Et nødvendigt onde

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oversættelser er et nødvendigt onde.

Det bedste ville være, hvis vi kunne læse Hakuri Murakami på japansk, Mo Yan på kinesisk, Orhan Pamuk på tyrkisk og Imre Kertész på ungarsk. For ikke at tale om Thomas Bernhard på tysk, Stieg Larsson på svensk, Michel Houellebecq på fransk og Dag Solstad på norsk, hvad flere af vi danskere selvfølgelig kan, men jo slet ikke i samme omfang som i gamle dage, da fremmedsprog ud over engelsk var noget, man tog alvorligt.

Så jo, oversættelser er et nødvendigt onde. Hvilket ikke er ment som en kritik af de mange fortræffelige oversættere, vi heldigvis har her til lands, men som en konstatering af, at oversættelser aldrig kan blive til mere end til tilnærmelser til originalen. Hvorfor? Fordi et stykke litteratur jo netop ikke blot er en ligefrem meddelelse af nogle forhold, men så meget mere.

Der er i al god litteratur en særlig klang, en særlig rytme, nogle særligt subtile betydninger af de enkelte ord, som selv den bedste oversætter kun kan forsøge, efter bedste evne, at ramme. Derfor er en oversættelse altid et nødvendigt onde.

Og netop fordi oversættelser er et nødvendigt onde – med streg under »nødvendigt« – er det så uhyre vigtigt, at det, der så rent faktisk bliver oversat, også bliver oversat så godt som overhovedet muligt, og netop derfor forekommer det mig at være en betænkelig udvikling, når forlagene, som Berlingske fortalte om i denne uge, i stigende grad føler sig nødsaget til at få lynoversat bøger af udenlandske bestsellerforfattere, så deres danske fans ikke skal vente for længe.

Det er ikke betryggende.

Nu skal der nok være enkelte oversættere, der er så eminent dygtige, at de kan levere en fornuftig romanoversættelse på få uger, men jeg tillader mig at tvivle på, at der er ret mange af slagsen.

Og som antydet: Det handler ikke bare om at få oversat en tekst. Det handler om at ramme dens egenart, dens duft, og det gør man altså ikke, hvis man skal skynde sig, og hvis min tvivl er berettiget, betyder det, at flere og flere af de bøger, der oversættes til dansk, ikke udkommer i de optimalt gode oversættelser, som både deres forfattere og deres læsere har ret til at forvente.

Det er synd og skam, synes jeg, og det er det ikke bare her og nu, det er også synd og skam set i et langsigtet perspektiv, for når først en bog er blevet oversat til dansk, vil der typisk gå mange år, før den – om overhovedet – bliver nyoversat. Den oversættelse, der er blevet til i al hast, vil stå som OVERSÆTTELSEN på dansk. Hverken mere eller mindre. Og uanset om den har »fortjent« det eller ej.

Quel dommage, som man siger på et af de sprog, som vist stadig færre danskere behersker. Eller rigtig træls. For nu at sige det på godt jysk.