Et manisk manifest

Gotisk: Den canadiske stjerne­reporter Naomi Kleins »Chokdoktrinen« er en vampyrhistorie om en ny form for ondartet kapitalisme, som lever af blod, kollektive traumer og krig. Det er som at læse Michael Moore på speed: Underholdende og begavet, men

Ifølge Naomi Klein er katastrofe-kapitalismen gået frem med en revolutionær energi og timing, som er blevet perfektioneret af den amerikanske administration efter 11. september 2001 med det præventive angreb på Irak, som – stadig ifølge forfatteren – har resulteret i en ny økonomi bestående af private firmaer, der sælger våben, lejesoldater og andre krigstjenester til politistater uden for demokratisk kontrol. Foto fra Bagdad, 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en gammel marxistisk tanke, at kapitalismen har en pulveriserende virkning og destruerer alt, hvad der forekommer solidt, som var der tale om sandslotte. Samme tanke har taget bolig i den canadiske journalist og samfundskritiker Naomi Kleins nye bog »Chokdoktrinen«, der over 600 sider hudfletter det, hun anser for at være vor tids »katastrofe-kapitalisme«. De to ting hænger nemlig snævert sammen, hævder Klein, der finder beviser kloden over – fra USA, Sovjet, Kina og Irak i dag over Østeuropa i 1990erne til Sydamerika i 1970erne og 80erne. Det er begavet, underholdende og gotisk læsning a la Michael Moore på speed.

Den største skurk i det grumme galleri af vampyrer og dæmoner fra de seneste 40 års globale kulturkamp er den i Danmark lidet kendte amerikanske økonom Milton Friedman (1912-2006) fra University of Chicago, som fik Nobelprisen i økonomi i 1976 og kort forinden havde givet den chilenske diktator Pinochet gode råd i økonomiske anliggender. Her tog den økonomiske chokterapi sine første skridt efter militærkuppet 11. september 1973. Gennem omfattende afregulering, privatiseringer og skattelettelser skulle først Chile og siden flere andre lande liberaliseres, men chokdoktrinen var overalt katastrofal, vurderer Klein, ikke alene på grund af sine sociale konsekvenser, men lige så meget fordi den bygger på kollektive traumer og kriser eller ligefrem en rask lille krig i ørkensandet.

Revolutionær timing
Ingen steder blev katastrofe-kapitalismen indført af befolkningen selv; overalt skulle der en undtagelsestilstand, dvs. et påskud til for at hestekuren kunne glide ned – som med juntaens økonomiske politik efter kuppet i Argentina i 1976, med Margaret Thatchers ditto efter Falklandskrigen i 1982, med Kinas stramning af grebet efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, med overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Rusland, Polen og ex-Jugoslavien. Overalt skred katastrofe-kapitalismen frem med en revolutionær energi og timing, som er blevet perfektioneret af den amerikanske administration efter 11. september 2001 med det præventive angreb på Irak, som ifølge forfatteren har resulteret i en ny økonomi bestående af private firmaer, der sælger våben, lejesoldater og andre krigstjenester til politistater uden for demokratisk kontrol.

Som antydet hænger alverdens ideer, begivenheder og fænomener symmetrisk sammen i Naomi Kleins bibel, hvorfor den meget hurtigt får smag af salme. Naomi Klein leverer samme diagnose af vidt forskellige historiske situationer, og de læsere, der instinktivt tvivler på, at denne skematik holder hele vejen, vil køre sur i bogens karakter af sammensværgelse og plan, ikke bare i beskrivelsen af Milton Friedman og hans sorte disciple fra Chicago, men hvor end Naomi Klein sætter sin klo.

Problemet er ikke de imponerende mange kendsgerninger og anekdoter, der lægges frem, men Naomis Kleins evigt emblematiske fortolkninger, der lægger sig over virkelighedens myriade som en tung dyne af vished. Lad gå; der er dun i den dyne, andedun, og bogen vil utvivlsomt varme globaliseringsmodstandere verden over, især i Sydamerika, ligesom den har gode chancer for at blive kult på universiteter og i vestlige medier. Naomi Klein er en sjælden fugl og sit efternavn til trods i stand til at lave »grand theory«, så det synger af skandale og undergang.

Alt skal verificeres
Men det er ensporet, konspiratorisk, manisk. Hendes teori er det, den østrigske filosof Karl Popper ville have opfattet som uredelig, eftersom den ikke bliver forsøgt falsificeret, men i ét og alt skal verificeres. Imod tesen om katastrofe-kapitalismens sejrsgang taler eksempler som Sydkorea, Taiwan, Israel og Indien – eller den relative succes med prokapitalistiske reformer i Tjekkiet, Polen og de baltiske lande. Med mindre man hører til dem, der mener, at kapitalismen moralsk står og falder med personer som Milton Friedman, Margaret Thatcher eller George W. Bush, bliver man således aldrig rigtig for alvor anfægtet af bogens ellers nok så foruroligende tese.

Naomi Klein er selv lidt af en hundjævel.