Et nyt dansk ord toner frem: realkompetencer!

Vi bruger i dag ord og vendinger, som ville have været volapyk for ti år siden. Og om ti år er de måske væk igen. Professor Jørn Lund, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der har det som sit job at følge udviklingen, ser sportens verden og det engelske sprog som storleverandører af nye udtryk til dansk. Men det er tidsånden, de økonomiske og ideologiske magtforhold, der i sidste ende styrer og præger den sproglige udvikling.

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Det er svært med sproget. Det kan snige sig ind påén bagfra. Man kan bilde sig ind, at man er kritisk sprogbruger og styrer uden om de værste klichéer. Og pludselig er man alligevel bugtaler for tidens fraser. Jeg sidder og er i gang med at interviewe Jørn Lund, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og vil netop spørge til et af de udtryk, han tager under kærlig behandling i sin nye essaysamling »Og så tager vi den derfra« om de sproglige skred i moderne dansk. Og så kommer jeg minsandten til at sige, at jeg gerne vil spørge ind til ...

Det griner vi lidt ad, og jeg må konstatere, at det er anderledes at interviewe om sprog. Hvor man normalt kan holde emnet frem for sig og iagttage det fra forskellige vinkler, havner man, når det gælder sprog, i nogle underlige loops, hvor temaet selv danser på ryggen af én. Men samtidig er det jo eksakt nok. Sprogbrug lægger ikke op til en masse omtrentlig snak, i hvert fald ikke når det er Jørn Lund, der sidder for den anden ende af bordet. Fire-fem gange i løbet af samtalen springer den adrætte professor op fra sin stol og forlader det lille møderum i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs lokaler lige ved siden af Den Sorte Diamant, hvor vi sidder med udsigt over Københavns Havn. Han henter opslagsværker fra tilstødende kontorer, så vi lige kan slå efter. Langsomt vokser bogbunkerne sig store.

Vi når ikke frem til det udtryk, jeg egentlig ville spørge til, for nu gælder det jo »spørge ind til«. Ordbogen angiver ikke nogen præcis oprindelse, men mener dog, at det især trives i behandler- og pædagogsprog. Jørn Lund mener, at det rummer en del af den inderlighed, følsomhed og jeg-centrering, som vor tid er så rig på. Man vil virkelig gerne meget tæt på hinanden, tage alle de lag væk, der kan spærre for den følsomme kontakt, og derfor spiller vi inderlighedens melodi med strofer som »det, jeg hører dig sige, er ...«, og »jeg vil gerne spørge ind til ...«.

Men hvor meget hænger det talte nutidssprog sammen med tidsånden? Ganske meget, mener Jørn Lund, der i forordet til sin bog skriver, at »ingen forskydning i sprog og sprogbrug er tilfældige, men altid udtryk for tidsånden og de kræfter, der styrer den. Sproglig opmærksomhed er derfor vigtig for enhver borger i et demokrati«. Og han har til lejligheden medbragt et dugfrisk eksempel på et nyt ord, som tidsånden har præget:

»Jeg er netop vendt tilbage fra undervisningsministerens årlige møde i Sorø. Det nye, store ord her var realkompetencer. Man vil i disse år gerne have flere hænder i arbejde og motivere folk til at blive på arbejdsmarkedet. For ikke så mange år siden ville man gerne motivere dem til at holde op. Men nu er vinden vendt, og det, der ligger i ordet, er, at man vil fjerne nogle af de barrierer, der gør, at folk ikke kan få et bestemt arbejde, fordi de ikke har de formelle kvalifikationer, papirerne, til at bestride det. Vi skal ikke længere være så formalistiske og spørge: Har du eksamen, eller har du ikke eksamen? I stedet skal vi anerkende modenhed, færdigheder og erfaringer fra livets skole.

