Den nye fireårsaftale om Det Kongelige Teater rummer, set fra publikumsrækkerne, både det sure og det søde: Det sure er, at vi nu formentlig får færre af de helt store forestillinger. Det søde er, at hvis ledelsen ellers får moderniseret dyre, utidssvarende overenskomster til bunds, kan de godt få den halve milliard kroner, der årligt er til rådighed til at lave scenekunst for, til at række længere.

Nok giver kendte bevillinger arbejdsro de næste fire år: Det er uændrede bevillinger, minus to procent årligt. Alle skal spare, så her gjorde bestyrelsesformand Stine Bosse regning uden vært, hvis hun troede, at nationalscenen havde særstatus. Rød blok tør næppe heller garantere flere penge til formålet.

Det Kongelige Teater har ellers korrekt argumenteret med, at det efterhånden er blevet til en gigant, der kræver betydelig - læs: dyr - vedligeholdelse af Operaen, Skuespilhuset og Gamle Scene på Kongens Nytorv. Det giver mening at spørge om ikke den politiske vision om at have en så flot nationalscene kræver flere midler. For at anskueliggøre konsekvensen af besparelser var teaterchef Morten Hesseldahl overraskende ude at melde, at man kunne sælge et af husene. Lige dér syntes de blå partier, at Hesseldahl overspillede sine kort, selvom han ellers dygtigt i forløbet har markedsført nationalscenens interesser. Selvom DF bad om at få idéen beregnet, har ingen taget det alvorligt.

Det er ikke alene driften af scenerne, der koster. Ingen kunst uden de mange ansatte inden for skuespil, opera, ballet og musikere i form af det Det Kongelige Kapel. I årevis er der tillige gået frasagn om dyre og utidssvarende overenskomster. Nu står det med småt, at nationalscenen pålægges at gå det igennem. Der står ikke noget om, hvem besparelser tilfalder, men gevinster bør selvfølgelig gå til scenekunsten. Det vil også give Hesseldahl en gulerod til at gøre det nødvendige, og han melder da også, at fokus nu er på »kerneopgaven«. Mit bud er, at vi i den kommende tid kan forvente scener og ikke så lidt af et teaterbrag, for nu at blive i jargonen.

Samtidig er ledelsen pålagt i endnu højere grad at samle sponsorater og erhvervssamarbejder, så der er råd til det kunstneriske flødeskum oven på de faste udgifter til drift og lønninger. Noget, Hesseldahls forgænger, Erik Jacobsen kunne.

Hvis ikke ledelsen får held med de påkrævede strukturændringer og med at tiltrække eksterne penge, må danskerne forvente en anden konsekvens: Det står nemlig, ligeledes med småt, at nationalscenen får større frihed til at prioritere små - læs: billigere - stykker. Men, det er netop det spektakulære, usædvanlige, nyskabende i stor skala, som publikum må forvente af en nationalscene. Hvis der bliver for meget småtteri og for mange spareøvelser, bliver det svært at holde på publikum.

En bred fireårsaftale, dog uden EL, lyder bekvem. Målet er fortsat at levere det ypperste. Men ledlesesopgaven bliver betydelig med stram økonomi, krav om mere effektiv organisation og øgede evner til at samle eksterne penge. Ambitiøse mål er helt nødvendige for en vigtig institution som Det Kongelige, der både skal give os det bedste og nå bredt ud. Om der er den fornødne ledelseskraft og -evne til at sikre den opgave, vil vi direkte kunne aflæse i de næste år.