Eventyr-dronningen

Når man spørger til dronning Margrethes forhold til H.C. Andersen, træder man straks ind i et langt og lykkeligt liv med oplæsning, saks, lim, leg med sprog - og billeder, billeder og atter billeder. Om dette og meget mere fortæller Hendes Majestæt Dronningen her i et interview til Jens Andersen, der har arrangeret samtalen på Amalienborg i syv små historier. Sådan som H.C. Andersen i sin tid fortalte eventyret om »Snedronningen«, der har inspireret dronning Margrethe.

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Første historie, hvor fotografen og journalisten ankommer til Amalienborg uden at kunne bevise, hvem de er.

»Se så, nu begynder vi! Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved«.

Sådan lyder den første optimistiske sætning i »Snedronningen« af H.C. Andersen, som er dronning Margrethes yndlingseventyr. Men eventyr er én ting, virkeligheden noget ganske andet, da fotografen og journalisten en iskold februar-eftermiddag står foran den enorme port ind til Christian IXs Palæ og leder efter en ringeklokke. Pludselig strækker en rødklædt lakaj hals nede i kældervinduet og nikker venligt til os. Sekunder efter går porten op.

Indenfor i porten står lakajen, flankeret af en nobelt klædt sikkerhedsvagt, der stiller yderst relevante spørgsmål. »Har I pressekort med?« Vi slår os for panden, klapper flovt på alle lommer og vender foret ud af pungen. Et nusset sygesikringskort redder journalisten, mens fotografen kæmper med at bevise, at han er mere end sit kamera. Lakajen kigger intenst på ham og siger så: »Hør, var det ikke Dem, der tog sådan nogle glimrende billeder af prins Joachim og prinsesse Alexandra for et par år siden?« Det vil fotografen ikke benægte, og sikkerhedsvagten får besked: »Ham kan jeg sige god for!«

Vi både undskylder og takker for velviljen, mens overtøjet hænges på bøjler. Så går turen op ad vinde og skæve trappetrin i det gamle palæ. På første sal tager en grønklædt tjener imod, mens han skælder mildt på en gammel gravhund, der kommer vraltende og ikke er spor glad for besøg. Vi klapper dyret, sniksnakker lavmælt og skæver til armbåndsuret. På slaget to går turen videre, ind gennem en sal med store dobbelte glasdøre ud til en af de balkoner på Amalienborg, mange danskere har et varmt forhold til. Mange af os bliver jo ikke større end de år, vi sidder på fars eller mors skuldre. Og her befandt journalisten sig en forårsdag i 1960, viftende med et rødt papirdannebrog mellem andre små flagbærere, båret oppe af voksne, glade stemmer: »Konge, konge, kom nu frem!«

»Pssst! Dronningen venter!« Fotografen trækker journalisten i ærmet. Hurtigt ud af tankerne og ind gennem en lang korridor. Der bankes på, og straks går døren op. Indenfor står dronning Margrethe II af Danmark og byder os velkommen i sit bibliotek. En rigtig hyggelig hule med bøger fra gulv til loft og masser af arkæologiske fund udstillet i et oplyst glasskab. Her er fjernsyn, sofa, lænestole og et bord med masser af nips og et par små kulørte æsker, som Hendes Majestæt selv har udsmykket med decoupager.

Sådan kalder man disse collageagtige billeder, skabt af kulørt papir, udklippet i forskellige former og derefter klæbet op på en æske eller et lærred. En form for labyrintisk billedkunst som med stor virtuositet er blevet dyrket af vores dronning gennem mange år. Ikke mindst i de eventyrlige illustrationer til »Snedronningen« fra år 2000, som ses her på avissiderne. Det er billeder, om hvilket en H.C. Andersen, der jo også var glad for at klippe og klistre, ganske sikkert ville have sagt: »Det hele er Dronningens poesi/ i klipperi!/ Broget, løjerligt, alleslags,/ alt med en saks!«

Og mens Dronningen tålmodigt poserer ved vinduet foran den krævende fotograf, fortæller hun, at det seneste hun har klippet og klistret er hele scenografien til »Tommelise«, der får premiere på Pantomime-teatret i Tivoli 14.juli. Journalisten spidser ører. Se så, nu begynder vi!

Anden historie, hvor Dronningen udtrykker sit ønske om at være en smule original.

