Et sommerhus ved Bagsværd Sø

Historien om Sophienholm, der i dag er kunstmuseum, er historien om en huslæge, der ikke måtte få en adelsdatter, om en rigmand, hvis kone bedrog ham i årevis, og om millioner af skattekroner, som mange mente kunne bruges bedre.

Sophienholm som landstedet så ud, da Frederikke Brun gjorde det til samlingssted for mange af guldalderens digtere, musikere og billedkunstnere. GlKbh Fold sammen
Læs mere

Er det en kommunal opgave at bruge flere millioner kroner på en faldefærdig ejendom for at kunne afholde nogle kunstudstillinger? Det var et spørgsmål, som i den grad optog sindene for et halvt hundrede år siden.

Anledningen var, at Lyngby-Tårbæk Kommune i 1963 havde købt det historiske landsted Sophienholm for 800.000 kroner og efterfølgende ofrede næsten fire mio. på istandsættelse af bygningerne og den 16 tønder land store park ved bredden af Bagsværd Sø. Alt for mange penge til et meningsløst formål mente den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen. Den ville kun gå med til købet på betingelse af, at hele parken blev åbnet for offentligheden, at hovedbygningen blev revet ned og de resterende bygninger anvendt til ungdoms- og børneformål.

Således gik det som bekendt ikke. Huset overlevede det kommunale slagsmål, og i maj 1967 åbnede Sophienholm som udstillingsbygning med en ophængning af dansk guldalderkunst. Den blev et tilløbsstykke, og lige siden har stedet været et yndet udflugtsmål for et utal af mennesker. Men det er altså kun et halvt hundrede år siden, at mange ønskede huset jævnet med jorden.

Historien om Sophienholm begynder i midten af 1700-tallet, og hovedpersonen, der først træder ind på scenen, er en mand med det gode, danske navn Theodor Holm. Han var kirurg, men han kunne andet og mere end at skære i folk, for han var også botaniker og professor i naturhistorie og desuden læge på Sorø Akademi. Det medførte, at han blev huslæge for admiral og greve Frederik Danneskiold-Samsøe, og i den stilling kom han så tæt på familien, at der opstod et hjerteligt forhold mellem huslægen og grevens datter.

Men det kunne ikke nytte noget – hun var adelig, og han var kirurg. I stedet for pigen fik han nogle glimrende anbefalinger, og det endte med, at lægen i 1767 blev udnævnt til generalpostdirektør.

Fra huslæge til gehejmeråd

Samme år købte han et stykke jord ved bredden af Bagsværd Sø, hvor han havde botaniseret flittigt, og her opførte han nogle år senere en lille lystgård. En kone havde han også fået sig foruden den fine titel, og da lystgården stod færdig i 1776, blev den opkaldt efter hende.

Men nu var Holm ikke længere generalpostdirektør. Han var avanceret til kabinetssekretær og hofchef, og han var trådt ind i adelsstanden og udnævnt til gehejmeråd med ret til at bære navnet Holm de Holmskiold. På den modsatte side af søen opførte han ejendommen Aldershvile, som var betydelig større og meget fornemmere, og her tog han fast bolig.

Da han døde, viste det sig imidlertid, at den tidligere kirurg og generalpostdirektør med mere trods sin glimrende karriere havde været i forlegenhed for penge. Hustruens formue på 150.000 rigsdaler havde han først formøblet, og dernæst havde han forset sig på betroede midler. Gæld var alt, hvad han efterlod sig i 1793.

Sophienholm var allerede tre år tidligere blevet overtaget af rigmanden Constantin Brun, som titulerede sig agent og tillige var administrator af Det Vestindiske Kompagni. En fin, ældre herre, dygtig og afmålt, alvorlig og påpasselig, og som nævnt styrtende rig.

Men måske manglede han alligevel noget for helt at udfylde rollen som ægtemand for sin livlige og næsten 20 år yngre viv, Frederikke. Få år efter købet udvidede og ombyggede agent Brun Sophienholm, således at hovedbygningen i alt væsentligt fik sit nuværende udseende. Men mens dette stod på, var fruen sjældent hjemme. Hun havde i Genève mødt den schweiziske intellektuelle skønånd von Bonstetten, kvindebedårer og far til fire, og han havde bjergtaget hende. Igen og igen måtte hun ned i varmen for at passe sit helbred og pleje omgang med den spændende mand.

Konen boede tre år i Rom med en anden

Agent Brun accepterede forholdet, når blot fruen kom hjem igen, og det gjorde hun. En af gangene havde hun taget vennen med til København, og han blev i flere år installeret som en del af familien – om vinteren i palæet i Dronningens Tværgade og om sommeren på Sophienholm.

Først i 1810 mistede den gode ægtemand tålmodigheden. I tre år havde konen opholdt sig i Rom, og nu kunne hun vælge mellem at komme hjem eller acceptere skilsmisse. Hun valgte at komme, og det blev begyndelsen på et nyt kapitel i historien om Sophienholm. Med Frederikke Brun som det lysende midtpunkt blev lystgården i tyve år hjemsted for snart sagt alle de digtere, malere, komponister og billedhuggere, som i første halvdel af 1800-tallet udgjorde persongalleriet i den danske guldalder.

Hun døde i 1835, ægtemanden året efter, og herefter havde landstedet ved Bagsværd Sø forskellige ejere, indtil udgiveren af Familie Journalen, litograf Carl Julius Aller, købte det i 1882. I lige ved 80 år var ejendommen fritidsbolig for familien Aller, men efterhånden blev den for dyr at holde vedlige. Den blev sat til salg, og så var det, kommunen kom ind i billedet. Men skulle huset rives ned? Det var der delte meninger om.