Et mærkeligt barn

Roman: Martas Hjerte. Susanne Staun debuterede i 1998 med romanen »Sådan lyder en salonriffel«. Der var flere skud i bøssen - skulle det vise sig. Nu udkommer hendes roman nummer otte om pigen og kvinden Marta, der begår medlidenhedsdrab fra niårsalderen - og fortsætter bogen ud.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Diagnosen på pigen Marta er for vanskelig for psykologerne at stille. Empati er kun et fattigt ord. Hvorfor tager hun sin lommekniv frem som ung pige og skærer halspulsåren over på en forsømt ko? Hvorfor kværker hun et ungt trafikoffer, som hun indser, kun har et liv som lam i rullestol at se frem til? Det sidste får psykologerne nu ikke at vide. Susanne Staun har nemlig valgt Martas et år yngre lillebror Simon som fortælleren, der ved alt. Simon dukker op i Martas fodende, kigger gennem nøglehuller og lytter gennem papirtynde vægge. Hvad han ikke ved, gætter han sig til.

Allerede ved romanens begyndelse får læseren at vide, at det hele drejer sig om en politianmeldelse, broderen med romanen vil indgive som voksen mand. Simon kan ikke længere være alene med den viden, der af kærlighed til søsteren og tvivl om rigtigt/forkert hidtil er kommet hende til gode, men som han geråder i som nu veluddannet og livserfaren overlæge - i Esbjerg ganske vist, men alligevel.

Martas medlidenhedsdrab begynder med en uskyldig aflivning af en påkørt ugle. Hendes vedholdenhed, når hun møder lidelsen, udvikler sig - da hun en overgang selv virker som læge - til, hvad moderne anstændige mennesker ville betegne som usømmelighed i omgangen med menneskeliv. Fortælleren Simon når ved romanens slutning frem til, at det måske er Martas egen selvmedlidenhed, når det handler om at se menneskenes lidelser i øjnene, der får hende til at tage lommekniven frem, når hun møder den uhelbredelige.

Staun har hver gang, hun tager fat på nyt stof, sin egen brutale lommekniv med i tasken. Vi ved som trofaste læsere, at situationerne vil eskalere til det uudholdelige, og der er en besættende rå og samtidig befriende konsekvens i forfatterens måde at føre kniven på. Alt er lagt til rette med den konsekvens, en erfaren forfatter må kræve af sig selv. Har man selv givet sit ja til en nådig død for sine nærmeste - og det sker jo, selv om det er forbudt - så ved man også, hvor romanen må ende.

Forfatterens hang til samtidig dokumentation og afvisning af fagpsykologiens teorier kan undervejs virke hæmmende for den fiktion, der ellers flyder så frit og uhæmmet fra skønlitteraturens egne kilder i Susanne Stauns naturtalent. Og selv om forfatteren ved meget om heste, så er det ikke en Puk-bog til ungpigelæsning.