Hvad har den særlige udfordring været med »Tommelise«?

»Det er jo en dejlig historie med mange billeder i. Den har været undervejs i halvandet års tid, vil jeg tro. Der er ikke tale om noget radikalt brud med det, jeg før har lavet, skønt »Tommelise« er en ganske anderledes romantisk historie end de Andersen-eventyr, jeg tidligere har illustreret. Jeg har altid syntes, det var et yndigt eventyr, der godt kan tåle at blive til en dansehistorie, og så har den jo ikke været brugt så meget i teatersammenhæng. Så er det lidt nemmere at gå til, end hvis man skal ud et sted, hvor vejen er trampet til af andre fortolkere. Man vil jo altid gerne være en smule original, ikke sandt?«

Hvor meget har De været inspireret af H.C. Andersens billedkunst?

»Ikke meget. I hvert fald ikke direkte. Det var ikke spor fremmed for mig at lave H.C. Andersens verden i klip, blandt andet fordi han jo selv arbejdede så meget på den måde, men jeg skelede slet ikke til hans måde at gøre det på, når han klippede. Jeg havde heller ikke tænkt spor på H.C. Andersen, da jeg for mange år siden begyndte at lave forskelligt klippe- og klistrearbejde. Det varede flere år, før jeg kastede mig ud i at lave decoupager til »Snedronningen« både som film og bog. Det var vanvittigt sjovt at sidde dér og lege med de her billeder og få dem til at rumme alle mulige mærkelige, hemmelighedsfulde og overraskende ting. Det har jeg altid holdt meget af. Altså det, at et billede straks kalder på det næste. Det morer mig meget.«

Er det en syssel, der stammer tilbage fra barndommen?

»Nej, slet ikke. Jeg har godt nok altid klippet og klistret, ja, på sin vis aldrig rigtig forladt dette børnehavestadie, men decoupagerne begyndte jeg sådan lidt tilfældigt på en eller anden sommer, efter at jeg var blevet voksen. Vejret den sommer var, som dansk sommervejr nu er, og så fik jeg fat i nogle kunsttidsskrifter, som jeg begyndte at klippe og klistre sammen og sætte på æsker. Jeg har ikke lavet så meget af den slags de seneste par år, men der var ti år, hvor jeg slet ikke kunne lade være.«

Førte det så til en øget interesse og større forståelse for H.C. Andersens billedkunst?

»Det er der næppe tvivl om. Da forskellige store bøger begyndte at udkomme med hans originale klip og collager (»Christines Billedbog« i 1984 og »Astrid Stampes Billedbog« i 2003, red.,) kunne jeg straks se, hvor forbløffende sprælsk en kunstner H.C. Andersen altid har været. I disse billedbøger ser man i allerhøjeste grad en skarphed i saksen, som også lå i mandens pen. Det er denne sammenstilling af noget idyllisk sentimentalt og så den dér pludselige ironiske forvridning, hvor Andersen enten i selve sammenklæbningen af to vidt forskellige billedudtryk eller i en kort, anderledes bisætning serverer den skæve, skarpe vinkel, der gør det hele så umiskendeligt Andersensk.«

Tredje historie, hvor vi hører om en særlig ding-lyd og Dronningen pludselig læser op.

»Jo mere man læser H.C. Andersens fortællinger, jo mere begejstres man over, hvor subtil han er. Hvor fint han arbejder med sproget og hele tiden får ordene til at sige så utroligt meget. Jeg har den opfattelse, at uden Andersen ville vores danske sprog hverken se ud, som det gør, eller lyde som det gør. Han har simpelthen givet os danskere en særlig tilgang til sproget og beriget det som ingen anden, fordi han på én gang var så raffineret og ligefrem. Hans eget sprog i eventyrene dengang blev jo taget lige ud af hverdagens lyde. Det var en af de ting, som litteraturkritikerne klandrede Andersen for i hans samtid. De syntes, hans personer talte for platfodet. Men Andersens sprog var jo alt andet end platfodet! Tag bare et eventyr som »Dejlig«; en historie, som jeg først sent er blevet bekendt med. Du go-de-ste! Sikke en skøn historie!

(Dronningen griber resolut sin eventyrsamling, bladrer ivrigt og finder eventyret om billedhuggeren Alfred, der får en billedskøn brud, men må trækkes med dennes noget uskønne mor.)

