Romerne herskede over Europa i flere hundrede år. Nogle synes måske, at de var nogle væmmelige typer, og at de lå i evig kamp med gallerne, hvis man har forlæst sig på Asterix. De var næppe værre end andre, og de lå ikke nødvendigvis i permanente opgør med gallere eller indfødte i andre dele af imperiet. Der var tale om et samliv og romernes styrke og brutalitet sørgede for at holde oprørstrangen tilbage.

Om dette samliv mellem romerne og gallerne ved vi ikke meget, men Glyptotekets nye udstilling, »Beriget & Beruset. Forsvundne skatte fra Romerriget«, viser, at der var tale om et samliv, hvor romernes gud Merkur optrådte side om side med gallernes gudinde Rosmerta på de enestående fund, som blev gjort i Frankrig i 1830, og som nu vises for første gang i Danmark.