På en måde er det jo fornuftigt nok, men så opfinder man altså et helt nyt ord eller en ny ordsammensætning, for »kompetencer« har jo været hos os længe som et jokerord, selv om det i sin betydning er meget mere diffust end kvalifikationer. Realkompetence er et mystisk ord at bruge. Det skal betyde »ikke-dokumenteret kompetence, som er kompetence alligevel«, men det kommer til at dementere sin modsætning, for det antyder, at folk, der er bare er kompetente, ingen realkompetence har. Og det er jo noget sludder, for man kan godt både have papir på sine færdigheder og udvikle dem i takt med de krav, der stilles.

Det nye ord skal legitimere, at vi lukker folk ud i systemer, som de ikke er uddannet til, og på den måde kan man se, at det er økonomien, magten, der dikterer omgangen med sproget. Men det vil ikke kunne lade sig gøre uden videre. Fagforeningerne vil møde denne tendens med en del skepsis, for den ophæver jo skellet mellem de faglærte og de ufaglærte. Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, gjorde da også indsigelse på Sorø-mødet.«

»Spis brød til«
Jørn Lund bruger nu sproget til at tage mig med tilbage på en tidsrejse til 70erne. Han læser en liste over de nye ord, der blev en anerkendt del af dansk sprog i 1970-71: »Afrohår, basisgruppe, bevidsthedsindustri, bilfri, énvejskommunikation, gruppearbejde, ideologikritik, liveshow, mandschauvinisme, rotteræs, social taber. En del af disse ord viser sig at være så tidstypiske, at de hurtigt forsvinder igen. I visse tilfælde er det allerede kendte ord, der ændrer betydning. »Alternativ« betød før 1970 »en anden mulighed«, men det ændrer betydning til »kritisk over for det bestående samfund, venstreorienteret«. Som en medstuderende spurgte i min tid på universitetet: Kan vi dog ikke få en alternativ lærer i grammatik?«

En tilsvarende liste over nye ord i dansk fra 1995-96 viser især den nye kommunikationsteknologis gennemslagskraft: browse, dummy, e-maile, exit poll, netbank, light, etisk regnskab, intranet, »Light er blevet utrolig udbredt«, siger Jørn Lund. »Den lyse øl Let Carlsberg er blevet omdøbt til Carlsberg Light.

Nu vi er ved det lette og det tunge, har jeg interesseret mig for udtrykket »fedt« i betydningen godt. Det har snart været her i så mange år, at jeg begyndte at spekulere på, om det kunne blive den almindelige og neutrale glose for at noget er godt. Det er et mærkeligt ord, jeg har ikke kunnet finde nogen udenlandsk inspiration til det, og med det fedmeproblem, vi efterhånden har, burde det jo heller ikke blive ved med at kunne fungere som synonym til godt.«

Af en eller anden grund kommer vi at tale om udtrykket »spis brød til«, som betyder det samme som »tag den med ro« og »klap lige hesten«. Det viser sig at have en lang forhistorie og går tilbage til et samfund, hvor der var mere knaphed, når det gjaldt bordets glæder, og hvor man derfor ikke skulle kaste sig over kødmaden og frådse i den, men spise brød til. Måske har »fedt« også sine rødder i det gamle knaphedssamfund, selv om de ikke lader sig spore.

Er de fleste af de nye, sproglige udtryk, der dukker op, ikke overførsler fra engelsk?

»Jo, det er der virkelig mange af dem, der er. Det gælder også titlen på min bog »Og så tager vi den derfra« then we take it from there og der har du et eksempel på en lumsk sprogpåvirkning, for man kan ikke se det. Det kan umiddelbart lyde meget dansk og hjemmegroet.

En anden stor leverandør af metaforer til nutidens sprog er sporten, og det er fordi økonomitænkningen er meget dominerende i disse år. Man dyrker eliten, man dyrker konkurrencen som den eneste vej til kvalitetsforbedring. Der er fodboldmetaforer over alt: vi sparker bolden til hjørne, går efter manden i stedet for bolden, får det røde kort, kører med klatten osv. Hvis man analyserer videnskabsminister Helge Sanders billedsprog, kan man se, at det er gennemsyret af konkurrencesport.«

Folket forsvandt
Enkelte sproglige udtryk kendt som bevingede ord kan føres tilbage til bestemte ophavsmænd, forfattere, politikere eller andre, men langt de fleste har en anonym oprindelse.