Nu skal De bare høre! Første gang billedhuggeren møder sin tilkommende, fortæller han moderen om en 4.000 år gammel obelisk på en af Roms pladser (Dronningen læser op):

»En organist!«, udbrød fruen, hun havde aldrig hørt ordet obelisk. Nogle var nær ved at le, billedhuggeren med, men det smil som kom, gled hen i beskuelse, thi han så tæt ved fruen et par store havblå øjne, det var datteren af hende, der talte, og når man har en sådan datter, kan man ikke være enfoldig.«

Datteren er dum som en dør, men dejlig, ikke? Åh, det er alle disse bittesmå ting i eventyrene, som viser hvordan Andersen kan gennemskue sine medmennesker. Og så er der jo også den vidunderlige bemærkning i »Snedronningen«, hvor lille Gerda skal drage videre fra prinsens og prinsessens slot, og skovkragen følger hende på vej de første tre mil og sidder ved siden af hende, »for den kunne ikke tåle at køre baglæns«. Det er lige H.C. Andersen, det dér lille »ding!« i sætningerne.«

Er det en af grundene til, at H.C. Andersen er så læst og kendt over hele verden, tror De?

»Det tør jeg ikke sige. Jeg gad nok vide, hvad grunden egentlig er til hans verdensberømmelse, når man tænker på, at han jo ikke altid har været særligt kongenialt oversat. Det er nok mere den sentimentale og sødladne side, som folk i udlandet har hæftet sig ved, på grund af disse dårlige oversættelser. Jeg kan også godt huske, at selv som dansk teenager syntes man, at nogle af Andersens eventyr var noget sødsuppe-noget. Vi havde absolut ikke øjne og ører for de små subtile ting, som gør H.C. Andersens tekster så sjove og spændende også i dag. Det kom først på et langt senere tidspunkt, og da lærte jeg straks at holde af »Snedronningen«, »De vilde svaner« og »Den lille havfrue«. Altså nogle af de eventyr, som har et længere forløb. For hvis man, som jeg altid har gjort - også som barn - læser hurtigt, så vil man jo gerne have, at der er noget kød på historierne, ikke?«

Dyrker De stadig oplæsningens kunst?

»Det kan man godt sige. Når jeg har læst noget i en bog, som jeg godt kan lide, kan jeg godt finde på at læse særlig gode passager højt for mig selv. Jeg kan lide lyden af sætningerne og måden, hvorpå replikkerne falder. Det er, som om det hele får en ekstra dimension, når man hører stemmen, selvom man jo sidder der helt alene bag den lukkede dør og læser højt for sig selv. Jeg læste H.C. Andersen op for mine sønner, da de var små, og skal da også læse op for mine børnebørn, når de har lært at sidde stille.«

Fjerde historie, hvor Dronningen beundrer Andersens billedskabende evner og siger som en kakkelovn.

Hvad har, hvis De skal se tilbage på Deres eget liv med H.C. Andersens digtning, været det mest gribende ved hans eventyr?

»Utvivlsomt at han er så billedskabende. Du go-de-ste! Hvor der dog kommer billeder på skærmen, når man læser ham. Det hele står jo nærmest i billeder. Netop fordi digteren selv rummede en billedkunstner, bliver det så kolossalt billedligt, det Andersen fortæller. Han var virkelig én, der brugte øjnene - og ørerne, selvfølgelig! For mit vedkommende har det altid været de skribenter, der har evnen til at give mig billeder i deres litteratur, som jeg holder mest af.

Som barn vidste jeg nøjagtig, hvordan der så ud, dér hvor de boede i eventyret. Og jeg forbandt det automatisk med fænomener i min egen virkelighed. Der stod f.eks. en ældgammel vandpost i en af gårdene bag palæerne, da jeg var barn, men at det var netop sådan en post, man talte om i Andersens eventyr, anede jeg ikke. Til gengæld vidste jeg, hvordan den post så ud, der hver dag kom med breve og pakker. Han havde jo en rød jakke på! Der var så bare det problem, at jeg ikke kunne forbinde den røde jakke på posten med det, der blev kaldt for en post i eventyret ... (Dronningen slår en stor latter op) ... Jo, der var komplikationer og forbistringer en gang imellem, når jeg læste eller hørte H.C. Andersen, og ligesom Sigrid Undset, der et eller andet sted har skrevet om disse besynderlige billeder og associationer, man kan få som barn, når man hører visse tekster læst op, fik jeg også - ganske ofte endda - de besynderligste billeder på min indre skærm.«

Det var jo den billeddannende evne, H.C. Andersen selv var så bevidst om og forsøgte at holde i live og i hævd som voksen?

