Et samfund skal også kendes på, hvordan det behandler sine rigeste. Ny dokumentar om Christian Kjær skildrer velstand som et fængsel

»Hvorfor skal jeg altid kaldes rigmand? Det er ikke noget, man har gjort med vilje«. En dokumentar om Christian Kjær, sendt på DR mandag aften, skildrer velstanden som et fængsel. Den tidligere erhvervsmand, der taler så stolt om Danmark, er fanget mellem folket, han ikke er del af, og eliten, der ikke vil have ham.

»Danmark er et socialt land. Der er du kun lige, hvis du ikke har noget. Hvis du er noget og kan gøre noget, så bliver du aldrig lige. Så vil du altid enten været hævet eller synke ned i forholdet til andre folk,« siger Christian Kjær, der fremstår som en ensom og forladt Joakim von And i DRs nye dokumentar Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man tror, at regnbuen ender i en bil og en båd, skal man se den dokumentar om Christian Kjær, DR sendte mandag aften.

Sjældent er det lykkedes at skildre rigdom så ensomt og ulykkeligt som i de 56 minutter, man følger erhvervsmanden, mens han pakker sine 650 kvadratmeter i flyttekasser og fraflytter huset og den flagstang, som prins Henrik, ifølge en påsat plakette, har indviet.

Beslutningen kommer efter den dom, som Kjær fik i 2019, og som vel egentlig også er dokumentarens egentlige anledning. Dommen faldt efter et motionsløb, hvor Christian Kjær bevidst påkørte en trafikofficial i lav fart. Den førte til, at Kjær mistede sit kørekort og sit jagtegn – og siden sit ridderkors og sin plads i det fine selskab.

Som Christian Kjær selv formulerer det:

»Jeg føler, at alle har vendt mig ryggen og sagt: ‘Du skal bare have nogle på bærret, og så må du finde dig i det’.«

»Det er ikke noget, jeg har gjort med vilje«

Det er med andre ord en knækket mand, vi møder, da dokumentaren begynder. Christian Kjær føler sig udenfor og misforstået. Episoden ved motionsløbet genopføres med to statister som et forsøg på at vise hans uskyld. Det lykkedes mindre godt.

Mere interessant er det at se, hvordan Kjær selv oplever sin tid i samfundets absolutte top, venskabet med prins Henrik, hans position som kammerherre og hofjægermester samt Kjærs modvillige tur gennem mediemaskinen under ægteskabet med Janni Spies.

»Man siger, at man skal kende et samfund på, hvordan det behandler sine svageste, men i Danmark kan man også udlede en del ud fra, hvordan vi behandler de rigeste.«


Billederne er smukke, men ifølge Kjær er de i høj grad også en fortælling om, hvordan man nemt bliver stemplet som en eksotisk Joakim von And, hvis man – som Kjær – arver en formue.

»Hvorfor skal jeg altid kaldes rigmand? Det er ikke noget, man har gjort med vilje. Jeg kunne bare have brugt alle de penge, jeg havde fået. Så var jeg bare ikke blevet kaldt rigmand; så havde de kaldt mig åndssvag eller noget andet.«

Sandt er det, at vi ofte har svært ved at elske dem, der har meget. I Danmark skal ekstrem velstand helst blødes op med en excentrisk side. Det gælder især, hvis pengene er arvet.

Er man bare verdensfjern, bliver man latterliggjort. En scene, hvor Kjær undrer sig over, at køberne ikke står i kø for at gafle hans hus, der er sat til salg for 62 millioner, er næsten ufrivilligt morsom. Det samme er en udtalelse om, at alle er lige i Schweiz. Sætningen bliver sagt under solen, hvor Christian Kjær drikker vin med borgmesteren i den alpeby, han flytter til.

Stakkels rige mennesker

Man siger, at man skal kende et samfund på, hvordan det behandler sine svageste, men i Danmark kan man også udlede en del ud fra, hvordan vi behandler de rigeste. Hvor andre lande har gjort visse rigmænd til mæcener og forbilleder, har vi en sær afstand til det danske jetset.

Tænk bare på prins Henrik, der først fik rigtig anerkendelse efter sin død. Inden da mente man, at han var arrogant og verdensfjern. Nu er der bred enighed om, at han var den sjoveste og mest farverige i Kongehuset.

Susan Astani-Kjær og Christian Kjær sammen med deres fælles søn, Alexander. Nu flytter familien til Schweiz, hvor folk, ifølge Kjær, er mere lige Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Dokumentaren gør intet for at nedbryde den afstand. Tværtimod. Oplæserens udtale er sine steder som hentet direkte ud af 1950erne, og en afslutningsscene med Poul Bundgaards »Tak er kun et fattigt ord« som soundtrack virker underligt malplaceret.

Det er svært at bedømme, om Christian Kjær er dømt uretfærdigt. Faktum er, at den tidligere erhvervsmand, der taler så stolt om sit Danmark, føler sig fanget mellem folket, han ikke er del af, og eliten, der ikke vil have ham.

»Danmark er et socialt land. Der er du kun lige, hvis du ikke har noget. Hvis du er noget og kan gøre noget, så bliver du aldrig lige. Så vil du altid enten været hævet eller synke ned i forholdet til andre folk,« som Christian Kjær siger med så meget vemod, at man får helt ondt af ham.

Måske er det bare det, der sker, når vi bliver ældre, bliver syge og mister kontakten til vores børn. Det slår hårdt – uanset hvor mange penge, der står på bankbogen.

»Christian Kjær. Farvel og tak« blev sendt på DR1 mandag aften. Den kan nu ses online på DR TV.