Et oprigtigt indblik i Dronningens syn på livet og verden

Prinsesse Margrethe er kommet ud for at hilse på de danske frihedskæmpere, efter at Slotsholms-Detachementet (en afdeling under Modstandsbevægelsen) havde overtaget vagten på Amalienborg. Foto fra bogen.
Læs mere
Fold sammen

Da skuespillerinden Helen Mirren blev spurgt om, hvorfor hun var tilhænger af det britiske kongehus, svarede hun: »Jeg har kendt disse mennesker hele mit liv.«

Mange danskere ville antagelig give det samme svar, når det drejer sig om det danske kongehus. Mirrens forklaring rummer naturligvis en skjult asymmetri, for ingen forventer, at de kongelige har samme kendskab til hver enkelt borger, som vi har til dem, hvor overfladisk det kendskab end er. De fleste danskere kender til Dronningen som var hun en fjern tante, hvis familierelationer der er nogenlunde styr på, men man ses kun sjældent. Men så sker det, at man får hende til bords ved en af disse alenlange familiemiddage, og så viser hun sig som en fortrinlig borddame.

Omtrent sådan skal man gå til en samtalebog med Dronningen. Man tilbydes ikke noget intimt venskab, men man får et oprigtigt indblik i, hvordan hun anskuer livet og verden, og det er ikke uinteressant.

I Thomas Larsens samtalebog »De dybeste rødder – Dronningen fortæller om Danmark og danskerne« fortæller Dronningen indledningsvis om sit eget liv. Hun blev født som den ældste datter af kronprinsparret i det dansk-islandske dobbeltmonarki få dage efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940. Efter ændringerne i tronfølgeloven i 1953 måtte hun anskue sin tilværelse under tilskikkelsens synspunkt. Det lå fast, hvad hun skulle – og hvornår. Hendes embedstid er afgrænset af to dødsfald: Hendes fars og hendes eget. Hun nærer stor hengivenhed for sine forældre, og derfor brød hun sig i sin ungdom ikke om at blive mindet om, at hun var tronfølger, for det var samtidig en påmindelse om, at hun skulle miste sin far for at blive dronning.

Men Dronningen har stiftet fred med sin skæbne og henter i overensstemmelse med det embede, hun er sat til at røgte, sin identitet fra den historie, der ikke alene er hendes egen, men hele landets. Thomas Larsen har i den forbindelse interessant nok også bedt Dronningen om at give skudsmål til nogle af sine forgængerne. Hendes udmåling af Frederik VI er skæg, fordi hun retter op på denne konges lidt flossede eftermæle. Hun priser hans ansvarsfølelse. At han havde elskerinder, tager Dronningen ikke så tungt – »det hørte ligesom med dengang«, som hun siger i sin helt egen tone, en treklang af nonchalance, eftertanke og humor.

Efterhånden som bogen skrider frem, handler den stadigt mere om nutiden og de udfordringer, som Danmark står over for. Det er en vanskelig øvelse for statsoverhovedet. Det er en ofte gentaget misforståelse, at Dronningen ikke må være politisk. Det må hun gerne, så længe hun ikke har en væsentlig del af politikerne imod sig. Enhedslisten kan selvfølgelig altid finde et hår i suppen, men så længe den brede midte i dansk politik bakker op, er Dronningen på nogenlunde sikker grund. Et af problemerne er, at politik er udsat for en opvarmning, der gør, at den brede midte udgør knap så fast og tykt et isdække – for nu at hente en metafor fra den nordligste del af Dronningens domæne – men oftere end tidligere består af frit drivende flager af varierende størrelse og bæreevne. Dronningen har også vanskeligere ved at søge sin redning i de statsbærende institutioner, hvis repræsentant hun også er, for selv det etablerede har mistet sin selvfølgelige karakter. Kan Dronningens altid udelte opbakning til de væbnede styrker nu tolkes som støtte til politisk kontroversielle militære indsatser i Mellemøsten?

Et af bogens mest interessante kapitler har fået overskriften »Tro«, selv om Dronningen nødigt tager netop dette ord i brug om sig selv. Hun definerer snarere sig selv som kirkegænger. Dronningen er af Grundloven forpligtet til at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, men hendes tilknytning til, viden om og glæde ved Folkekirken rækker langt videre end hendes forpligtelse tilsiger. Hun mener også, at kirken og landet hører sammen. Stillet over for den udfordring, at Folkekirken ikke nyder den samme opbakning i dag som for 45 år siden, da hun tiltrådte, fastholder Dronningen, at Danmark »er bygget på kristen grund«. Det er ikke, fordi Dronningen nødvendigvis har ændret synspunkt gennem årene, men i lyset af den øgede andel af muslimer i samfundet, fremstår det væsentligt mere pointeret i dag end tidligere. Men Thomas Larsen mener også, at der er sket en forskydning i Dronningens synspunkt i retning af en forståelse af, »at indvandringen også indebærer omkostninger for det land, som tager imod, og at integration er en udfordring.«

Hvis man vil have et helfigursportræt af statsoverhovedet, er denne bog et godt sted at begynde. Thomas Larsen balancerer fint mellem det loyale og det analytiske. Bogen føjer sig ind i rækken af portræt- og samtalebøger om Dronningen af blandt andre Thorkild Hansen, Ninka, Annelise Bistrup og Jens Andersen. Gentagelser undgås i den forbindelse ikke, men det ville da også være mærkeligt andet. Det er ikke Dronningens job at opfinde verden forfra hver dag. Genkendelighed og kontinuitet er nogle af kongehusets væsentligste bidrag til et samfund, der i øvrigt er præget af omskiftelighed og opbrud. Det er i sin natur en konservativ institution. »Det er sikkert fordi jeg er en gammel kone, men jeg synes ikke, at man skal løbe efter dagens mode, hverken når det gælder sweatre eller meninger,« som Dronningen selv formulerer det. I den forstand er hun politisk. Man kan endda sige, at hun huser et synspunkt, der til tider må betragtes som nærmest hjemløst i det politiske landskab.

Hvad: De dybeste rødder
Forfatter: Thomas Larsen.
Sider: 424.
Pris: 349,95.
Forlag: Gyldendal.

Jes Fabricius Møller er historiker og fast tilknyttet anmelder ved Kristeligt Dagblad.