»Det er nok rigtigt, at han ønskede at bevare adgangen til disse rum, hvor børn går og siger, som de gør, tænker og associerer som de gør. Jeg havde det selv sådan med visse ord i min barndom. F.eks. ordet »kakkelovn«, der for mig intet havde at gøre med »kakkel« og »ovn«, men at det var en kakkelovn, og at den skulle hedde sådan, det var så fuldkommen oplagt, syntes jeg, for nøjagtig sådan lød det jo, når man slog hurtigt på den. Så sagde det »Klll-ovn!«. Og på samme måde var det med ordet »varmeapparat«, som i min barnlige bevidsthed blev til »varm-parat«, og netop altid stod dér midt i stuen, parat til at varme!

Sådan kan jeg tænke mig, at mange af os her i Danmark har arvet disse H.C.Andersenske associationsmuligheder, når vi sådan hører ord eller ser ting. Han har vist os vejen til, hvordan ting på en eller anden måde kan forbindes helt skævt og helt rammende. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at der i det danske sprog via H.C. Andersen er åbnet mulighed for, at danskerne kan associere sådan lidt vanvittigt, lege med ordene og ligesom Andersen prøve at se og forstå det danske sprog indefra.«

Femte historie, hvor vi hører om H.C. Andersens værelse på Amalienborg.

Kan De huske deres allerførste møde med H.C. Andersens univers?

»Min far læste ofte højt af Andersen, da jeg var barn, og gjorde det i øvrigt glimrende. Som oplæser var han god til »Det er ganske vist!«, »Stoppenålen«, »Hvad fatter gør, det er altid det rigtige« og især »Flipperne«, hvori han elskede at betone alle s-lydene i Andersens sprog og sige ligesom det sydende strygejern: »La-sssss!«

Han var simpelthen god til at fange tidens tone i Andersens eventyr?

»Utvivlsomt. Min far havde et vældigt øre for folks måde at udtrykke sig på og talte jo selv et ret bramfrit og sømandspræget sprog. Men han havde også gehør for de lidt ældre måder at tale på og var utrolig god til altid at kunne citere, både fra skuespil og fra hvad folk havde sagt i forbifarten. Det gav han alt sammen videre til sine børn, og derfor tror jeg godt, jeg ved en lille smule om, hvordan det har lydt dette sprog, man talte på H.C. Andersens tid. Far var jo 41, da jeg blev født i 1940. Det vil sige, at han strakte sig langt tilbage i tid, og da han samtidig hørte til den type mennesker, der tydeligt kan huske meget fra deres egen barndom - hvad jeg for øvrigt også kan selv! - vil det sige, at jeg gennem ham har fået en viden om en tid, der ligger mere end hundrede år tilbage. Det er da sjovt! Det er jo næsten helt tilbage til H.C. Andersen. Og når jeg læser om eventyrdigterens besøg hos de kongelige dengang i slutningen af 1800-tallet, er det hos de mennesker, som jeg nøjagtig ved, hvem er; f.eks. min farfar - Christian IX - som Andersen dedikerede flere bøger til. Og ved De hvad?«

Nej...

»Det værelse i Brockdorffs Palæ, som H.C. Andersen blev indkvarteret i, da han holdt jul hos kommandør Wulff på Amalienborg i vinteren 1825, det var præcis dér, jeg havde mit børneværelse 120 år senere. Det er naturligvis først meget senere, at det er gået op for mig, at det var selv samme rum, men jeg ved nøjagtig, hvad det var for et vindue, H.C. Andersen stod og kiggede ud ad i juledagene 1825, da han - som han skriver i sin dagbog - følte sig som Aladdin og faldt i søvn med lyden af de rumlende kærrer på slotspladsen i baghovedet.

