Et kys er ikke bare et kys: Rammsteins herrekys er en protest mod Putin

Midt under det tyske metal-bands koncert på Moskvas Luzhniki Stadion lod de to guitarister Paul Landers og Richard Kruspe læberne mødes. Kysset var en protest mod russisk lovgivning og den tiltagende vold mod homoseksuelle.

Rammstein-guitaristerne Paul Landers og Richard Kruspe kysser i protest mod Ruslands anti-homo lovgivning ved bandets koncert forleden på Luzhniki Stadion i Moskva. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters / Ritzau Scanpix

Det er kun et lillebitte, flygtigt kys, en brøkdel af et sekund med spidsede læber - hvad man bedst kan karakterisere som et mormor-kys - men i øjeblikket går det verden rundt på både de sociale og traditionelle medier.

For meningen var ikke til at tage fejl af, da de to Rammstein-guitarister Paul Landers og Richard Kruspe ved det tyske metal-bands koncert på Luzhniki Stadion i Moskva lod læberne mødes under afspilningen af sangen »Ausländer«.

Kysset var en klokkeklar protest mod Ruslands præsident Vladimir Putin og hans anti LGBTQ-love, skriver musiksitet Rolling Stone.

Loven fra 2013 forbyder, hvad der kaldes »propaganda for utraditionelle seksuelle relationer« og kriminaliserer enhver positiv omtale af homoseksualitet over for børn og unge. En anden russisk lov forbyder homoseksuelle par at adoptere børn. Og i 2015 vedtog det russiske parlament regler, der forbyder folk med bestemt seksuelle præferencer, f.eks. transkønnede og transvestitter, at få kørekort.

 

Lovgivningen har givet næring til en tiltagende homofobi, og Rusland har de seneste år oplevet en bølge af vold mod homoseksuelle og øvrige LGBTQ-personer. For blot en måned siden blev LGBTQ-aktivisten Yelena Griforyeva brutalt myrdet. Hendes navn optrådte på et russisk website, der tilbyder dusør for at jagte homoseksuelle og deres advokater, skriver Rolling Stone.

En konsekvens af lovgivningen var også, at det russiske publikum måtte nøjes med en forkortet udgave af filmen »Rocketman« om den britiske musiker Elton John, fordi den russiske censur havde klippet alle scener med homoseksuelle temaer væk.

»Det viser på en nedslående måde, hvilken splittet verden vi stadig lever i, og hvordan den på grusom vis nægter at acceptere kærlighed mellem to mennesker,« skrev den nu 72-årige britiske stjerne på Twitter.

Elton John har ogås tidligere offentligt protesteret mod den russiske anti-homo lovgivning.

Danmark har ligeledes officielt protesteret mod loven tilbage i 2013. Det samme gjorde daværende præsident Obama, som kaldte den »en krænkelse af basal moral«.

Loven mod »propaganda for utraditionelle seksuelle relationer«, retter sig i øvrigt også mod ikke-russiske statsborgere, som kan blive idømt en bøde på 5.000 rubler og derefter blive deporteret, hvis de overtræder forbuddet.

Hvorvidt Rammstein-medlemmerne har været klar over dette, vides ikke. Men det er muligvis i erkendelse heraf, at bandet forleden på sin Instagram-profil skrev »Russia we love you«.

Rammstein fortsætter under alle omstændigheder turnéen og spiller fredag den 2. august, i Skt. Petersborg.