Et tilbud vi ikke kan afslå

Der kommer til stadighed nye bøger om mafiaen – senest Roberto Savianos »Mafiaen i Napoli«. Mafiaens kulturhistorie strækker sig fra syditalienske folkesange, der hylder mafiaen, over Michael Corleone til New Jersey-mafiosoen Tony Soprano.

Illustration: Søren Mosdal Fold sammen
Læs mere

En magtfuld filmproducent ligger og sover i sit pompøst indrettede soveværelse. Han vender sig lidt i sengen. Aner vi blod på de fine silkelagener? Filmproducenten gør. Han vågner. Han rejser sig halvt op i sengen. Hans hænder og pyjamasen er indsmurt i blod. Han slår lagenet til side og ser sin kostbare racehests afskårne hoved ligge i fodenden. Så skriger han. Han skriger og skriger og skriger.
Mafiaen har sine metoder. Han havde fået et tilbud, han ikke kunne afslå – og han afslog.

Som ingen anden kulturform sætter amerikansk film billeder på vores forestillinger og farver vores opfattelse. Også når det gælder mafiaen.
Mafiaen er en samvittighedsløs forbryderorganisation, der gennem mere end 100 år med trusler, vold og myrderier har beriget sig på bekostning af fortrinsvis samfundets svageste, men når den i dag fremstår i et noget mere nuanceret lys og tilmed er forsynet med menneskelige ansigter, skyldes det amerikanske film og TV-serier.
Og ansvaret hviler først og fremmest på filmskaberen Francis Ford Coppola og hans filmatisering af Mario Puzos kulørte »The Godfather«. Som film blev den siden efterfulgt af både en nummer II og en nummer III. Og med blandt andre Marlon Brando og Al Pacino blev trilogien den mest skelsættende skildring af mafiaen i amerikansk populærkultur.
Portrættet af Corleone-familien er inspireret af flere af virkelighedens mafiafamilier. Ikke blot fik vi sat ansigt på mafiaen, den blev også udstyret med respekt og æreskodeks. Uden samtidig at forskønne den vold, der omgav den.
Hvem kan stå for en nok så magtfuld don i Marlon Brandos skikkelse, når han skildres som en hjertevarm løvefar, der tilsyneladende kun handler ud fra motiver om at beskytte sin familie og sikre den de bedst mulige betingelser? Er det ikke hans ret at beskytte den mod overgreb fra konkurrerende familier og et korrupt politisk system?
Coppola gav ikke bare mafiaen ansigt og respekt, han satte den også ind i en kulturhistorisk siciliansk/italiensk kontekst. På den måde fik ikke bare verden et indblik i forbryderorganisationens selvforståelse; filmene kom også til at bidrage til mafiaens egen selvforståelse. Replikker fra filmene – bl.a. »Han får et tilbud, han ikke kan afslå« – blev begejstret overtaget af mafiaen selv. Ligesom stilen fra filmene blev efterlignet af virkelighedens mafia. Virkeligheden overtog fiktionen.

Og flere fulgte efter

Efter »Godfather«-gennembruddet kom en række ikke mindre seværdige filmiske korrektiver til Coppolas på én gang romantiserede og ubesmykkede fortolkning. Først og fremmest instruktøren Martin Scorsese med film som »Goodfellas«, baseret på mafiosoen Henry Hills liv, og »Casino«, der portrætterer Frank »Lefty« Rosenthal, som bestyrede et af de store casinoer i Las Vegas. »Lefty« blev i filmen til Sam »Ace« Rothstein og blev spillet af Robert De Niro.
En mafiafilm, der anskuer forbryderfamilierne fra den anden side, er instruktøren Mike Newells »Donnie Brasco«, der fortæller om den første (og så vidt vides også, eneste) FBI-agent, Joseph D. Pistone, der havde held til at infiltrere mafiaen. I virkelighedens verden var det Bonano-familien – en af de fem familier i New York City. I filmen spilles han af Johnny Depp, mens Al Pacino her spiller rollen som Michael Corleones diametrale modsætning, den lille mafiafyr, Benjamin »Lefty« Ruggiero, der bliver Pistones ven og som knuses af den infiltrerende FBI-mands undergravende virksomhed.
Alle de nævnte filmatiseringer er, med undtagelse af de to opfølgere til »Godfather«, baseret på bøger af svingende litterær tyngde, men af stor underholdningsværdi og i hvert fald spændende.
Senest er mafiaen rykket over på TV i serier som »Gotti«, om det berygtede overhoved for Gambino-familien, John Gotti. Han døde i fængsel af kræft i 2002. Og ikke mindst med TV-føljetonen »The Sopranos« i 86 afsnit fra 1999 til 2007, om en New Jersey-mafioso, Tony Soprano (spillet af James Gandolfini), og hans familier – den derhjemme med kone og børn og så hans familie af kriminelle. Serien har høstet 21 Emmy-priser og fem Golden Globes.
Alle de førnævnte titler har både hver for sig og sammen medvirket til at påvirke vort syn på mafiaen og den organiserede kriminalitet. Og fået en del mænd til at gå med »pinkie« – ring på lillefingeren.