Amalienborg Slotsplads er den samme. Ja, næsten også lydene omkring den, føler jeg ofte. For da jeg var barn, var der jo så mange hestevogne på grund af krigens tid, og da hørte man hele tiden hjulene fra hestevogne rulle over brostenene.«

Sjette historie, hvor Dronningen filosoferer over den tanke, at H.C. Andersen var et kongebarn og kalder ham en »monumental original«

Hvordan forholder Deres Majestæt Dronningen sig til diskussionen om, hvorvidt H.C. Andersen skal have været et illegitimt barn af Christian VIII og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig?

»Jeg kan jo huske, at diskussionen kom frem for 25-30 år siden (Jens Jørgensens bog »H.C. Andersen. En sand myte«, 1987, red.), og det lød ret sjovt og spændende. Men det er svært at vide noget som helst med sikkerhed. Christian VIII var jo så mange steder, bortset fra i sin ægteseng, det er der vist ikke megen tvivl om. Men jeg tror måske, at en af grundene til at folk stadig diskuterer spørgsmålet, er at man har haft svært ved at forestille sig, at disse mennesker højt på strå i København i den tidlige guldalder kunne interessere sig for den underlige knægt, som H.C. Andersen var, og at der derfor har måttet ligge noget bagved. Det tror jeg ikke nødvendigvis, der gør. Og derfor er jeg meget skeptisk over for teorien.

Men det er klart, at man i nutiden, måske mere end i gamle dage, studser over, at denne her lille dreng har været oppe i haven på Odense Slot og lege med prins Fritz (Frederik VII, red.). At denne almuedreng kom steder, hvor han slet ikke skulle komme, men han har nok haft - og han blev jo også til H.C. Andersen! - noget af dette exceptionelle og anderledes allerede som stor dreng, ja, som lille dreng endda. Et eller andet mærkeligt og mere end det sædvanlige. Velbegavet har han jo været. Og så dette, at han tydeligvis fra lille, og vel egentlig altid, ikke drømte om, at der for alvor skulle sættes ham hindringer i vejen. Hvorfor skulle der dog det? Han ville jo så gerne frem! Og han havde jo grund til at komme frem. Det er dette mærkeligt beskedne ved siden af et ego så enormt og ud over alle grænser.«

Her spillede vaskekonen og skomageren vel også en rolle i dannelsen af H.C. Andersens karakter?

»Faderen har været et ganske usædvanligt menneske. Bogligt begavet, ambitiøs og drømmende. Det var måske også derfor, han kuldsejlede. Han havde meget mere i sig, end han nogensinde kunne få frem. Han havde gået i den skole, som alle andre gik i dengang, men havde fået så meget ud af det, at han kunne kaste sig ud i vanskelige bøger som en selvfølge. H.C. Andersen var derfor ikke som barn blevet mødt med holdningen: »Hvem tror du egentlig, du er?«

Både moderen og faderen opmuntrede ham til at være den, han var. Og faderens betydning er interessant. Vi har jo altid været så fikseret på moderens betydning, fordi hun er der længst, og fordi H.C. Andersen skriver eventyr om hende. Her er faderen ofte blevet væk et sted på vejen i vores utydelige billede af eventyrdigterens barndom. Men han er der jo altså - i høj grad! - i nogle meget vigtige år af drengebarnets liv. Var skomagerfaderen kun en papfar, så var der sandelig kvalitet i pappet!«

Ser De ham som en udpræget dansker?

»En mand, der er så genial som Andersen, vil aldrig blive nogen typisk repræsentant for sit land. I dag har vi heldigvis en lille smule nemmere ved at acceptere, at der er enere til end for bare 30-40 år siden, selv om janteloven lever i bedste velgående. Den kunne hedde »Andersen-loven«, hvis det skulle være, for han har sandelig da prøvet noget af den. Han var jo en ener til alle tider, og sådan er danskere næsten aldrig. Men han var samtidig så uendelig dansk og meget bevidst om sin danskhed, hvad der måske også hænger sammen med den periode, han lever i, hvor nationalstaten for alvor slår sig fast, og landene begynder at samles. Nationalfølelsen opstår. Og som rejsende var han jo ganske uforfærdet! Tog til steder, hvor folk normalt ikke kom på den tid - Grækenland, Tyrkiet f.eks. - det er jo helt utroligt! Det er vist kun ham og maleren Rørbye, der har gjort det på den tid.«

Er det særlig dansk, sådan at bevæge sig langt ud i verden?

