Et lille teater med et stort hjerte fylder rundt

Teatret Riddersalen fejrer de første 100 år. Sangerindepavillon, avantgardescene, børneteater – stedet har ført en broget tilværelse, siden det første gang slog dørene op.

Jytte Abildstrøm tegnede et lejemål på tre måneder på Riddersalen i 1970, men endte med at blive til 2009. Teatret bliver nu ledet af Signe Birkbøll, der har fortsat linjen med poesi og eventyr for både børn og voksne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det er ikke Københavns største teater. Med sine 210 pladser, mange af dem umage spisebordsstole, er det faktisk et af de mindre.

Men Riddersalen, som i disse dage fejrer sin 100 års fødselsdag, har i perioder af sin mildest talt omskiftelige tilværelse været et af Københavns vigtigste teatre. Ja, det er slet ikke for meget sagt, at der er blevet skrevet dansk teaterhistorie, som for altid ændrede manges opfattelse af, hvad teater overhovedet kunne være og skulle være på den lille scene ude på Frederiksberg.

Da Riddersalen 6. maj 1914 slog dørene op for første gang, var den en del af underholdningskongen Laurentius »Lorry« Feilbergs lille kongerige. Frederiksberg havde siden slutningen af 1700-tallet udviklet sig til et forlystelseskvarter med gøgl og bægerklang, sangerindepavilloner og morskabsteatre.

Ikke helt til at få øje på, hvis man i dag færdes i det adstadige kvarter ved runddelen, selv om man stadig kan finde en lille håndfuld teatre på stedet og til trods for, at en rest af stemningen er bevaret i de små haver på Pile Allé.

Feilberg, der havde en blandet baggrund som bl.a. cand. phil., bagermester og »foreviser af mærkelige dyr«, overtog i 1896 sangerindepavillonen Café Chantant. Her foredrog »Nordens skønneste kvinder« på højryggede stole deres uartige viser fra scenen i en sky af tobaksrøg og sjofle tilråb fra håndværkersvendene fra Saxogade og omegn. Damerne blev rykket ovenpå i det, der er det nuværende Riddersalen, men som Lorry Feilberg ved overtagelsen døbte Operetten.

Feilberg var en driftig herre, som ikke blot vakte opsigt med sin spidspuldede hat og sine synftige slogans – det var ham med valgsproget »Festligt, folkeligt og fornøjeligt« – men som i dén grad havde sans for, hvad folk ville have.

Han købte naboejendommene til Allegade 9, og snart var det hele lavet om til et forlystelseshus i to etager, der både husede varieteen Landsbyen med tyrolerstemning og stjernehimmel, serveringsstederne Drachmannkroen og Guldaldersalen samt altså det, der blev kaldt Riddersalen.

 

Med sikker sans for tidens strømninger havde Lorry sendt syngepigerne med det blakkede ry på pension for i stedet at satse på den såkaldt litterære varieté. Selv læste direktøren bl.a. digte op, her var visesang, operetteudtog, klaverboksere, artister og optrædende hunde. Og fra 1926, hvor Lorry havde været død i ni år, husede Riddersalen en »rigtig« scene, hvor der kunne spilles egentligt teater, men hvor der stadig var servering ved bordene.

En sang om en mand

Det var først fra begyndelsen af 1930erne, at salen – med Arne Weel i chefstolen – for alvor blev til et rigtigt teater med regulære forestillinger. Her spillede man bl.a. et par af de moderne meningsrevyer, signeret PH.

Unge Marguerite Viby sang for eksempel hans gendigtning af »On the Sunny Side of the Street« med det optimistiske refræn »Det er sjovt at være til / man sku aldrig være andet«, og Liva Weel optrådte i PHs og Otto Gelsteds gendigtning af »Lysistrate« – »Kvindernes oprør«.

Og da den venstreorienterede Per Knutzon trådte til som direktør i 1935, forvandlede han teatret fra en morskabsscene til et avantgardeteater. Succesen var til at tage at føle på, da han lagde ud med Kjeld Abells stykke »Melodien der blev væk«, der handlede om en mand, der hed Larsen, flipproletaren, for hvem det skulle have været så godt, men hvor det hele faktisk blev skidt. Den borgerliggjorte Larsen havde tabt livets sande værdier af syne – dem skulle han høre fra et lille barn og en arbejder på et stillads. Stykket, som var en åbenbaring for mange – aktuelt i sin tematik, moderne i sin form – blev årtiets største teatersucces, der brød med ideen om, at teater ikke må gøre opmærksom på sig selv som teater.

