide at høre ham blive læst op. Jeg nød meget »Historien om en moder«, men den holdt mig altså også vågen om natten,« siger han.

Som voksen har Flemming B. Jeppesen derimod fundet nogle andre ting hos H.C. Andersen - tankevækkende ting om liv og moral og den slags. Men da han tegnede til den nye udgave, opdagede han samtidig, at barndommens billeder slet ikke var så langt væk endda:

»Når jeg gik ind i de mere dystre hjørner af eventyrene, så var det barndommens gamle drømme, der dukkede op igen,« fortæller han.

Den dobbelte stemme
Den fremtrædende børnebogsforfatter Louis Jensen, der sidste år udgav H.C. Andersen-bogen »Tinhjerte og ællingefjer«, siger det på den måde, at det fuldstændig afgørende hos H.C. Andersen netop er hans dobbelte stemme - den stemme der på én gang henvender sig til børn og voksne:

»Ud af dette spændingsfelt opstår alt det sjove - humoren, ironien, det underfundige,« siger Louis Jensen og fortsætter: »Når H.C. Andersen kun henvender sig til voksne, løfter han sig ikke altid ud over sin egen smerte og sorg. Men med den dobbelte henvendelse sker der noget meget mærkeligt. Det alvorlige bliver sjovt, og det sjove bliver alvorligt. Det er fantastisk.«

Og sådan skal det jo være, siger Louis Jensen, og hvis f.eks. en billedbog ikke gør den voksne glad og optaget, både sprogligt og indholdsmæssigt, så er det simpelthen en dårlig billedbog:

»Den voksne begynder at kede sig, og det mærker barnet øjeblikkeligt på den voksnes tonefald og kropssprog. Børnene spejler sig jo i os voksne. Hvis vi bliver glade, så bliver de også glade, også selv om de ikke forstår en kæft, og hvis vi keder os, fordi vi synes, at teksten er dødkedelig, så virker det dybt afsporende for hele affæren.«

Men den risiko løber man, som det fremgår, ikke med H.C. Andersen, og apropos H.C. Andersen undrer det Louis Jensen såre, at der stadig findes danske danske forfattere, der i fuld alvor kan påstå, at børnebøger aldrig kunstnerisk kan komme på niveau med voksenbøger:

»»Det er godt nok noget mærkeligt noget at sige i et land, der har produceret den største børnebogsforfatter nogensinde. Det kan godt være, at H.C. Andersen er den eneste geniale børnebogsforfatter, vi har haft. Men han er i hvert fald beviset på, at børnelitteratur også kan være stor kunst!«