»Ja og nej, for med danskerne er det jo altid enten-eller. Vi er sådan et enten-eller folk. Enten bliver vi siddende på vores hale, eller også skal vi ud og prøve hele verden, slå os løs og måske endda også slå os fast og blive til noget i det fremmede. Men samtidig - som regel - holder vi fast i vores danskhed ude i det fremmede. Det er meget ejendommeligt. Jo, vi er stadig dette lille og provinsielle land, hvor man enten er meget hjemme eller også vældig ude. Og Andersen kom vældig, vældig langt ud, må man sige.

Noget vi vel har fortiet efter alle kunstens regler i Danmark, er det kolossalt nære forhold, H.C. Andersen havde til det tyske samfund dengang. Det er jo ikke noget, vi har gået og råbt op om efter 1864 og Anden Verdenskrig. Det er først i dag, hvor vi ligesom kan se, hvor spændende en brik i hans liv og karriere tysk kultur og natur var. Efter Murens fald i 1989 blev det pludselig muligt at forestille sig, hvad det var for et Tyskland, Andersen rejste igennem i 1800-tallet. En hel del af vores historie og kulturhistorie er dermed faldet på plads.«

Syvende historie, hvor Dronningen hader 1960ernes byfornyelser og forærer journalisten en bog.

Deres Majestæt nærer en stor kærlighed til det gamle København?

»Mon ikke! Det gamle guldalder-København holder jeg uendeligt meget af, og jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor meget der stadig er tilbage. Vi har jo været heldige i København. For det første ikke at blive udsat for bombardementer i Anden Verdenskrig, men derefter endnu mere heldige - der skulle nemlig meget held til! - at vi ikke havde råd til at lave de byfornyelser, der truede i 1960erne og 70erne, så vi stadig i dag har gade op og gade ned med guldalderens huse, som nu oven i købet er velholdte.

Jeg traf en udenlandsk arkitekt for et par år siden, som var fuldkommen fascineret af, at man bare gik gade op og gade ned i kvarteret mellem Strøget og Stranden, der er fuld af de smukkeste klassicistiske huse. Det er helt usædvanligt. Og der er vi altså vanvittigt heldige i København, at vi ikke havde råd dengang, hvor vi havde lyst til disse ødelæggende byfornyelser, og nu har vi så fået råd til at lade være. Således at man den dag i dag kan gå rundt og opsøge de gamle guldalderdigteres adresser og f.eks. sige: »Se, der sidder Kierkegaard oppe i vinduet!«

Ja, dér er det jo ulyksaligt, hvad der er foregået i Odense i 1970erne, hvor byplanlæggere lagde et hvidt snit ned gennem den gamle by, ganske tæt ved H.C. Andersens Hus?

»Odense er det værste eksempel, vi har herhjemme. Byen troede, man kunne leve af H.C. Andersen alene, og det kan man ikke. Det var ved at gå lige så galt med Århus, men der kom en oliekrise på tværs i sidste øjeblik ...

Nå, vi er efterhånden kommet godt omkring i samtalen, også lidt uden om H.C. Andersen, er jeg bange for! Jeg er et værre snakkehoved, når jeg først kommer i gang.«

(Der ringes efter tjeneren, som bliver bedt om at bringe et eksemplar af »Snedronningen« med Dronningens illustrationer. Hendes Majestæt kæmper med den stramme plastic omkring bogen og rækker affaldet over bordet)

»Hør, De vil vel ikke lige fodre min papirkurv dér bag sofaen?«

Selvfølgelig. Man siger ikke nej til sin dronning. Slet ikke efter en samtale i denne hule af et bibliotek, hvor man føler sig som »voksen og dog barn, barn i hjertet«, som H.C. Andersen skriver i slutningen af »Snedronningen«.

På vejen ud fra slottet smiler lakajerne venligt til journalisten og spørger, om han også har en aftale med hofmarskallen. Nej, det må være nok eventyr for i dag. Udenfor venter virkeligheden. Eller som røverpigen siger til Kay og Gerda, da de forlader Snedronningens store slot og går ud i det dejlige forår med blomster og grønt: »Snip-snap-snurre-basselure!«