De kommer fra folkedybet?

»Ja, bortset fra at man ikke længere taler om folkedybet, det er ikke stuerent. Politikere bruger slet ikke ordet »folk« længere, når de taler om deres vælgere. Det er kommet til at lyde nedladende. Politikere vil hellere snakke om mennesker. Det er individualismen, der hersker. Det skal have med »dig« at gøre. Det er heller ikke noget tilfælde, at det nu hedder Socialdemokraterne og ikke Socialdemokratiet, for partiet må ikke virke som et system. Det skal bestå af mennesker.«

Hvorfor bliver der dannet så mange nye udtryk?

»Man vil jo gerne have opmærksomhed ved at oplive sin stil, og man kan bl.a. få det ved at spille med de sproglige muskler, putte krydderier på maden og ikke bare køre lige ud ad Køge Landevej.«

Enkelte udtryk bider sig meget fast. Til tider kan det virke som om, samfundsdebatten kører omkring et begrænset antal ord og vendinger. Er det et demokratisk problem?

»Jeg synes ikke, at det største demokratiske problem er klichéerne, men at politikere kan have så svært ved at få sagt noget i sammenhæng. Medierne sætter to sammen, der er maksimalt uenige, de flytter sig ikke, og de får sjældent lejlighed til at tale ud.«

Jørn Lund vil ikke give sproglige kokkehuer til enkelte politikere, men han synes, at der er stor forskel på, hvor godt og varieret et sprog, de har. Nogle har et »programmeret« sprog, hvor de taler i kursiv hele tiden, mens andre virkelig siger noget, når de taler.

Der er folk undskyld, mennesker der mener, at vi skal tale meget mere engelsk for at kunne begå os i den globale verden, og at engelsk bør være officielt andetsprog i Danmark ...

»Ja, det er folk, der ikke ved, hvad et sprog er. De tror, at det er et vilkårligt kodesystem, et kommunikationsmiddel, som man kan skifte, som man skifter skjorte. Selvfølgelig bør vi blive så gode som muligt til engelsk, men et modersmål kan nu en gang meget mere end et senere tillært sprog. Modersmålet bor i os, det er en del af vores husholdning, vores tankeverden. Det behøver man altså ikke være nationalromantiker for at mene.

Selvfølgelig er det ved videnskabelig kommunikation på et meget abstrakt niveau ikke noget stort problem, at man ikke kan trække på de sproglige ressourcer i sit eget modersmål, men når alle, der ikke har engelsk som deres modersmål, snakker det med hinanden, så mødes de på et lavere niveau, end de egentlig behersker. De nyeste signaler fra de nordiske universitetsrektorer er da også, at man vil arbejde efter et parallelsprogsstrategi og ikke lade engelsk fortrænge modersmålene.«

Du skriver, at sproglig opmærksomhed er vigtig for enhver borger i et demokrati, og du har selv i din bog »Det faglige løft« fra i år bedrevet ideologikritik på videnskabsminister Helge Sanders sprog. Men kan man også lave sproglig ideologikritik på stedet? Hvis man nu møder tidens gloser i samtaler med sin chef eller sit barns pædagog, og ikke så gerne vil acceptere det, man får påduttet gennem sproget ...

»Jeg vil nok ikke anbefale det. Når man tager hinanden på ordet i en samtale, er der let dømt ufred. Man føler sproget som en del af sig selv, og at det derfor er én selv, der bliver sat til debat. Der er ikke nogen af os, der kan lide at få røde streger! Men man kan jo altid mere uskyldigt sige: Jeg forstår altså ikke helt, hvad du mener, når du siger x. Og det kan da også være fristende at standse op i en diskussion og sige: Kan vi ikke lige lade være med at bruge ordet realkompetencer i fem minutter og tale om det, det dækker, og se hvad der så sker?«

Jørn Lunds bog »Og så tager vi den derfra« udkommer i dag på Gads Forlag. Den er på 103 sider og koster 149 kr.