Helt så mange myldrede ikke til den lille scene, da Knutzon året derpå bad den landflygtige tyske digter Bertolt Brecht om at skrive sig et stykke.

Selv om Brecht var med til prøverne, forstod hverken de danske skuespillere, publikum eller anmelderne hans distancerende verfremdungsteknik, og »Rundhoveder og spidshoveder« måtte tages af plakaten efter blot tre uger.

Brecht fik en form for revanche, da han med lidt større held havde danmarkspremiere på sin »Laser og pjalter« med direktørens kone, Lulu Ziegler, på rollelisten.

Hvad Liva mente

Og rigtig godt gik det, da teatret i 1940, nu med Arne Weel som chef endnu en gang, spillede Abells og Poul Henningsens revykomedie »Dyveke.« Det var her, Liva Weel sang den berømte »Man binder os paa Mund og Haand« som en slet skjult hilsen til den tyske overmagt, der havde besat landet måneden før. Censuren gjorde, at meget måtte skrives om, og sangen var maskeret, så umiddelbart handlede den om erotikkens væsen. Men alle vidste, hvad Liva mente, når hun lod dem vide, at »Ingen er fangne, naar Tanken er fri«.

Tyskerne fattede til gengæld ikke meget. Alligevel undgik teatret ikke schalburgtagen, men det var nu mest underboen, forlystelsesstedet Landbyen, man var ude efter. Ødelæggelserne tvang Riddersalen til for en stund at forlægge aktiviteterne til det nærliggende AlléScenen (nu Betty Nansen Teatret).

Moderne international dramatik

Allerede inden krigen havde den unge, fremstormende instruktør Sam Besekow cementeret sit ry som begavet iscenesætter af moderne dramatik, da også han i et par sæsoner stod i spidsen for teatret.

Den intellektuelle, internationale linje fortsatte under den artistokratiske og smukke Erling Schroeder, der selv optrådte som selveste Hamlet, men som i sin direktørperiode 1944-1947 først og fremmest førte den helt nye, dristige dramatik frem.

Det samme gjorde hans efterfølger, Meir Feigenberg. Det var i disse år, dramatikere som William Saroyan, Albert Camus, Tennessee Williams, Jean Giraudoux, Jean Anouilh og Jean-Paul Sartre blev introduceret. Og senere, da Feigenberg for længst havde forladt posten, blev det sågar til en københavnerpremiere på Samuel Becketts absurde klassiker »Vi venter på Godot« – stort set uforståelig i 1957.

Teaterdrift var uden synderlig offentlig støtte i disse år, og selv om en teaterchef måtte have en succes, var der ikke pladser nok til for alvor at skabe en kassesucces. Direktører kom og gik hurtigt, og fra 1961 gik den ikke længere.

Så kom Jytte

Teatret lå brak i henved ti år. Men så skete der noget. For ind rykkede det rødhårede livstykke Jytte Laila Zabell Abildstrøm, som i 1970 lejede teatret for at spille den gamle parodikomedie »Svend, Knud og Valdemar«.

Lejemålet lød på tre måneder, men succesen var øredøvende, og hun skulle ende med at blive næsten fire årtier på den adresse, hvor ingen af hendes forgængere havde kunnet holde pladsen mere end fire sæsoner.

Teatret, der med tiden fik status af lille storbyteater, fik endda hendes eget navn, selv om Jytte Abildstrøms Teater altid bevarede underrubrikken Riddersalen lige nedenunder.

Her skabte hun sit eget fantasiens rige med tro på det gode, det opbyggelige og det smukke i tilværelsen. Med sig havde hun sine dukker, for dukketeatret havde hun dyrket fra 1964, hvor hun begyndte hjemme i sin egen kælder.

Teatret forvandlede hun til en slags teatermagiens skramlede holdeplads, hvor hun – i ledtog med legekammerater som forfatterne Elsa Gress og Jytte Hauch Fausbøll, skuespilleren Daimi Gentle og dukkemageren Dan Voigt Lønholdt – satsede både på de store og de små. På turné over hele landet eller hjemme på det Riddersalen, hvor den økologiske tankegang – »Havemuld, ja!« – også fik lov til at gennemsyre evangeliet.

Det er dén linje, hendes efterfølger siden 2009, Signe Birkbøll, har fortsat. Poesi og eventyr for børnene, poesi og eventyr for de voksne. Trosbekendelsen er fortsat den kunst, som hylder fantasien, den kunst der løfter mennesket. En oase, hvor livets fortrædeligheder og hårde ord aldrig har fået lov til at regere, og hvor man gennem alle årene har spillet teater under mottoet »Som man råber i skoven, får man ansvar«. For godt til at være sandt. Og det er hele pointen.