»Et stykke sæbe er mere værd end en Hammershøi«

800 kvadratmeter med 1974. Det er, hvad besøgende i Den Gamle By i Aarhus foreløbig kan opleve i den bydel fra 1970erne. Vi er selv kommet på museum.

Gynækologklinik er hentet Kolding, hvor alt inventar oprindelig ?blev købt hos FDB og i en lokal kontorbutik i 1974. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er meget muligt, det var langt mere almindeligt aldrig at låse hoveddøren, når man gik hjemmefra i 1970erne. Det gjorde vi i hvert fald aldrig hjemme hos os. Men alligevel er det en grænseoverskridende fornemmelse at gå op gennem den nymalede trappeopgang med linoleumsbelægning, gribe i dørhåndtaget til 1. sal til venstre, trykke det ned og pludselig stå i et hjem, der ser ud, nøjagtig som havde dets beboere forladt det øjeblikket før.

Men det er faktisk meningen, at man skal snage en smule, for vi befinder os i Den Gamle By i Aarhus og i beboelsesejendommen Tårnborg. Den er det første hus, som museet har indrettet og åbnet for offentligheden i det helt nye kvarter fra 1970erne, man i løbet af de næste år rejser i forlængelse af den originale del af købstadsmuseet med de gamle bindingsværkshuse. Færdig er man ingenlunde: Nye huse og forretninger kommer til hen over de næste år.

Den første lejlighed, vi træder ind i, har tilhørt en pensioneret skolebestyrerinde, Frk. Bodil Sneum, der boede i Klampenborg og testamenterede alle sine ejendele til Den Gamle By i Aarhus, hvor hendes far i mange år var socialdemokratisk valgt folketingsmedlem. Hun boede i forældrehjemmet og smed sjældent noget ud.

Tunge, udskårne møbler, farens arbejdsværelse med den politiske og sociale litteratur bevaret. Bag facaden: Cerut i askebægeret, dagbladet Aktuelt i en stol, Melano Extrakt Haarfarve i kommodeskuffen i soveværelset, få flasker sprut til gæster på bunden af klædeskabet under spinlonkjolerne i hysterisk 70er-print, stoppeæg til strømperne ved siden af sengen. På det prunkløse toilet hænger badehætten endnu, tandbørsten står i sit brune plastic­krus. Og så pludselig et stik i hjertet: Sådan en tændstikæske – mærket Tordenskjold med et foto af nogle muskedonnere – har jeg ikke set de sidste 35 år. Straks begynder erindringerne at flyde.

Projektleder Berit Guldmann Andersen, der er historiker, og som har arbejdet på projektet de sidste fire år, fortæller, at museets gæster reagerer helt anderledes, end når de bevæger sig rundt i de gamle bindingsværkshuse fra en svunden tid:

»Vi behøver ikke at formidle ret meget. Folk fortæller selv: »Sådan et fjernsyn havde vi.« Eller »gud ja, det kan jeg godt huske. Sådan en køkkenmaskine havde jeg.« De er selv eksperterne. Det er skønt at se, at folk får et forhold til historien – frem for at de går ind på et historisk værksted, hvor de ikke kan genkende redskaberne på et bord, fordi de ikke har nogen erfaring med dem. Her kan man se, at det enten er deres egen historie eller deres bedsteforældres, der bliver fortalt. Folk bliver så glade og snakker ivrigt om det.«

Rettidig omhu

At Den Gamle By skal have en bydel, der repræsenterer en købstad fra 1970erne, er en helt naturlig ajourføring af museet.

»Vi forsøger egentlig bare at tage tråden op fra Peter Holm, som oprindelig skabte Den Gamle By,« siger Berit Guldmann Andersen.

»Det, han ville vise omkring år 1900, var hans bedsteforældres og forældres tid. Han reddede huse rundt omkring fra fremskridtet. Det er præcis det, vi forsøger at gøre: udøve rettidig omhu. Den slags huse, der bliver en del af 1970er-bydelen, bliver også revet ned på et tidspunkt til fordel for Prisme-byggeri eller andre ting,« siger hun og nikker over mod den glasskyskraber af samme navn, der hæver sig over Den Gamle Bys tegltage.

»Vi forsøger at genskabe den tanke, at vi skal have noget fra vores forældres og vores bedsteforældres tid. Jeg kan svagt huske 1970erne, men dem, der er yngre end mig, kan ikke huske dem,« forklarer hun.

Året 1974 er valgt som skæringsår: Man finder ikke noget i den nye bydel, ikke engang et fingerbøl, som ikke ville kunne findes i et hjem eller en forretning i 1974. Men hvorfor lige det år?

»1974 er det sidste år med optimisme og fornemmelsen af de opgangstider, som begyndte i 1960erne. Som det var med den nuværende finanskrise, havde man endnu ikke helt opdaget, hvor slemt det var,« fortæller Berit Gulmann Andersen.