Sangene fra Vegas

Længe før bøgerne og filmene var der sangen og musikken. Croonere som Frank Sinatra, Dean Martin, Lou Monte og Louis Prima etableret sig som mafiaens yndlinge med tilknytning til gangsternes foretrukne legeplads, spillebyen Las Vegas.
I USA er opsamlings-cd’en »Mob Hits«, der indeholder eksempler fra ovennævnte sangere og entertainere og flere til, blevet en solid sællert. Der er ikke tale om decideret mafiamusik, men om en subgenre af musik med en angivelig appeal til mænd, der dyrker fiktionens mildt romantiserede fremstilling af mafiaen, og i mindre udstrækning af mafiaen selv. Herunder også musikken og sangene fra soundtrackene fra »Sopranos«, »The Godfather« og »Goodfellas«.
Ægte mafiamusik findes naturligvis i Syditalien – især Calabrien – og den har rod i mafiaens opståen for mere end 100 år siden. Det er folkemusik og -sange, der hylder mafiaen, il canto di malavita, som direkte oversat betyder et dårligt eller kriminelt livs sange, og canto di carcerato, sange fra et fængselsliv. Ikke kun sunget i den organiserede kriminalitets kredse, men også af landarbejdere i marken og i forbindelse med festlige sammenkomster.
Udgivelsen af to plader »Il Canto di Malavita – La Musica della Mafia« og »Omertà, Onuri e Sangu – La Musica della Mafia Vol.2« (Tavshed, Ære og Blod) udløste megen kritik i Italien, men de er siden også udkommet i USA, hvor de kan lyde helt tilforladelige, hvis man ikke kan forstå ordene. Titler som »Sangu chiama sangu«, »Blod skriger på blod«, og »Cu sgarra paga«, »Den der fejler, må undgælde«, taler imidlertid for sig selv.

Maden og udstyret

Uproblematisk har det heller ikke været. Eksempelvis blev sangeren Franscesco »Ciccio« Scarpelli, der optrådte under navnet Fred Scotti for at skjule sin identitet, dræbt af skud i april 1971, fordi han havde forelsket sig i en mafiosos pige.
Men mafiaen er også livsstil: Skræddersyede habitter, cubanske cigarer og kulinariske (italienske) favoritter.
Medlemmer af mafiaen er ikke bange. Heller ikke for et par kalorier. I Joseph »Joe Dogs« Iannuzzis »The Mafia Cookbook«, forklarer han hvorfor:
»Husk på, hvem det var, jeg lavede mad til – ethvert af de måltider kunne blive deres sidste, så det skulle helst være godt. Det kan godt være, at forbrydelse ikke betaler sig, men det giver en allerhelvedes appetit.«
Joe Dogs lavede mad til de hårde drenge i Gambino-familien og her er hans opskrift på »Baked Pork Chops Philadelphia«:

Man tager:
Olie
Fire tykke svinekoteletter
Et halvt kilo champignons,
rensede og skåret i skiver
To løg, finthakkede
¼ kop cognac
¼ kop tør hvidvin
1 ½ spsk. grønne peberkorn
1 ¼ kop fløde, salt og peber

Olien varmes på en stor pande, koteletterne brunes cirka tre minutter på hver side. Læg koteletterne i et ildfast fad. Kom smør på panden og steg champignons og løg i cirka fem minutter. Drys salt og peber på efter behag. Tilsæt cognac og vin og giv det hele yderligere fire minutter for rigelig varme. Kværn peberkornene over fløden i en skål for sig. Hæld den over champignons og løg og lad det simre op til to minutter, mens du rører af og til. Hæld champignon-løg-blandingen over koteletterne. Dæk med folie og giv det ca. 20 minutter i en 170 grader varm ovn. Serveres med grønsager, kartofler og applesauce.
Buon appetito!

I vinrankernes skygge

Den italienske anklager Agrigento Francisci afslørede for nogle år siden, hvad virkelighedens mafia spiser.
Det hænder, de drikker champagne, men kun fordi det er dyrt. Derimod elsker de den simple, hjemmelavede vin fra deres egne gårde. Den er sort, sød og kraftig. Middagen foregår helst i det fri, i vinrankernes skygge omkring et langt bord på en af de afsides liggende gårde i Palermos omegn.
Måltidet kan begynde med oliven uden sten og stykker af pecorino, en ram fåreost, efterfulgt af store tallerkner med pasta og oliestegte auberginer og squash. Derefter følger grillet lam, kæmpemæssige svinekoteletter og salater med løg, ansjoser, artiskokker, pølse og fyldte peberfrugter. Måltidet afsluttes med den foretrukne sicilianske dessert, cassata, en kalorierig konditor-ting med kandiserede frugter og flødeskum og ricotta-ost.

Herefter bliver det rigtig farligt. På dette tidspunkt, når sanserne er sløvet af den tunge mad og den søde vin, rejser bossernes boss sig for at tale. For det er nu efter desserten, at likvideringer kan komme på tale. Enten som strangulering eller ved skydning.

Indtil dette tidspunkt har værten ikke vist sit mishag med nogen i selskabet. Smilende og hjertevarmt har han modtaget dem alle.
»Men hans smil betyder intet. Du ved aldrig, hvad smilet dækker over. I hvert faldt ikke før, det er for sent,« oplyste De Francisci.
Capice?!