Et vågent mareridt i »Amandaværelset«

Hvad sker der, når man sætter en dramatiker med forkærlighed for sovekammerfarcer og ridderdramaer sammen med to scenografer med speciale i spøgelseshuse? Svaret ligger et sted mellem virkelighed og fantasi og skal udfordre samtidsteatrets krav på mening.

Dramatiker Jokum Rohde vil gøre folk bange for dem selv i det nyskrevne horrordrama "Amandaværelset". Foto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Her er nogen i huset. Udover dig og mig.«

Amanda sidder på gulvet i et rodet børneværelse med en dukke og et underligt distanceret blik. I værelset huserer en uskøn blanding af mugne møbler, gamle malerier og slidt legetøj fra en tid langt fra vores. Der lugter nærmest lidt sundhedsskadeligt, og Amanda ser bestemt heller ikke helt rask ud. Hun er ligbleg og så tynd, at hun nærmest forsvinder i den falmede lyserøde, pelsede jakke, hun har på. Hun hører stemmer i huset fra folk, der ikke er der, og ser ansigter i spejlet, som ikke er spejlinger af fysisk virkelighed. Men hvad er egentlig også virkelighed, og hvad er fantasi i dette foruroligende tableau?

Det er helt på sin plads at blive i tvivl, for Amanda er skuespiller, i virkeligheden hedder hun Lea Maria Høyer Stensnæs, og hele scenariet er spundet ud forfatter og dramatiker Jokum Rohdes og scenograferne Sigrid Bennike og Sebastian David Tingkjærs fantasi. Stykket, som får premiere i dag, hedder »Amandaværelset«, og inspirationen er hentet direkte fra gyserfilm og forlystelsesparkernes spøgelseshuse.

»Vi begynder med noget, der ligner et lineært mordmysterium. Men ret hurtigt i stykket aner du, at det handler om hallucination. Om noget, som har med hovedpersonens bevidsthed at gøre. Noget han ser, der ikke er der,« fortæller Jokum Rohde, som tidligere har stået bag blandt andet »Ivanhoe« og »Robin Hood« i Ulvedalene.

Spøgelseshuse møder teater

De fleste forlystelsesparker med respekt for sig selv har et spøgelseshus – et hus, hvor de besøgende frivilligt går ind for at blive skræmt af gale videnskabsmænd, levende skeletter og morderiske forbrydere.

I »Amandaværelset« bliver publikum forsynet med masker formet som griseansigter og store sorte frakker og bevæger sig herefter gennem en enorm labyrint af gange og værelser, der hele tiden forandrer sig og byder på nye, ildevarslende, næsten David Lynch’ske scenarier. Der er mange paraleller til det klassiske spøgelseshus, men hvor forlystelsesudgaven sjældent arbejder med egentlige narrativer, følger man i »Amandaværelset« de samme personer rundt i et sammenhængende forløb, fortæller Jokum Rohde:

»Det, vi gerne vil, er at give det klassiske haunted house et stærkt narrativ. Der findes jo masser af site specific teater, der arbejder med uhygge – Signas (teatergruppe, red.) »Villa Saló« og »Ventestedet« for eksempel. Men ofte bliver det sådan, at stederne er stærke, men karaktererne er svage. Vi vil gerne prøve at lave noget, hvor personerne også er stærke og vedkommende.«

I forbindelse med arbejdet med det helt nyskrevne stykke dramatik, har Jokum Rohde grundigt undersøgt hvad han selv finder uhyggeligt:

»Jeg tror, at jeg har set 70-80 gyserfilm over de sidste to måneder, for at finde ud af hvad der gjorde mig mest bange. Og jeg er nået frem til, at mit mål skal være at gøre folk bange for dem selv. Hvis du kan få folk til at frygte noget inden i dem selv, så har du vundet, for det er det værste, man kan opleve. Jeg synes for eksempel, at noget af det allermest uhyggelige, der findes, er at modtage en forbandelse,« siger Jokum Rohde.

Imod meningskravet

Idéen til horrorteatret opstod i mødet mellem Jokum Rohde og scenografen Sigrid Bennike, der sammen med scenograf Sebastian David Tingkjær arbejder med lave spøgelseshuse til forlystelsesparker. Jokum Rohde havde netop holdt et foredrag om sin kærlighed til de gamle og glemte teaterformer som burlesque, sovekammerfarcer og ridderdramaer, og dét inspirerede Sigrid Bennike til samarbejdet.

Hvad er det, der fascinerer dig ved de gamle teaterformer?

»Jeg vil gerne spille på et klaviatur, der er større end nutiden. Teatret har været der så længe. Det har haft en plads i den menneskelige bevidsthed i årtusinder. Så jeg tror, at der er store dele af vores bevidsthed, der ikke bliver stimuleret af samtidsteatret. Jeg vil gerne forsøge at bevæge mig ind i et mere drømmeagtigt territorium,« siger Jokum Rohde.

 

Ifølge ham er teater som »Amandaværelset« et slags oprør mod samtidsteatrets krav på mening:

»Det er ikke, fordi det ligner et oprør udefra, men idéen er faktisk at gå imod meningskravet i moderne teater. Imod kravet om debatterende, aktivistisk samfundsteater. I stedet kigger vi på teater som handler om underbevidsthed, drøm, fortid, sindet. Men vi laver det selvfølgelig ikke bare for at gå imod tiden. Det er også fordi, at vi gerne vil give folk en emotionel oplevelse med teatret,« siger han og tilføjer:

»Hvis alt lykkes håber jeg, at folk går ud med en følelse af, at de har oplevet et mareridt som vågne.«

»Amandaværelset« får premiere 6. november i Det Kongelige Teaters Scenografiske Værksteder på Refshaleøen.