Europas mange sjæle

Portræt. »Jeg prøver i min litteratur at pege på, at der er kulturforskelle mellem Tyrkiet og Europa, men at disse forskelle udmærket kan trives harmonisk i et enkelt menneske,« siger Orhan Pamuk, hvis forfatterskab foreligger på dansk.

Hans navn er med i sweepstaken hvert eneste år i dagene op til Nobelprisen i litteratur uddeles: Orhan Pamuk, 53 år og Tyrkiets mest fremtrædende forfatter. Ingen kan fortælle så meget, så længe og - især - så lidenskabeligt om Istanbul, hvilket Pamuk nu har gjort i en håndfuld fortryllende bøger om byen ved Bosperus, flækket af floden og således et sindbillede på civilisationssammenstødet mellem Øst og Vest.

Pamuk er en forfatter, der ikke sådan lige er til at sætte på formel, og som i Tyrkiet, hvor salgstallene for hans romaner altid er skyhøje, er lidt af en yndet prügelknabe. Kendt som han er for i sin kunst at kunne ærgre og ophidse såvel venstreorienterede som islamiske fundamentalister med sine flertydige politiske udsagn.

At bruge romankunsten som direkte talerør for politiske paroler er Pamuk meget imod. Ikke for ingenting har han forrest i sin seneste bog, den aldeles fremragende roman »Kar« (2002), der udkommer i dansk oversættelse i 2006, og som på engelsk har fået titlen »Snow« (2004), anbragt et citat af Stendhal: »Politik i et stykke litteratur er det samme som et pistolskud midt under en koncert.«

Uden for sin kunst har Pamuk altid været mere utvetydig i mælet. Her tør han godt lægge hånden på pistolen. I Der Spiegel i 1995 kritiserede han f.eks. i ret skarpe vendinger Tyrkiets krigeriske fremfærd mod kurderne i det nordlige Irak, berørte også andre ømtålelige emner som fængselstortur og censur, og sluttede af med at sige, at Tyrkiet skulle optræde mere europæisk, hvis landet nogensinde ville optages i det europæiske fællesskab. Og i 1998, i forbindelse med 100-året for Émile Zolas anklageskrift »J´Accuse«, sagde Orhan Pamuk følgende om de intellektuelles rolle i det tyrkiske samfundsliv:

»Én ting har jeg lært i Tyrkiet: At hovedparten af de intellektuelle, der tror på en bedre fremtid og kaster sig ind i kampen med de lidelser det ofte medfører, skuffes og bliver fortvivlede i sidste ende.«

Den sorte bog
Ude i verden blev Orhan Pamuk for alvor kendt i midten af 1990erne for bøgerne »Det hvide slot« (da. 1995) og ikke mindst »Den sorte bog« (da. 1996), som stadig må betragtes som Pamuks hovedværk, og med sin på én gang labyrintiske, filosofisk reflekterende stil med et stænk magisk realisme, får én til at tænke på andre store nulevende europæiske romanforfattere som Rushdie, Eco, Saramago og Jan Kjærstad.

Midt i »Den sorte bog«, der foregår i - ja, som er - Istanbul, konstaterer Pamuk, at forfatteren altid bør betragte læseren som et barn, der gerne vil på verdensudstilling. Det må man i høj grad sige, man kommer i »Den sorte bog«, hvis 500 tætskrevne sider kan betegnes som både »encyklopædisk storbyskildring« og »metafysisk kriminalroman«, med det postmoderne Istanbul og den klassiske sufimystik som dybt fascinerende omdrejningspunkt.

»Den sorte bog« former sig som en forsmået ægtemands eftersøgning af sin forsvundne stedsøster og hustru, og i romanens labyrintiske, mytologiske univers fremstår Istanbul med sine bazarer og moskeer, alle sine dufte af alger, oregano, raki, cigaretter og kaprifolium som en kulturel smeltedigel og bro mellem Øst og Vest, Asien og Europa.

At skildre Tyrkiet og tyrkerne som et folk med to sjæle i sig, med rødder i såvel Asien som Europa, er et gennemgående tema i Pamuks bøger. Ingen anden tyrkisk digter har som han forsøgt at slå bro mellem Øst og Vest, ikke mindst i det enkelte menneske. Som Pamuk selv har formuleret det:

»Jeg prøver i min litteratur at pege på, at der er kulturforskelle mellem Tyrkiet og Europa, men at disse forskelle udmærket kan trives harmonisk i et enkelt menneske.«

I sin seneste roman, »Kar« fra 2002, der af New York Times blev udråbt som én af verdens ti bedste bøger i 2004, og som er en nydelse at læse i den engelske oversættelse »Snow« (Faber & Faber, 2004), møder man digteren Ka fra Istanbul, som har været bosat i Frankfurt i 12 år og nu - i forbindelse med sin mors begravelse i Istanbul - rejser ud i en tyrkisk provins, sner inde i byen Kar, og involveres i en mordsag og nogle politiske uroligheder, der tvinger Ka til at se sig selv i spejlet, både som tyrker og som europæer.

I »Snow« ser den tyrkiske hovedperson ned på sit eget folk. Han vil hellere leve med en identitet som centraleuropæer, og ender som et tragisk offer for islamistiske terrorister i Frankfurts gader. Det er ikke et synspunkt, Pamuk selv deler. Til gengæld har han samme grundfølelse som moderne tyrkere, der ønsker, at udviklingen skal gå mod en vestliggørelse og derfor ofte i Tyrkiet kaldes for »halveuropæere« og »efterabere«.

Disse moderne tyrkere ender altid med, som hovedpersonen i Pamuks seneste roman - med at have to sjæle og to sæt kulturelle rødder i sig, der er svært forenelige. Men budskabet i »Snow«, og hans forfatterskab i det hele taget, er, at det langt fra er noget dårligt livsgrundlag at have to sjæle i sig. Ja, det er måske selve nøglen til at turde tro på, at det europæiske fællesskab i fremtiden kan være andet og mere end en sammenslutning af kristne stater. Som Pamuk udtalte i et interview i 2004:

»At have to sjæle er en god ting. Det er sådan mennesket i virkeligheden er. Vi er nødt til at forstå, at et land kan have to sjæle på samme måde som et menneske. Disse sjæle er i konstant dialog med hinanden, de udfordrer hinanden og ændrer hinanden.«www.orhanpamuk.net Internationale anmeldelser af Orhan Pamuks bøger på hans officielle hjemmeside.