Faktisk havde museumsfolkene valgt 1973: »Men julen er en stor sæson her i Den Gamle By. Og julen 1973 var præget af oliekrisen. Butikkerne havde typisk ikke julelys ude, der blev sparet på alting. Det var en atypisk jul, og derfor ikke det smarteste år at vælge.«

Kvindefredslejr og Karl Marx

Lejligheden ovenpå. Lidt af et chok, når man træder ind. Skyggerne af to nøgne, unge mennesker, der fællesbader bag bruseforhænget ude på det lille badeværelse. Han taler om, at vi skal ud af EF igen. Hun forsøger at få batikfarven af hænderne. Vi er i et kollektiv, inspireret af kollektivet »Skansen« i Aarhus. Idolplakaterne over sengene er af Marx og Engels. Politisk litteratur står i ølkassereolen. Plakat for støttefest for Kvindefredslejren, V. Ravnstrup. Patchwork-puf, majspiber. Opslåede lærebøger fra arkitekt- og medicinstudier rundt omkring på værelserne. Andefødder, fløjlspuder og stuebirk. Blåmalet slagbænk til husmøderne og pladespiller til festerne. Smuler på tallerkenen i køkkenvasken. Nybagt brød på køkkendisken. Og så pludselig et stik i hjertet: en cigaræske af mærket Hofnar langt oppe på en hylde. Min mormors kortkasse.

»Der er ikke bare tale om anonymiserede miljøer eller kulisser,« siger Berit Guldmann Andersen. »Vi prøver at sætte nogle mennesker ind i dem, så man har nogle mennesker at forholde sig til. De har indgående beskrevet, hvordan de boede og har doneret genstande og fortalt deres personlige historie, som man kan høre fra skærme i lejligheden. Det er ikke os som museumsfolk, der er inde at gøre os kloge på, hvordan folk boede. Det ved de bedst selv.«

Tårnborg er blot det første hus i den nye bydel. I modsætning til de øvrige, som kommer til, bl.a. fra Viborg og København, er der ikke tale om et hus, som var nedrivningstruet. Museumsfolkene ville gerne have en typisk hjørneejendom, som kunne se ud af noget, når man nærmede sig bydelen. Men den slags bliver ikke revet ned – endnu i hvert fald – for folk bor stadig i dem. I stedet tog man til Helsingør med målebånd og tommestok og har nu genopført en akkurat kopi af et hus fra den nordsjællandske købstad. Men facaden på den kombinerede konditori og bagerbutik i stueetagen er hentet i Odense, interiøret i Gylling.

Seks ruller toiletpapir

De mange ting fra tiden finder Berit Gulmann Andersen og hendes kolleger på folks lofter, i kældre, i sommerhuse. De annoncerer i fagblade, taler med mennesker, der for eksempel selv havde en frisør eller en slagterforretning i 1974. Hvad kan de huske? Hvad havde de på? Har de billeder? Gemt noget? De opsøger ældre medarbejdere i firmaer, måske kan de huske, hvad man gjorde med hygiejnebind på toiletterne i 1974? En særlig opgave er minimarkedet på 56 kvadratmeter, som åbner til næste sommer.

»Min store udfordring i den forbindelse er at finde emballagen,« fortæller Berit Gulmann Andersen. »Der er jo tale om brug-og-smid-væk. Som min chef plejer at sige: »At vi finder et stykke sæbe fra 1974 i original indpakning er mere værd end et Hammershøi-maleri til flere millioner«.«

Men hvilke varer stod der overhovedet på hylderne, og hvor finder man mælkekartoner fra dengang, en liter sød kostede 1,76? Museumsfolkene kan grovsortere: Stregkoden blev opfundet i 1974, så dem havde danske varer ikke. Telefonnumre på producenter på forpakninger kan også være en ledetråd, for der kom nyt nummersystem i slutningen af 1960erne. Alt skal verificeres. Og ind imellem er der succesoplevelser.

»Det er fuldstændig tåbeligt, men jeg blev simpelt hen så lykkelig over at modtage seks ruller toiltepapir i originalplastic,« siger Berit Gulmann Andersen om sit bedste fund. »Det er jo for pokker noget, folk køber, men med tiden er det jo blevet brugt. I sagens natur!«

Når man har en vare i hus, bliver der lavet nye kopier af den, for varerne i en butik skal se nye ud.

Carmen Curlers og Lademanns Bogklub

Lejligheden ved siden af kollektivet ligger oven over den fuldt ekviperede gynækologklinik fra Kolding, der er komplet med orange stole og askebæger i venteværelset. Hjemmet er skabt med inspiration i en helt almindelig arbejderfamilie fra Vejle med to børn, der står lige for at flytte i parcelhus. Teaktræsmøbler fra 1960erne, bryllupsfoto og broderet klokkestreng. ALT for damerne og Billed Bladet. Et Bjørn Tidmann-album og bøger fra bogklubben Lademann i reolen. Carmen Curlers i soveværelset, Asterix i rya på væggen i børneværelset, hvor skoletasken med spænderne ligger på sengen. Pålægschokolade i køleskabet og brun sovs og kartofler ved middagsbordet. Og så pludselig et stik i hjertet: Kasseradioen minder om den, hvor jeg lagde den enkrone, jeg fik i lommepenge hver lørdag i begyndelsen af 1970erne. Der blev den liggende, til jeg fik en næste uge igen.

»Jeg kommer selv fra en arbejderfamilie,« fortæller Berit Gulmann Andersen, der er født i 1971.

»Vi boede som kernefamilien i det nye hus: med teaktræsmøbler ligesom dem. Det er den lejlighed, jeg kan kende fra mig selv. Men når man kommer som privatperson, vil der sandsynligvis være et eller andet, man genkender, uanset hvilken historie, man har.«

Sommerens åbningstider i Den Gamle By (alle ugens dage): 29. juni - 11. august kl. 10 - 18. 12. august - 1. september kl. 10 - 17.